Koncerter

Beach House, 06.11.12, Store Vega, København

Skrevet af Anna Møller

Det er ikke dig, Beach House, det er mig. Der er ikke noget galt med dig, du er helt perfekt! Tro mig. Ikke en finger at sætte på dig, og alligevel… Alligevel bliver det ikke til en femte date. Du er nok for god til mig.

Inde i det tætpakkede Vega står stort set alle med fingrene i ørerne.

Årsagen er en mildt sagt øredøvende opvarmning fra produceren Holy Other, der skyder så lavfrekvente wobblebas-toner ud gennem højtalerne, at det ikke bare forplanter sig til fødderne øverst oppe på balkonen, hvor jeg står, men går i lungerne og næsten fremkalder en kvalmelignende tilstand. Måske lidt et fejlskud fra bookernes side, og Holy Other ville da også umiddelbart have gjort sig bedre som opvarmning til Crystal Castles. De har samme lydniveau i hvert fald.

Da Beach House åbner, er det med forprogrammeret tromme, der markerer begyndelsen på nummeret ”Wild” fra Bloom. Med sig har de tourmusikeren Daniel Franz på trommer, percussion og lejlighedsvis kor og keyboard, og centralt på Vegas scene står Victoria Legrand bag et hvidt keyboard og med det bølgende hår vejende hen over tangenterne, som det første nummer bevæger sig fremad. Alex Scally er placeret yderst i den ene side af scenen og har udover guitaren gang i noget fodorgel med de strømpeklædte fødder. Det er bemærkelsesværdigt, hvor tæt på studielyd, Beach House er i liveopsætning. Legrands stemme synes endog at stå endnu stærkere og afsløre de facetter, der gør den ualmindelig dragende. Stærk og støvet på samme tid, fuld af nerve og alligevel tilbagelænet og henkastet leveret.

Kun et par gange under “Norway” og “Used to Be” fra Teen Dream rammer sangerinden ikke lige de rigtige toner, men der er virkelig tale om minimale afvigelser. Lyden er knivskarp, og den fuldstændig proppede og opmærksomme Vega-sal får stort set alle hits fra især de sidste to plader – dog ikke min personlige favorit “Take Care” fra Teen Dream. Scenens opstilling med gigantiske propeller bag jalousiafskærmninger lader striber af blåt og rødt lys aftegne sig på de tre musikere, hvis ikke scenen er mørklagt på nær enkelte blå gulvprojektorer eller med et bagtæppe fuld af stjerner. Utroligt stemningsfuldt og veltilrettelagt.

Legrand synes i øjeblikke næsten at flirte med publikum. Det er fjerde gang, bandet er i Danmark, fortæller hun, og sammenligner med at være på fjerde date. Kæler man på fjerde date? Siger man »Jeg elsker dig?«, spørger hun ud i salen og besvares med adskillige råb »I love you!«.

Og hvorfor virker koncerten så alligevel så uforløst? Hvorfor kan man efter fem kvarters fuldstændig vellykket koncert stadig føle, at man ikke fik det, man var kommet for? Hvorfor var det en mislykket date?

Mit bud er, at en koncert bør være mere end en virkelig god fremførsel af – i øvrigt – velskrevet, godt arrangeret og velproduceret musik. I mine øjne skal en koncert også være en god oplevelse, og til det er der nødt til at være en eller anden form for nærvær fra musikernes side. Ikke nødvendigvis et nærvær, der betyder, at de skal være enormt meget på og stå og fortælle anekdoter fra scenen, snarere skulle Beach House måske tage at slappe lidt mere af. I det vanvittigt vellydende univers kan det være svært for alvor at give sig hen til musikken, for det lyder jo nøjagtig som på plade, og man kan ikke mærke, at man rent faktisk står og oplever Beach House live.

Når Victoria Legrand vil justere på sin mikrofon behøver det med andre ord ikke at foregå i en stiv koreografi, der efterligner de tegnsprogsagtige fagter, hun lavede under “Norway”, og når hun i en sjælden kontakt til publikum først undrer sig over, at folk er stille og derefter bliver mistænksom over, hvorfor de griner – og spørger »griner I af min stemme?« – så er det svært selv at slappe helt af som koncertgænger.

Under bl.a. “Silver Soul” slår Legrand ud med håret nogle gange, og selvom det er effektfuldt og bestemt også sexy i mangel af bedre ord, så er helhedsindtrykket stadig enormt kontrolleret og koreograferet. Nummeret er jo i sig selv fuldstændig eminent, dragende og fuld af lydlig damp, og det går lige igennem som ren crowdpleaser.

Det er imidlertid først under hittet “Myth” og det sidste ekstranummer, “Irene”, at publikum sådan for alvor kommer lidt med og rykker med i befriende, rullende bevægelser. Det gentagende klaverstykke i “Irene” fremføres i en kortere udgave end i nummerets oprindelige udgave på over 6 minutter, men det er alligevel langt nok til, at publikums energi hæves fra tirsdagstræt til tilnærmelsesvist indfølt.

Det er imidlertid ikke lokkende nok til en femte date. Det er ikke dig, Beach House, det er mig.

★★★★☆☆

Fotos: Mia Dernoff

2 kommentarer

  • Man kan vel næppe sige, at “Irene” varer hele 16 minutter på pladen. Godt nok står den til 16 minutter i dit iTunes, men efter cirka 6 minutter stoppet nummeret til fordel for 6-7 minutters stilhed inden et “hidden-track” starter – “Wherever you go”.

Deltag i debat