Koncerter

Father John Misty, 16.11.12, Pumpehuset, København

Skrevet af Signe Palsøe

Father John Misty dyrkede sydstatsmusikken og sit enorme scene-ego i en grad, så konceptet næsten fik en bismag af karikatur. Ikke desto mindre var både Tillman og hans band så underholdende og musikalsk begavede, at de havde Pumpehuset i deres hule hånd.

Det er overraskende sjældent, jeg ender til en koncert med et band, hvis forsanger ikke udfører andre opgaver end at passe sin mikrofon. Ofte har det naturligvis helt praktiske årsager – mange grupper har ikke hænder nok til at undlade at stikke alle medlemmer et instrument – men det kræver også en pæn portion scenetække og selvsikkerhed at gå til sit publikum uden at kunne gemme sig bag sin guitar og henlede sin opmærksomhed på den under de mange pauser i vokalarbejdet.

I den henseende fejler Josh Tillman aka. Father John Mistys ego dog absolut intet. Da han på den spanske Primavera-festival i foråret gav en solokoncert med en nedbarberet version af sine numre, fremstod han alt rigeligt aktiveret ved at skulle holde gang i guitar, vokal og charmeoffensiv på samme tid, og derfor kunne man da også godt mistænke Tillman for fredag aften at være helt inde i sin komfortzones bullseye – der, hvor instrumentalarbejdet er backingbandets byrde, og hans eget fokus udelukkende er på at underholde.

Da han i foråret udgav sit seneste album Fear Fun og i samme ombæring forkastede kunstnernavnet J.Tillman til fordel for Father John Misty-aliaset, skrinlagde han samtidig de lidt introverte singer/songwriter-dyder til fordel for en mere ligefrem og bekendende facon, der på pladen undgår at blive for pågående gennem en afvæbnende brug af humor. Ikke overraskende et godt sæt egenskaber at tage med på en scene, og når Tillman i det stopfulde Pumpehuset meddelte, at det ville blive »a night of red meat and confessions: a night for vikings,« utrætteligt afviklede svingommer med sit mikrofonstativ og flirtende og smalltalkende gik til sit publikum, var han indierockens svar på Robbie Williams – en entertainer af Guds nåde, der hverken efterlod tørre øjne eller trusser inden for en anselig radius.

Som det også står klart i tilfældet Robbie, kræver det dog et gennemført koncept at opsluge publikum i sit showmanship. I den henseende var numrene fra Fear Fun i aftenens anledning modelleret efter den mest effektive model, man kan tænke sig. Den sydstats-vibe, der i forvejen er anstrøg af på albummet, var koncerten igennem decideret dominerende, og når “I’m Writing a Novel” satte ind med bluesboogie og hoppende barklavertangenter, eller Tillmans sang under “This Is Sally Hatchet” eskalerede til det forkyndende, var det, som var man havnet til højstemt bønnemøde et sted i Louisianas landdistrikter – eller på en klub noget nærmere New Orleans.

Ikke overraskende havde bandet valgt udelukkende at inkludere materiale fra den seneste plade i koncerten, og de tidligere udgivelsers mere forsagte guitarfolk havde nok også haft svært ved at finde deres plads i et sæt, der var  konsekvent i sin lyd. Da bandet efter at have pløjet sig igennem 10 af udgivelsens 12 numre gik til ekstranumrene, var det da også helt andre klassikere, der var på plakaten. Med kun Tillman og hans ene guitarist på scenen var det lyden af tilrøget jazzklub, der med den æggende Frank Sinatra-version af “Nevertheless I’m in Love With You” kom publikum i møde, og for at følge temaet helt til dørs lukkede hele bandet med et cover af Canned Heats 60’er-blues-klassiker “On the Road Again”.

Father John Mistys Pumpehuset-koncert var gennemført til fingerspidserne, og sjældent har jeg oplevet nogen kunstner i en livesituation være så trofast over for et udtryk, som ikke er altdominerende på studieudgivelserne. Meget sjældent – som når “Hollywood Forever Cemetery Sings” blev brudt op af et herligt læs guitarsyre, og den fremragende sang således fik en lidt længere levetid – udfordrede bandet formen. Det var forfriskende, men efterlod også tanken om, at et mere eklektisk take på materialet måske havde været at foretrække. At indlemme numre fra Tillmans temmelig omfattende bagkatalog kunne have været vejen til at skaffe jordforbindelse til en forsanger, hvis voldsomt ironiske facon enkelte gange kunne have nydt godt af modspillet i mere eftertænksomme eller underspillede indslag.

I et projekt som fredagens koncert findes en iboende risiko for, at koncept bliver til karikatur. Heldigvis var man gennem langt størstedelen af Tillman & co.’s treat ikke i tvivl om oprigtigheden bag den sarkastiske facade – og samtidig var man så forrygende godt underholdt, at det var umuligt ikke at lade sig charmere af aftenens centrum og de store musikalske begavelser, han havde med på sit egotrip rundt i Europa.

★★★★½☆

Fotos: Mathias Laurvig, LiveShot.dk

Deltag i debat