Plader

Emeralds: Just to Feel Anything

Skrevet af Mikkel Arre

Efter 2010-gennembruddet Does It Look Like I’m Here? bevæger Emeralds sig stadig længere væk fra improvisation og mod struktur. Samtidig har amerikanerne købt en trommemaskine, og sammen med opulent helteguitar afsporer den meget af deres femte album.

“Mere skamløshed næste gang, tak” lød et af ønskerne, da Undertoner sidste år anmeldte Steve Hauschildts soloplade Tragedy & Geometry. Siden har han været i studiet med sine bandkolleger John Elliott og Mark McGuire for at indspille det femte Emeralds-album – og her kniber det ikke med skamløsheden.

I 2010 indtog trioen masser af årslister (herunder Undertoners) takket være den fremragende Does It Look Like I’m Here?. Her gav Emeralds køb på de tidligere udgivelsers langstrakte, improviserede afsøgninger af synthesizernes kosmos og skar i stedet deres blippende ambient-new age-krautpop ud i tre-fire minutter lange bidder. Den udvikling så en del fans som afvikling, men samtidig gjorde den trioens musik tilgængelig for langt flere.

Nu kan de frafaldne og de nytilkomne fans imidlertid forenes på ny. Det er i hvert fald svært at høre, at Just to Feel Anything skulle appellere til nogen af grupperne.

Improvisationen er skubbet endnu længere væk til fordel for struktur. Hvor de 14 numre på DILLIH varierede i opbygningen og fremhævede forskellige instrumenter, har de syv numre på det nye album i høj grad fokus på klimaksopbygninger, og Mark McGuires guitar er som oftest i front. Irriterende meget i front.

På coveret til Just to Feel Anything svæver en underlig, amorf polygon over et dunkelblåt nattelandskab. Er himmelhvælvingen blevet vredet ud af sin vante form og har åbenbaret ukendte dimensioner eller måske ligefrem et ormehul til en verden hinsides vores normale bevidsthed? Uden helt at nå så transcendente højder havde DILLIH vitterlig kosmiske kvaliteter og gav med roterende synthsløjfer og umiskendelig krautpuls adgang til de samme fantasigalakser, som tyske 70’er-legender som Cluster og Ash Ra Temple sendte sine lyttere til.

Just to Feel Anything glitrer og blinker synthesizerfigurerne fortsat i på én gang fastlåste og gensidigt forskydende mønstre, men de potentielt dragende aspekter undermineres løbende. Måske er det uidentificerede objekt på coverets nattehimmel bare et fremmedlegeme ligesom den 808-trommemaskine, trioen har slæbt med i studiet. I og for sig er idéen ikke dum, når man tænker på, hvor stor effekt malende, næsten mekaniske trommer havde hos de krautrockbands, som Emeralds er inspirerede af. Udførelsen er bare ikke heldig: Trommerne er flade, tamme og noget nær blottet for dynamik. De giver ikke rigtig drive til den halvdel af numrene, hvor de optræder, men er alligevel markante nok til at punktere ellers besnærende passager som f.eks. den tålmodigt dronende indledning på pladen.

Og netop åbningsnummeret “Before Your Eyes” byder også på første møde med Mark McGuires helteguitar, som især præger første del af pladen. Den er brusende, patosfyldt og til tider nærmest hysterisk. I “Adrenochrome” er det som at høre “Miami Vice”- og “Top Gun”-kendingsmelodierne på én gang, og så kan de elastisk hoppende synthfigurer ellers være nok så sprælske: McGuire suger rampelyset til sig som et sort hul.

Også det chiptune-blippende midtvejsnummer “Everything Is Inverted” sender McGuire på afveje med umådeholdent guitarlir – men så skifter albummet karakter. Dets sidste halvdel er klart stærkere, og frem for alt lykkes Emeralds med at få den ildevarslende stemning, som præger det meste af pladen, til rent faktisk at gøre et følelsesmæssigt indtryk.

Dybet rumler og gurgler under isnende overtoner i “The Loser Keeps America Clean”, der helt i tråd med titlens “The Shining”-reference er decideret uhyggelig. Det blændende afslutningsnummer “Search for Me in the Wasteland” lykkes ligeledes med at fremmane og fastholde en stemning – denne gang af indadvendthed og langsom flyden. Med svajende synthflader – ikke ulig M83’s seneste album – og ringende akustiske guitarakkorder driver lytteren ud over Amerikas åbne vidder, og her er plads til refleksion.

Mellem de to numre ligger det upbeat titelnummer, hvor samspillet mellem klartone-synthmelodier, brummende bas, Manuel Göttsching-guitar og trommemaskinens repetition lykkes bedre end på resten af pladen. Her er nogle af de samme catchy kvaliteter, som løftede DILLIH, men helt lydefri er McGuires guitareskapader stadig ikke. På den måde er “Just to Feel Anything” en fin opsummering af, at Emeralds endnu ikke helt kan håndtere skamløsheden, så den bliver til andet og mere end netop dét.

★★★☆☆☆

Deltag i debat