Koncerter

Animal Collective, 12.11.12, Statens Museum for Kunst, København

Skrevet af Stinus Kirkeskov

Da menageriet kom til byen. Dén overskrift indkapsler, hvad Animal Collective kom med denne novemberaften indhyllet i surrealistiske farver, iscenesat af monumental installationskunst og omkranset af skæve rytmer og bølgende melodier.

Kan du huske den første gang, du besøgte en zoologisk have eller et omrejsende menageri og for første gang rigtig så eksotiske levende dyr, dog indhegnet og afskærmet fra dig som publikum? Da du så tigeren brøle og  kamelen stirre på dig, dér opstod der formentlig en fascination af det ukendte og fremmede. Det, du ikke lige ser i hverdagen, og som du tiltrækkes imod, fordi det er fyldt med nye opdagelser. Dette er begyndelsen på en livslang interesse for det levende ukendte, som du bare må se igen. Men også begyndelsen på erkendelsen af, at det levende godt kan være buret inde og taget væk fra sine naturlige omgivelser. Fra disse to sandheder går der en lige linje hen til aftenens koncert med Animal Collective. En koncert, der indeholdt både det fascinerende og fængslende, men også det begrænsede og malplacerede.

At CPH:DOX endnu en gang kunne lokke det Brooklyn-baserede dyrekollektiv til København, var en stor triumf for mange elskere af alternativ musik. Det fire mand store band kom endda på besøg med et fremragende album i tourbussen i form af Centipede Hz. Aftenen bestod også primært af sange fra den skive, og det satte koncerten i et til tider lidt for højt tempo, hvor der manglede ro og dvælen ved numrenes enkelte forløb og melodier. Selve lokationen var også speciel, da koncerten foregik i Statens Museum for Kunsts nye tilbygning, hvor der underligt nok var arrangeret siddepladser til et band, der ellers spiller dansabel musik.

Efter at have ventet et godt stykke tid på de fire herrer med de specielle kunsternavne, David Portner aka. Avey Tare, Noah Lennox aka. Panda Bear, Josh Dibb aka. Deakin og Brian Weitz aka. Geologist, skete der endelig noget. Ind trådte de på en flot scene, særligt designet af David Portners søster Abby Portner til CPH:DOX-formålet, udstyret med farverige klipper, der var bøjet, så de dannede en portal ind til en anden verden. Inde i hullet hvor indgangen til den anden dimension var, hang der et hvidt lærred, hvor der gennem hele koncerten blev projekteret visuals op på. Uden om scenen var der oppustelige, lysende vinger, og i loftet hang kasser, der blinkede i alle farver. Denne kulisse krævede et band, der var med på at starte en surrealistisk rejse ind gennem portalen, som de bøjede klipper så demonstrativt formede. Denne rejse blev dog først gennemført til sidst i koncerten.

Animal Collective valgte at begynde turen ud på de maleriske savanner med et nummer fra Centipede Hz. “Rosie Oh” blev sunget af trommeslageren Panda Bear, og hans vokal havde en inderlig og desperat klang, der klædte den meget stille sang. Men hurtigt skiftede tempoet da “Today’s Supernatural” overtog scenen. Nu var det Avey Tare, der var bag mikrofonen. Her var rytmen hektisk, og de små elektroniske detaljer fløj rundt om hinanden, som var de sprængte atomer. »Come on le, le, le, le, let go,« fraserede Portner næsten som en hærdet rockstjerne, og man fik som publikum også lyst til at rejse sig fra sit bløde sæde og slippe tøjlerne. Men det skete bare ikke. Det var, som om at publikum ikke var parat til at smide hæmningerne på sådan en sen efterårsmandag, og det var synd.

Næste sang på listen var den fremragende og mere melankolske “Wide Eye”. Her var vokalen bestyret af Deakin – en af Animal Collectives store forcer er, at de besidder hele tre kompetente sangere med hver deres evner. Portner er bedst til det dramatiske og festlige numre, Lennox tager de melankolske og desperate, og Dibb besynger de sørgmodige og hjerteskærende. “Wide Eye” var ingen undtagelse. Her dvælede dyrene ved hegnet, og vi tilskuere fik for alvor lov til at se deres musikalske udfoldelser. Synth, guitar, drumpads, trigger, keyboard og alskens andet elektronisk habengut dannede et lydlandskab med mange facetter.

Bedst som vi var faldet ned efter den speedede, alternative partysang “Today’s Supernatural”, blev vi hevet op med rod da “Apple Sauce”, også fra Centipede Hz, lød fra højtalerne. Linjerne til nummeret blev skudt ud af munden på Portner sammen med energiske trommeslag og konstante elektroniske impulser. Denne hektiske omgang med ordene gjorde det svært at forstå den i forvejen svært forståelige tekst, men det gjorde ikke så meget, for det var rytmen i sangen, der betød noget. En rytme, man let kunne have danset til, men endnu en gang blev publikum siddende, som var de limet til sæderne.

Dyrevennerne viste os også andet end numre fra det nye album, f.eks. “Honeycomb” (tidligere udgivet dobbeltsingle, som kom på det digitale marked i foråret) og så “Lion in a Coma” fra 2009-mesterværket Merriweather Post Pavilion. Begge numre viste høj kvalitet, men også begrænsninger. Det var, som om bandet ikke rigtigt kunne kom ud over scenekanten og ramme os tilskuere. Man følte lidt, at de var indhegnet og taget væk fra deres naturlige omgivelser, hvad der jo ikke var tilfældet.

Lidt samme følelse havde man, da de fyrede sangene “Moonjock”, “Pulleys”, “New Town Burnout” og “Monkey Riches” fra Centipede Hz af. Igen blev folk siddende og agerede Ray Charles i fuldt vigør uden at tage det sidste skridt ved at rejse sig og starte festen, som Animal Collective bød op til med disse fire fine numre, der både havde rytme, melodi og dansepotentiale.

Men så skete der endelig noget, da den eminente, dansable “Brothersport” genlød i kunstsalene. Det var, som når man smider kød ned til piratfisk, for pludselig gik publikum helt amok i hop, vrik og rysten røv. Der samlede sig ligefrem et rave ovre ved keyboardet, hvor Portner sad, og smilet på hans læber ved synet af denne frigørelse fra lænkerne, der havde holdt publikum, kunne ikke skjules. Som om det også tilførte ham selv ny energi, gik han væk fra sin plads og gjorde sin entre på dansegulvet. Her fremførte han en medrivende udgave af “Peacebone” fra Strawberry Jam dansende sammen med tilskuerne, som var de et tusindben på larvefødder der dansede disco. »Finally you stood up,« kom det fra Dibbs, og han havde helt ret.

Publikum forblev stående, så da dyrekollektivet igen indtog scenen for at give ekstranumre, var de omringet af sultne hyæner på spring efter selv den mindste dansable rytme. “Cobwebs” fra Water Curses lagde dog stille ud, men det gjorde ikke så meget, da publikum var så tændte, at de alligevel vrikkede frem og tilbage til den vemodige melodi. Men da de nu danseglade tilskuere fik hittet “My Girls” fra Merriweather Post Pavilion, gik der dans i den igen. En sang, der emmer af  liv, leg og lyst, og der kom godt med liv i folk igen, og glæden var stor over dette gennemførte nummer, der dog godt kunne have løftet taget lidt mere og sat en ordentlig crescendo til sidst.

Til at slutte koncerten af fik vi den lidt ligegyldige, men bestemt ikke ringe “Amanita”. Ikke det punktum, som man havde håbet på, men heller ikke en ufærdig slutning som sådan. I et tilbageblik kunne aftenens begivenheder let opsummeres i én linje: Menageriet kom til byen på både godt og ondt.

★★★★½☆

Deltag i debat