Koncerter

Baltic Waves, 09.11.12, Huset, København

Skrevet af Signe Palsøe

Mirel Wagner var fredag trækplaster for den første af to baltiske aftener i Huset i Magstræde. Selvom arrangementet havde en rød tråd i sit tema og de optrædende kunstneres temmelig forsagte sind, kunne et gennemgående lige vel lavt kvalitetsniveau ikke helt redde helhedsindtrykket.

Prøv at nævne et band fra de baltiske lande. Godt. Kom med et mere. Og et mere. Medmindre du er decideret Baltikum-aficionado, følger virkelig grundigt med i Eurovision Song Contest eller på en eller anden vis er særligt tilknyttet vores naboer på den anden side af Østersøen, er du sandsynligvis stået af allerede nu. Man kunne forestille sig, at Huset i Magstrædes formål med at afholde arrangementet Baltic Waves hen over en weekend er at give den gennemsnitlige musikinteresserede københavner en opdagelsesrejse på en ellers sjældent anvendt dobbeltside i det musikalske verdensatlas. Kaster man et blik på listen af kunstnere, der gennem de to dage aflægger Huset en visit, er indtrykket dog noget anderledes: Kun to af weekendens i alt seks optrædende stammer faktisk fra de baltiske lande, og med også Finland, Sverige og Danmark repræsenteret på spillelisten har arrangørens mål nok nærmere været at forsøge at definere en særlig Østersø (Baltic Sea)-lyd.

I den henseende var fredagens arrangement vellykket, for trods de tre bands’ temmelig forskellige genre-præferencer var den røde tråd at finde i det introverte og fåmælte udtryk, som prægede hele den musikalske dagsorden. Mirel Wagner, der vel ellers nok kunne anses for at være hovednavn, åbnede aftenen, og hendes endog meget indesluttede karakter taget i betragtning gav det sådan set mening.

Wagner, der har etiopiske rødder, men er opvokset i Finland, har ganske vist en spændende snert af blues i sin musik, der måske, måske ikke har sit ophav i Sahara-områdets tradition for genren. Hendes version af den bluesede singer/songwriter er dog alt andet end sprudlende. Når hun på det glimrende debutalbum fra sidste år blander nærmest gotisk formørkede beretninger med skrabet fingerspil, sker det i et betagende vakuum, hvor musikkens sarte virkemidler og en ildevarslende, pausefunderet dynamik både drager og foruroliger sin lytter. Ikke et setup, som er nemt at efterligne live, og størstedelen af Wagners godt og vel halve time på scenen var da også præget af afsavn til et udtryk, som ikke sådan lige lod sig skabe i Husets café-omgivelser.

Så man bort fra Wagners afrikanske udseende, var der noget umiskendeligt finsk over hendes facon. Mellem de skrabede guitarfigurer præsenterede hun pertentligt, men kortfattet og sagte titlerne på hvert eneste indslag , før hun igen lukkede øjnene og lod fingrene gribe strengene an. En tilbageholdenhed, der gik igen i numrene, som virkede mere lillepigede i deres fremtoning, end man kunne have forventet, og nærmere bragte associationer til Stina Nordenstam end til dyb og fyldig blues.

Wagner kom i det nøgne lydlandskab til at fremstå temmelig anonym, selvom den afsluttende “To the Bone” vidnede om, at det ikke nødvendigvis behøvede at være sådan. Med blot en smule rumklang på guitaren fik nummeret en kende af den dirrende intensitet, der smyger sig om studieversionernes fingerspil i form af langtrukne, ulmende opbrud i musikken. Det var synd, at Wagner ikke tyede til denne formel under hele koncerten eller havde fundet andre virkemidler til at styrke sin scenelyd, for en fin afslutning var ikke nok til at ændre helhedsindtrykket af en noget flad optræden med en kunstner, der havde potentiale til at levere mere.

Selvom Wagner var aftenens mest tyste musiker, var det svært ikke at tænke, at spilleplanen var lidt af et sats fra Husets side, når scenen efterhånden blev overladt til de efterfølgende bands. Lettiske Stūrī Zēveles lillepige-twee-konstellation var måske ved første øjekast den charmerende pop-gruppe, som programmet reklamerede for. Med en flok meget forsagte blondiner i front for et ofte kun instrumentelt lydbillede drevet især af en tværfløjte og en, ja, guitarspillende trommeslager var indslaget dog i højere grad et temmelig bizart møde mellem lettisksproget pop og tværfløjte-postrock, end det var en øjenåbner for de musikalske perler, der angiveligt skulle være at finde i Letlands småbyer.

Så var det lettere at godtage præmissen for de estiske afsluttere Id Revs version af postrocken. Ja, måske lød den lige vel meget af noget, Island kunne have kastet af sig for et par håndfulde år tilbage, men når de storladne lydflader til tider fik modspil af skæv, múm-klingende elektronik, opstod en indbydende, omend ikke synderlig original dynamik.

Det var med andre ord ikke de store musikalske oplevelser, der prægede første halvleg af Husets baltiske koncertrække, selvom publikum heldigvis blev hængende gennem hele programmet. Horisontudvidende temaaftener er som tommelfingerregel et prisværdigt initiativ, og arrangørerne syntes da også at have en nogenlunde veldefineret retning for den lyd, de fredag præsenterede for deres publikum. Jeg håber, at lørdag aftens program med Snöleoparden, svenske Mackaper og finske ÖÖÖÖÖ udmunder i et ligeledes homogent, men noget mere kvalitetstungt arrangement.

Deltag i debat