Koncerter

Bloc Party + PVT, 18.11.12, Store Vega, København

Skrevet af Stinus Kirkeskov

Med tre ingredienser tændte Bloc Party godt op for søndagspublikummet, og pludselig forsvandt hverdagen langt væk. Masser af el-guitar, en stærk vokal og så et effektivt sceneshow – mere behøvede de ikke for at lade rockfesten folde sig ud.

Det er ingen hemmelighed, at England har fostret utallige succesfulde bands. Ja, det er lige før, at de overgår USA, når det gælder om at være verdens musikcentrum: The Beatles, The Rolling Stones, The Cure og Radiohead er bare nogle af mastodonterne, som profilerer England som en stolt musiknation. Men der er også utallige mindre bands, som ikke kun har held med sig i hjemlandet, men faktisk turnerer verden rundt og fylder spillesteder og festivalpladser op med spændte og glade mennesker.

Et af de bands, der har nydt berømmelsens lys og publikums udelte opmærksomhed, er det London-baserede band Bloc Party. De startede i 2005 med Silent Alarm, som fik den ære at blive kåret af det anerkendte engelske musikmagasin NME som det års bedste album. Herefter fulgte A Weekend in the City og Intimacy, der begge blev succeser, og især Intimacy åbnede døren for de fire drenge Kele Okereke (forsanger, guitar), Russell Lissack (lead guitar), Gordon Moakes (bas, synth, klokkespil) og Matt Tong (trommer), som tilsammen danner Bloc Party. Nu er the boys back in town med deres fjerde langspiller med det simple navn Fourog med den følger også en omfattende turné, som denne aften bragte dem forbi Store Vega, hvor de leverede en tour de force udi rockens alsidige væsen.

PVT

Men inden Okereke og resten af Bloc Party skulle spille deres længe ventede koncert, som underligt nok ikke var udsolgt, skulle det australske band PVT (Pivot) varme op for det lidt stivbenede søndagspublikum.

Sydney er hjemsted for electrorock-bandet PVT, der af et supportband at være er ret erfarne. Med tre, snart fire, albums på samvittigheden kunne man i hvert fald ikke kalde dem for nybegyndere. Deres internationale debut O Soundtrack My Heart fik endda den cadeau af den Sydney-etablerede radiostation FBi Radio til at være ‘Sydney Album of the Decade’ for 2000. Forventningerne var derfor ikke helt små, selvom vi ‘kun’ havde at gøre med opvarmningsnavnet.

Med tunge beats, kradsbørstig bas og stikkende guitartoner præsenterede de sig for et blandet publikum, der både bestod af unge drenge og piger og midaldrende mænd og kvinder. Trioen med forsanger Richard Pike som fremgangsmotor var desværre lidt for stereotyp og gennemsnitlig til, at det var en klangfuld oplevelse, men underholdt var man da. Om det var på de lidt tungere, elektronisk prægede numre, hvor de mindede én om danske Veto eller på de mere let rockede alternative sange, hvor amerikanske Bear in Heaven kunne høres, formåede PVT at give en udmærket koncert. Koncerten varede 40 minutter, og den lidt lange spilletid for et supportnavn gjorde, at man fik et mere nuanceret indblik i det australske bands lydunivers, og det var til PVT’s fordel.

★★★½☆☆

Bloc Party

Der har på forskellige medier floreret rygter om, at Kele Okereke havde forladt Bloc Party for at satse på sin solokarriere, og dermed var bandet lagt i graven. Til manges glæde viste det sig, at det bare var ondsindede rygter og intet andet, og derfor kunne et godt proppet Store Vega nyde synet af de fire engelske mænd, der gik på scenen. Bifaldet var larmende, og det var tydeligt, at folk var kommet for at få en fest. Altså mere Party end Bloc og det var Okereke og slænget heldigvis helt med på.

Åbningen på koncerten bød på laserlys, stroboskoplys og klubbede beats inden selve bandet gjorde deres entre. De første fire numre kom fra hver deres album. Startnummeret “So He Begins to Lie” fra den nye Four blev en forrygende opvisning i festlig rock. Dette nummer satte også tonen for resten af koncertens forløb. Skarpe guitarlinjer, vældig aktive trommer, vuggende bas, og ikke mindst Okerekes varme røst, blev hovedingredienserne aftenen igennem. “Trojan Horse” fra Intimacy fulgte veloplagt op på den energipumpede start. Det var en nydelse at se Okereke på scenen, for han strålede af selvtillid og spillelyst, og det udfyldte rammerne, som instrumenterne lagde, på fornemmeste vis.

Som opfølger kom “Hunting for Witches” fra A Weekend in the City, og endnu engang var guitaren klangsidens mest dominante kilde. Især Okereke brillerede med sin kølige omgang med el-spaden. Rammerne blev yderligere flot malet til med energiske farver, da den medrivende “Like Eating Glass” fra debuten Silent Alarm fyldte Store Vegas lokale ud. Guitartemaet fra sangen blev efterfulgt af ovationer, og invitationen til fest blev besvaret med et »ja tak« fra tilskuerne. Folk hoppede, dansede og sang på livet løs, og Okereke blottede sine hvide tænder i et lykkeligt smil ved udsigten over en bølgende sal af mennesker.

Noget af det, der kendetegner Bloc Party, er deres tag på rocken. For med en blanding af post-punk, math og indierock har de været svære at definere, og denne aften bød også på lidt af hvert, men altid med festen ude i horisonten strålende som en rødglødende sol. På “Real Talk” fik vi den tungere og mindre støjende side at se af bandet, men det var dejligt med lidt afvekslende lyde oven på fire hektiske numre, og den bastante, taktfaste guitar, som lagde grundlinjen for Okerekes karakteristiske vokal på “Real Talk”, var simpel og effektiv. Festen kom dog med fuld styrke lige efter, hvor “Waiting for the 7:18” bragede ud af højtalerne til stor jubel fra publikum. På plade varer numret cirka fire minutter, men her live blev den trukket ud og skabte en helt euforisk stemning, hvilket gjorde nummeret til et af aftenens højdepunkter.

Festen blev yderligere udbygget da publikumsfavoritten “Banquet” kom på. Guitar og et fængede omkvæd bølgede over folk og fik dem til at synge for fuld hals. Oven på nogle lidt for sammenlignelige numre nåede festen sit klimaks, da keyboardet kom på banen, og nummeret “One More Chance” blev fremmanet af tangenternes vidunderlige catchy tema. Her sang Okereke røven ud af bukserne, og som gestus svarede publikum tilbage med dans og indlevelse.

Til at slutte første del af koncerten af kom “Octopus”, singlen fra Four. En lidt flad slutning, men ikke decideret dårlig. Heldigvis kom Bloc Party tilbage og gav fire nye numre, hvoraf første “So Here We Are” var melankolsk blålig tonet. Her mærkede man for alvor den seriøse nerve i Bloc Party. “Team A”, “Flux” og hittet “Helicopter” kom i rap efter hinanden og udgjorde en stærk trio af melodiøs og direkte rock skabt til festgulvet.

Så gik bandet igen af scenen og takkede farvel for at returnere efter masser af klapsalver og stampen i brædderne. Kamphymnen “Ares” satte gang i tilskuerne, og der gik bogstavelig talt lidt fight i den, så der blev puffet og hoppet op og ned, frem og tilbage. Som afslutning på den en time og tyve minutter lange koncert serverede Bloc Party “This Modern Love” med lige dele begejstring og en vis sørgmodighed over at forlade et så veloplagt publikum.

Bloc Party var i Store Vega den rene blockbuster, men man savnede lidt flere numre og så et lidt mere nuanceret og elektronisk lydbillede. Men underholdt var man i den grad gennem hvert eneste minut.

★★★★★☆

Fotos: Mia Dernoff

Deltag i debat