Artikler Interview

Django Django – Vi hader at spille live…

…Eller et af de fire medlemmer gør I hvert fald. Undertoner mødte halvdelen af den skotske kvartet på sommerens Roskilde festival til en snak om succes, tilblivelsen af deres debutalbum og om at være på tour med sange, man ikke gider at spille live.

… Eller et af de fire medlemmer gør i hvert fald. En lidt speciel udmelding fra et band, der har byttet kunststudierne og hverdagstrummerum ud med rocksucces.

Det har været et glimrende år for Django Django. De har udgivet debutalbum, fået store roser af diverse medier, turneret det meste af verdenen, er blevet nomineret til en Mercury Music Prize og har ramt en 97. plads på Japan Hot 100 Singles.

Torsdag d. 22. november 2012 spiller de for anden gang i Danmark, når et udsolgt Lille Vega med åbne arme tager imod den sammenkogte rockret fra Skotland.

»Jeg bliver ikke opløftet af vores sange, fordi vi har brugt så lang tid på dem. Jeg er så træt af dem. Jeg kan heller ikke lide at spille live – jeg foretrækker at lege i studiet.«

Ordene kommer fra bandets trommeslager David Maclean, da Undertoner taler med halvdelen af gruppen på årets Roskilde Festival. Lidt anderledes lyder det, når keyboardspilleren Tommy Grace fortæller om at spille live:

»For mig er det det bedste.«

Opfattelsen af at spille live er måske forskellig, men de to gamle bofæller nærmer sig dog hinanden i takt med, at succesen vokser for Django Django.

»Nu kommer der faktisk folk til koncerterne, og de kender sangene. Det er aldrig rigtig kedeligt at spille live, og det kan være ret fantastisk,« fortæller Maclean. Man tror på Maclean, når han fortæller det og især, hvis man har oplevet dem live. De spiller godt, og det virker ikke til, at de keder sig i deres bordeaux batik t-shirts.

Django Django: Django Django (2012)

Kunne være endt i havet

Den selvbetitlede debutplade var længe undervejs. Fra 2008 til 2010 indspillede de fire venner fra Edinburgh albummet, når de ikke var på arbejde eller på universitet, hvor de studerede kunst.

»Vi har taget en masse omveje, fordi vi ikke har haft noget pres eller noget mål. Vi har haft tiden til det, og for os er resultatet blevet godt. Men vi kunne ligeså godt have kørt ud over en klippekant og endt i havet,« siger Grace.

»Vi indspillede sangene i mit soveværelse. Egentlig lavede vi ikke en plade, men pludselig gik det op for os, at vi havde en samling sange, vi kunne udgive,« siger Maclean om de 13 sange, der udgør albummet.

Det persiske tæppe

Lyden af Django Django kan være svær at placere. Det er indierock tilsat både kraut og elektro. Selv siger de, at de aldrig lytter til indie, men sværger til elektroniske genrer som house, dance, disco og lyden af organismerne i jungle og reggae. Derfor har det også været svært at holde sig til et enkelt spor, mener de.

Men måske var det heller ikke så vigtigt at holde sig på det rigtige spor. De siger i hvert fald selv, at der skal være plads til fejl. Så længe det lyder godt, er det lige meget, om der ryger en takt et sted eller mikrofonerne ikke stod præcis, som de skulle.

»Når persiske tæppemagere laver tæpper laver de altid en fejl i, så det ikke bliver perfekt. Kun Allah er perfekt. Det kan jeg godt lide ideen i,« siger Grace og forklarer, at Django Django ikke bevidst laver fejlene. De retter dem bare ikke, fordi det nemt bliver for kedeligt.

»Folk bliver fanget i for meget kedelig rock. Alt bliver for poleret og pænt. Det gider vi ikke,« siger Maclean.

Poleret og pænt bliver det nok ikke i Vega. Det kan derimod sagtens gå hen og blive ganske underholdende og godt. Både for de fire kammerater fra Skotland og for det heldige publikum, der har fået billet.

Deltag i debat