Plader

CTM: Variations EP

Skrevet af Anna Møller

Du er på vej mod det røgfyldte dansegulv, fordi nogen har sat Talk Talk på. Din dansefinger signalerer med taktfaste vip nummerets smittende rytme. Cæcilie Triers soloprojekt, CTM, påtager sig italodiscoens smittende electrotrommer og obstruerer samtidig sine egne konstruktioner med manipulerede reallyde.

Har man fulgt med i udviklingen af Chimes & Bells’ musik samt mange af Cæcilie Triers øvrige projekter, virker det ikke overraskende, at første ep fra multiinstrumentalistens soloprojekt, CTM, er dansabel med tydelige referencer til især midt-80’ernes Talk Talk og italodisco. Ep’en er samtidig den første af en række ep’er fra CTM.

Instrumenteringen på Variations er båret af trommemaskinens beat og diverse synths plus Cæcilie Triers overordentlig varme, mørke og næsten rungende vokal. Dog bliver det aldrig så poleret, at der fuldstændig går synthpoppet new wave i den. Organisk percussion og adskillige lydlige afstikkere og obstruktioner holder øret opmærksomt – som i ep’ens uovertrufne titelnummer.

Cæcilie Trier synger – soloaliasset taget i betragtning – meget passende: »Variations of a name / you know that never stays the same,« inden et blødt og ekstremt dansabelt elektronisk trommebeat overtager det luftige lydbillede.

Den lydlige obstruktion ligger i “Variations” som i ep’ens øvrige sange hele tiden under det flydende og dansende hopla-spor og bevæger sig som en sideløbende understrøm igennem de mere glatte former. Reallyde og manipulationer bider sig ind i kompositionen, og produktionen er – især i betragtning af, at et glimmerpoleret udtryk ligger ligefor – virkelig god.

Flere af ep’ens resterende numre gør imidlertid ikke mere væsen af sig, end at de er alt for hurtigt glemt. De bevæger sig i et melodisk set lettilgængeligt univers, men nægter alligevel at påtage sig hverken et catchy eller et så sprængt udtryk, at de for alvor brænder et varigt billede i lytterens indre øre. Førstesinglen ”Jewel” forbliver i en mellemtilstand indtil et forløsende b-stykke, hvor Triers vokal får en større placering i lydbilledet. Nummeret ender med at være fastlåst i en position, hvor det ikke fremstår smittende i stemning eller melodi, og heller ikke er så bevægeligt i sit arrangement, at ens opmærksomhed fastholdes.

Det ændrer imidlertid ikke på, at titelnummeret “Variations” er virkelig godt skruet sammen. Tempoet er til tider sløvt for ikke at sige kælent, samtidig med at det holder takten stramt bundet for. De klassiske electro-80’er-trommers fills og bevægelser ned ad den generiske tonestige er måske en anelse letkøbte, men de er samtidig smittende. Helt automatisk strækker den viljestærke pegefinger sig mod det sparsomt oplyste dansegulv, og et elektrisk signal skyder i takt med musikken ud af fingeren: »NU! skal der danses.«

★★★★☆☆

Leave a Reply