Plader

Balthazar: Rats

Skrevet af Durita Dybczak

Det belgiske indierockband charmerer på deres andet studiealbum, Rats, med lækre rytmer, dybe vokaler og velproportioneret instrumentering. Resultatet kryber lige under huden.

Gnavere er bestemt ikke mit yndlingsdyr. Forventningerne til det belgiske indierockband Balthazars andet album, Rats, var derfor på forhånd ikke i top, da jeg trykkede på play. Men jeg blev overrasket.

Rats er et fantastisk energisk album på den underspillede måde. Første nummer og albummets første singleudspil, “The Oldest of Sisters” har en forsigtig guitarintro bestående af en simpel figur af seks akkorder, der lægger an til en halvdøsig mandlig leadvokal akkompagneret af nogle stille, men livgivende trommer. Selve opbygningen af nummeret er rigtig lækker. Intensiteten vokser med introduktionen af et kor af messingblæsere, der stemmer i med de samme seks akkorder, og samtidig vågner forsanger Maarten Devoldere mere op og lægger flere kræfter i sin vokal. På denne måde vokser og falder intensiteten et par gange i løbet af nummeret, som var det en brystkasse, der hæver og sænker sig, for til sidst at ånde ud.

Et af de særligt charmerende elementer ved Balthazar er netop Devolderes dybe Cohen-møder-Matt Berninger-leadvokal, der bliver leveret ubesværet og lidt nonchalant. Samtidig er instrumenteringen dejligt velproportioneret og afbalanceret, og man får en tryg fornemmelse af, at hvert enkelt element er til for at understøtte det næste og i fællesskab danne en lækker helhed.

“Sinking Ships” har en helt speciel, charmerende lethed over sig med en simpel repetitiv klokkespilsfigur, der præger det meste af nummeret, afløst af sporadiske strygere. Teksten »From my pen you expected the sweet honey to drip / But the words come out like rats leaving a sinking ship« sammen med klokkespilselementet gør, at man næsten kan se de små rotter trippe af sted i takt.

Albummet er godt skruet sammen med lækre rytmer, varierende tempo og skiftende stemninger: fra melankolske, lidt tungere numre som “The Man Who Owns the Place” og “Any Suggestion” med de slæbende trommer, triste piano og fingerspil på violin til den bossa-inspirerede “Listen Up”.

Sidste nummer på albummet, “Sides”, er det eneste med en kvindelig backingvokal leveret af Patricia Vanneste, og det er et virkelig simpelt og fint afslutningsnummer, der runder albummet perfekt af. Rats holder intensiteten hele vejen igennem, og den selvproducerede og umiddelbare stil gør, at det føles ægte og kryber ind under huden.

★★★★½☆

Deltag i debat