Koncerter

Ariel Pink’s Haunted Graffiti, 19.11.12, Lille Vega, København

Skrevet af Signe Palsøe

Ariel Pink og hans tre medmusikanter havde rigeligt med fængende popmelodier i ærmet, men selvom leveringen til tider sad lige i skabet, var der ikke helt nok engagement og musikalsk præcision til at starte den popfest, man kunne have håbet på.

Ved første øjekast fremstår Ariel Pink måske mest af alt som nogen, der spillede til din fars runde fødselsdag i 1994. Dengang, I havde telt i haven, og dine forældres musiksmag allerede var begyndt at halte voldsomt bagefter omverdenens. Som Pink mandag aften vuggede taktfast af sted under sin schlager-gryde af gyldne lokker, hans Haunted Graffiti-band støttede op med til tider decideret andeorgel-skinger synth, og computeren, der skabte visuals på scenens bagtæppe, igen og igen brød sammen, havde man i hvert fald ikke svært ved at forstå, hvorfor Pink & slæng bliver påduttet mærkaterne ‘lo-fi’ og ‘kitsch’.

Dette er da også hovedomdrejningspunkter i Pinks musik, men to andre ikke uvæsentlige elementer løfter bandet fra suppe, steg og is-niveau til at kunne fylde Lille Vega til bristepunktet: De gode vilkår, 80’er-retrospektiv musik i de seneste år har nydt godt af, og ikke mindst de ofte decideret forrygende popmelodier, bandet vrister af sig – og som især kom til deres ret med udgivelsen af den knapt så sovekammer-mudrede Before Today i 2010.

Det var da også numrene fra denne plade og ikke mindst Mature Themes fra i år, der suverænt dominerede aftenens sætliste, og det stærke materiale var selvsagt et glimrende udgangspunkt for en skæv popfest. “Kinski Assassin”, “Is This the Best Spot” og “Mature Themes” præsenterede indledningsvis Ryeland Allisons heftigt zappende, høj-pitchede synth, Kenny Gilmores helteriff på guitaren og de virkelig catchy basfigurer, som Tim Koh ofte gjorde til lydbilledets dominerende bund. Pink selv fremstod som lidt af en vokalmæssig kamæleon, der både kunne banke liv i de helt dybe, næsten karikerede vers i “Kinski Assassin” og fremvise en skønt krukket falset i “Pink Slime”.

Helt så velsmurt kørte maskineriet på scenen dog ikke hele aftenen. Indimellem, som når bandet kastede sig over den ellers lige dele iørefaldende og skingert hysteriske “Among Dreams”, var det, som manglede der en musikalsk aktør til at udfylde tomrummet mellem den bastante basbund og Pinks hvinende lyse vokal. Også i “Early Birds of Babylon” syntes de ulmende virkemidler at være en kende skævt tilpasset hinanden, og en lang, næsten dronet version af “Nostradamus & Me” faldt en kende til jorden ved især at være opbygget omkring bagtæppets livetransmittering af Pink og hans musikere, der spillede sig rundt på scenen og gennem Vegas baglokaler med deres instrumenter – lydbilledet var lige vel statisk, og der gik en rum tid, før filmen på bagtæppet holdt op med at kuldsejle i tekniske problemer.

Nok blev disse lidt flade episoder brudt op af solide indslag, hvor hele Vega var på pletten: På “Fright Night (Nevermore)” var virkemidlerne perfekt afstemt mellem det lo-fi-slørede og det bas-inciterende, og det var glimrende underholdning, når Pinks temmelig minimale og ikke så lidt damede påklædning under “Menopause Man” efterhånden krængede sig næsten fuldstændig af mandens overkrop. Og selvom sættet måske var lige til den korte side, var afslutningen i et mashup af “Symphony of the Nymph” og The Beatles’ “Love Me Do” samt et par overordentlig velskruede versioner af “Round and Round” og “Crusades”, hvor Pink sang kor med sit videoloopede selv, fremragende, skramlet disko-festpop.

Alligevel opstod tanken om, at de fire på scenen kunne have lagt sig en kende mere i selen for at få det bedste udbytte af deres anstrengelser – selv inden for lo-fi-dogmets rammer. Og det var måske i virkeligheden dét, der gjorde, at Ariel Pink’s Haunted Graffitis koncert aldrig hævede sig fra det middelgode til at være det pop-ekstravaganza, materialet potentielt kunne have udløst: Bandets anstrengelser var ikke helt store nok. En excentriker som Pink burde ellers nok kunne holde de tilstedeværende til ilden, men med en minimal publikumskontakt kom fokus hurtigt til at dvæle ved sættets lige vel svage sider. Resultatet blev en koncert, der bestemt havde sine mindeværdige højdepunkter, men havde bandet stået hjemme i dine forældres havetelt, var en god del af den pukkelryggede nok stået af undervejs.

★★★★☆☆

Fotos: Daniel Nielsen, FrozenPanda.com

Deltag i debat