Plader

Dark Dark Dark: Who Needs Who

Skrevet af Anna Møller

Under Dark Dark Darks koncert på Roskilde 2011 dannede tordenbrag en voldsom kulisse til blandingen af kammerfolk med balkan- og jazzelementer. De buldrende kontraster er få på bandets nye album, der i stedet fokuserer på Nona Marie Invies imponerende vokal.

Et par ting står klart, når man har haft Dark Dark Dark på både tvangs- og lystrepeat i et par uger:

1) Nona Marie Invie kan som få strække stavelser ud over så mange toner i en melodi, at ens WTF går fra ‘imponeret’ til ‘irritation i øregang’.

2) Det amerikanske band kan virkelig som få blande balkan-rytmeelementer, kammerfolk, kabaret, kammerpop og næsten vokaljazzede indslag fuldstændig ubesværet og som oftest ende med et vellykket resultat.

Dark Dark Darks nye album hedder Who Needs Who, og lad os da bare sætte nummeret af samme navn i den musikalske skruetvinge og lade det statuere eksempel for de ovenstående teser.

“Who Needs Who”er et sløvt og fyldigt kammerfolket stykke musik, hvor det fyldige arrangement primært bæres af klaver, der følger Invies vokalmelodi. Invie synger »who needs who« over hele otte (!) sekunder og adskillige, adskillige toner. Blæsere, kor, støvede trommer med whiskers udgør de resterende rolige bølgeskvulp de første omtrent tre minutter. Så skrues rytmen gevaldigt op til balkantempo, og harmonika bærer det skæve og smittende stykke videre, indtil tempoet igen vender tilbage til sit sløve udgangspunkt, og nummeret slutter.

Holder man Wild Go (2010) og Who Needs Who op mod hinanden, fremstår det forrige album – i mangel af bedre ord – mere interessant i sine relative kontraster. At klaveret og Invie følger samme melodilinje i ovennævnte, lettere dissekerede titelnummer, forstærker et element, der ikke behøver forstærkning. Invies vokal er uden for liga. Og derfor er der heller ingen grund til at lade et klaver, der i forvejen ligger meget langt fremme i lydbilledet, følge samme melodi som Invie. Hun rammer en både ligetil og næsten barnlig tone med en ekstremt følelsesladet nerve, og der findes både en form for ærlig og tilbagelænet apati og enorm indlevelse i hendes levering af teksterne. Med andre ord gør Dark Dark Dark sig klart bedst i høretelefoner, så man for alvor kan lytte til teksterne.

Lyrikkens historiefortælling skinner også igennem i “Last Time I Saw Joe”, der lader et taktfast klimprende klaver og næsten marchlignende og periodiske trommer sammen med trompet gøre deres indtog her og der. Det efterlader stor plads til vokalen, og det rum indtager Invie gladelig og fortæller (måske) historien om tabet af en gammel ven.

Vokalens centrale placering kammer over i den næsten vokaljazzede “Without You”, der med harmonika, kantslag og løbende synkopebas lader Invies frie vokallinje træde frem, og selvom lydbilledet til sidst vokser til noget mere voldsomt, er det vokaljazzede for pænt et antræk til Invies stærke vibratovokal. Det på samme tid mørkere og til tider dansable udtryk fra Wild Go klæder hendes stemme langt bedre, og når den er så centralt placeret, er det svært ikke at ønske sig mere eller andet. Og måske mest af alt ønske sig mere modstand, rent lydligt eller tonalt.

Det melankolske b-stykke i “Meet in The Dark”, hvor Nona Marie Invie synger »humming so low«, og det mørkt boblende univers i “Hear Me” fungerer som langt bedre pendanter til hendes længselsfulde alt-vibrato. På Wild Go blev Invies vokaldominans afvekslet af introverte mandestemmer, og om det er bruddet mellem Nona Marie Invie og Marshall LaCount – medstifter af, producer for og musiker i Dark Dark Dark – der har resulteret i kvindestemmens dominans, er svært at sige. Pressemeddelelsen forklejner deres lange forholds kollaps i 2011, men indikerer alligevel, at teksten i et nummer som “Meet in the Dark” kan læses som et udtryk for, at Invie prioriterede deres fælles musikalske projekt over sine egne følelser.
Det er nok svært at spå om i sidste ende, og det ændrer heller ikke synderligt på, at Dark Dark Dark til stadighed formår at skrue nogle arrangementer sammen, der på naturlig vis bevæger sig ubesværet af sted uden alt for ofte at dvæle i en statisk genrelomme. Det er som sådan imponerende, selvom det store fokus på Invies vokal og hendes lange, lange toner i sidste ende bliver en tand for meget.

★★★★½☆

Stream hele albummet via Stereogum her.

Deltag i debat