Plader

Crystal Castles: III

Skrevet af Simon Lundsgaard

Tredje udspil fra Crystal Castles er ikke til at tage fejl af. Det er råt, mørkt og dystert – præcis, som det skal være.

Crystal Castles har altid formået at herske i deres eget helt enestående mørkekammer af ørehængende synthesizere og mekanisk forvrængede vokaleffekter. Dette udtryk præsenterede de første gang på det eponyme debutalbum fra 2008, der triumferende satte den canadiske duo på det musikalske landkort. To år senere kom den fremragende opfølger af samme navn, som for alvor slog fast, at Crystal Castles mente det alvorligt og var kommet for at blive.

Nu er duoens tredje album ude, og der er ingen tid at spilde. Det må og skal tjekkes ud.
Der hersker fra første gennemlytning absolut ingen tvivl om, hvem vi har med at gøre. Crystal Castles lyder umiskendeligt som sig selv. Rungende synths dominerer pladens 12 tracks og trækker en klar rød tråd gennem hele albummet, mens Alice Glass’ forvrængede vokal ligger længere tilbage i det dystert fængende lydlandskab.

Indlederen ”Plaque” rammer plet direkte i ansigtet og borer sig ind bag dine pandelapper. Herfra ledes du på en dunkel rejse gennem Crystal Castles’ støjende og mørkeste (men stadigt ubegribeligt harmoniske) afkroge. “Insulin” lægger sig med sin opbrudte, forvrængede produktion i spidsen, hvad angår støj, og gør det klart, at der er stadig højt til loftet i mørkekammeret, selvom ingen af numrene ligger på støjniveau med tidligere skæringer som “Xxzxcuzx Me” og “Doe Deer”.

Hele III er præget af en vis melankoli, og det kommer især til udtryk i afslutningsnummeret “Child, I Will Hurt You”, der traditionen tro er et mere roligt nummer.

Crystal Castles holder mere eller mindre standarden hele vejen igennem. Allerbedst er “Transgender”, der fører sig frem ved hjælp af noget, der kunne lyde som fængende space-klokker. Og der er flere numre, der er mere end ét lyt værd: “Kerosene”, “Wrath of God”, “Affection” og førnævnte “Plaque” og “Insulin” er alle ganske glimrende.

Skal man nævne en bundskraber, må det være “Sad Eyes”, der med sine stadion-synthesizere kan lyde en smule malplaceret. Det bliver mere acceptabelt efterhånden, som man halvvejs inde vænner sig til det, men sangen kan på ingen måde måle sig med albummets øvrige numre.

Der er ikke sket det helt store i Crystal Castles’ verden siden sidst. Men behøver der også være det? Glass og Ethan Kath er i sig selv to meget kontroversielle størrelser, og der er ingen andre, som kunne stå bag denne plade.
III er et godt, helstøbt album. Det kommer desværre ikke op på siden af sin forgænger, men mindre kan heldigvis også gøre det for Crystal Castles.

★★★★½☆

Deltag i debat