Koncerter

Dirty Projectors + Callers, 31.10.12, Store Vega, København

Skrevet af Stinus Kirkeskov

Nogle gange kan musik bare virke legende let. Denne aften viste to bands os, hvor sanselig og ukompliceret musik i sin reneste form kan være. Med enkle, skæve guitarakkorder, disharmoniske melodier og en ligefrem og dramatisk vokal erobrede Dirty Projectors og Callers Store Vega.

Som små har mange stået med en lille plasticguitar i hånden og klimpret løs på den, som var den et tæppe, der skulle bankes rent for støv. Mange har også, da de var mindre, leget med billige legetøjstrommer og slået løs til stor irritation for deres omgivelser. Og hvem kan sige sig fri for at have stået med en hårbørste og skreget løs i vilden sky – pivfalskt til ens yndlingssang, som var man foran et stort publikum? Der er ikke nogen tvivl om, at de fleste engang tilbage i deres barndom har leget med musikkens væsen og forsøgt sig mere eller mindre eksperimenterende frem for at finde ind til bare den mindste melodistump. Denne tilgang til lydes harmonier og rytmens stabilitet er ikke kun praktiseret af børn i syv-otte-års alderen. Mange professionelle bands og amatørgrupper er ikke konservatorieuddannede eller på anden måde flasket op med boglig musik, men har derimod et opfindsomt og legende væsen, og så er de nytænkende og afviser ikke ukonventionelle ideer. To af den slags bands gæstede denne sidste oktoberaften Store Vega. Begge er fra det alternative musikmekka Brooklyn, hvor der er rig mulighed for at have den alternative håndtering af musikken helt inde på kroppen.

Callers

Dirty Projectors havde taget bysbørnene Callers med sig på turne. Bandet består af Sara Lucas (leadvokal, guitar, keyboard), Ryan Seaton (vokal, guitar) og Keith Souza (trommer), og i deres livesetup denne aften var der en ekstra guitarist med. Callers’ lyd er ligesom Dirty Projectors’ temmelig udefinerbar og indeholder et hav af genrer og stilarter, og der var spor af både jazz, indierock, soul og alternativ pop i kvartetens eksperimenterende lydlandskaber. Som support virkede de meget oplagte, og de nød tydeligvis at stå oppe på scenen og lade deres musik tale for sig selv.

Da der var hele tre guitarer til stede, blev lyden selvfølgelig meget domineret af forskellige strengeklange. Bandet formåede dog at vælge deres riff og anderledes toner så godt, at lydbilledet fremstod meget komplekst, men med fokus på melodien, der bar resultatet af den komplicerede omgang med instrumenterne helskindet igennem til publikums ører. Nogle steder blev lydene dog lidt for indviklede, og Lucas’ soulede vokal druknede en smule i de forskellige guitarmønstre, der blafrede som et stearinlys i vinden. De steder, hvor Callers var bedst, nedbarberede de brugen af guitar, holdt sig til en nogenlunde konstant trommerytme og fyldte så elektroniske impulser på. Så blev der nemlig plads til Lucas’ skønne og bredtfavnende stemme, og lydbilledet bibeholdt sine mange facetter. Selvom bandet som sagt har mange lighedstræk med Dirty Projectors, mangler de stadig noget af den umiddelbarhed, der præger kollegaerne. Denne aften måtte band såvel som musik i hvert fald gerne have kommunikeret mere med publikum frem for at blive på den akademiske legeplads.

★★★★☆☆

Dirty Projectors

Brooklyn er som en aktiv vulkan, der med regelmæssige udbrud oversvømmer USA og verden med kogende hede talenter, der bare venter på at smelte dit indre. I 2002 kom der et så kraftigt udbrud, at Dave Longstreths finurlige hjerne kom frem i offentligheden gennem et soloprojekt, og tre år efter var Dirty Projectors blevet til et band. Siden da er meget vand løbet i stranden, og der har været et utal af medlemmer inde og ude af bandet. Bandet har udgivet eller medvirket på et væld af ep’er, opsamlinger, konceptalbums og andre kunstneres plader, hvoraf Bjørk og David Byrne er blandt de mest prominente. Her i Store Vega bestod bandet af seks personer – herunder tre kønne kvinder med smukke vokaler, Amber Coffman, Haley Dekle og Olga Bell. Det nye og roste album Swing Lo Magellan var med i bagagen, og det var også denne plades numre, der dominerede sætlisten.

Da Longstreth og hans følge gik ind på scenen til synet af et gulv fyldt med forventningsfulde mennesker, så han ud som det lille legebarn, han inderst inde må være. Glad og fro og næsten fjedrende gjorde han sin entre og lagde sammen med det øvrige band ud med at spille titelnummeret på den nye plade. En stille sang, der hovedsageligt blev drevet af af Longstreth og Coffmans storartede guitarevner, hvor især Coffmans fingre pendlede op og ned ad brættet, som var de et lynhastighedstog. Sammen med guitarspillet var der selvfølgelig Longstreths vokal, der er så unik, at den næsten kan kendes bare ved at aflæse hans mimik: halvt talende, halvt syngende og nogle steder også heavymetal-råbende, men altid med den genkendelige disharmoni, der sidder i struben på ham.

Næste sang var igen en af de nye, men helt klart mere rockede, hvor første nummer næsten var elektronisk folk. “Offspring Are Blank” lettede flot med dramatiske guitarmønstre af både lyse og mørke riff og fingerspil. Sangen har ikke rigtig noget omkvæd eller andre popelementer i sig, men alligevel var den fængende som en popsang og kunne godt blive et alternativt hit.

Coffman er om nogen en habil sangerinde, og nummeret “The Socialites” sang hun helt alene akkompagneret af legende guitar, tromme, drumpad og keyboard, som tilsammen dannede en næsten lettilgængelig omgang indierock. Nogle gange svømmede hendes vokal lidt for meget i lydbilledet, men ellers gjorde hun en rigtig god figur alene på scenen.

Den første ældre sang, vi fik, var den fremragende og melodisk springende “Cannibal Resource”, og gensynsglæden ved dette nummer fra Bitte Orca (2009) var hørbart i salen, da de første skæve guitar akkorder fløj ud af højtalerne. Folk klappede og hujede med det samme, og da sangen var færdig, kom bifaldet prompte. Herefter kom det underlige og hovedsageligt vokalbaserede nummer “Wittenberg IV”, og publikum gik faktisk i ekstase over den simple, men yderst virkningsfulde sang, hvor de tre kvinder holdt roret. Flotte råb og skrig og så et peak, hvor stroboskoplysene fik lov til at blinke, var nok til at få klapperiet op i en helt ny skala, og det var forståeligt nok, for det hele var gennemført, nytænkende og melodiøst.

Herefter fulgte fire sange i streg, der meget godt symboliserer, hvorfor Dirty Projectors er blevet så anerkendte og roste. Bandet forstår nemlig, hvordan man sætter en tilsyneladende indviklet og utilgængelig sang sammen, så den alligevel fremstår ligetil og catchy. Hvordan de gør, er mig stadig en gåde, men sange som “No Intention”, “Gun Has No Trigger” og “About to Die” har bare alt, hvad en god sang skal have, mens de er udfordrende og opfindsomme rejser ud i lyde, harmonier og anormale rytmer.

Så fik vi straks mere progrock, da vi kom til “Maybe That Was It” fra Swing Lo Magellan, og det var herligt med en omgang støj og tunge riff tilsat langsomme trommerytmer, der pludselig eksploderede i et crescendo. Den bedste sang kom dog, da “Useful Chamber” fra Bitte Orca blev spillet. Med sit kringlede melodiforløb og springende rytmer og stemninger satte den en fed streg under, hvor geniale Dirty Projectors er som musikere, og hvor gode de er til at opsluge publikum af deres musikalitet.

Men alle i salen manglede lige én bestemt sang, og den var blandt de i alt tre ekstranumre. “Stilness Is the Move” er og bliver Dirty Projectors’ bedste nummer til dato. Med en smooth rytme, en dansabel melodi, et omkvæd, der på smukkeste vis fremførtes af Amber, og et talentfuldt kor i form af Olga og Haley kunne aftenen ikke være afsluttet bedre. Endnu en gang blev det tydeligt for alle, der var til stede, at Dirty Projectors her efter snart ti år i æteren endnu er fremtidens band, og at deres udvikling fortsat bliver meget spændende at følge.

★★★★★☆

Fotos: Mathias Laurvig, LiveShot.dk

2 kommentarer

  • Trommeslageren er Keith Souza. Der også er producer og har arbejdet med bands som Battles, Daughters, Fang Island, Debo Band, Psychic Paramount.

Deltag i debat