Koncerter

Gossip, 15.11.12, Store Vega, København

Foto: Rankin
Skrevet af Siri Holm

Beth Ditto og resten af det amerikanske garagedisko-band Gossip lagde et udsolgt Store Vega ned med homo-kærlighedssange, god humor og masser af attitude.

Foto: Rankin

Karismatiske Beth Ditto og resten af den amerikanske postpunk/indierock-gruppe Gossip nåede helt ud over scenekanten i et udsolgt Store Vega torsdag aften. Her bød de på eminent udførte numre, kærlig kontakt med publikum og absolut god humor.

Da Ditto indtog scenen i Store Vega, stod undertegnede storsmilende. Hun var både unik, charmerende og underholdende med sin ‘I don’t give a fuck what you think about me’-attitude. Da koncerten bød på første nummer i form af det energiske, dog mere poppede ”Move in the Right Direction” fra gruppens nyeste udspil, A Joyful Noise, som kom på gaden i maj måned i år, beviste Ditto desuden, at hun er en voluminøs størrelse – både af udseende og vokalisk indhold.

Det indledende nummer blev sluttet af med »Tusind tak… yeeeaah, take that!«, og optakten til det følgende nummer, den dansable “Listen Up!” fra albummet Standing in the Way of Control, blev fulgt legende på vej af en improviseret udgave af den indledende linje fra CCR’s ”Bad Moon Rising”. Under sidstnævnte nummer begyndte min optimisme for alvor at hive i smilebåndet, for det var her jeg følte, at jeg endelig befandt mig til en Gossip-koncert – nemlig med spiddende bas og stortromme samt en mere ridset overflade end ved det første nummer.

Herfra begyndte hi-hat-aben på min øverste etage at bevæge arme og ben på ivrig, lystig og på smilende vis, da sætlisten og de fem amerikanere herfra blev ved med at kaste imponerende artefakter og toner ud over publikum.

Frontkvinden i sort tætsiddende kjole med pailletter og blonder hilste sine homoseksuelle fans velkommen med sætningen »aww, look at all these gay-people!« og fortsatte den selvsikre, sprøde og svingende stil med ”Your Mangled Heart” inklusive kommentaren »This is another gay heartbreak song«. Igen et funky eksemplar, hvor Dittos hæse men sikre røst for alvor kom til sin ret.

Generelt for aftenens koncert var, at publikum fik mere, end hvad de havde betalt for. Gossip slyngede selvsikkerhed, yderst veludførte numre og exceptionel god stil fra sig, og som bonus fungerede Ditto som stand-up-komiker og underholdt publikum og sine bandmedlemmer med diverse jokes, småsludren og kommentarer i løbet af hele koncerten. Og som hun stod der på scenen så yndig og small-talkede med publikum, var hun ganske enkelt flabet og genial.

Over halvvejs i koncerten var jeg ved at få galopperende hjertestop på Dittos vegne, som på mindst diskrete vis tørrede sin krop (og skridt) af for energiske sveddråber. Inden Gossip forlod scenen første gang, fyrede de det grænsebrydende og rockede ”Standing in the Way of Control” af, som blev krydret med et lille udtag fra Nirvanas legendariske ”Smells Like Teen Spirit”. Koncertens 14 numre blev fulgt op af tre ekstranumre, hvor garagedisko-nummeret ”Heavy Cross” ledte Ditto ud blandt publikum, hvor hun delte krammere ud, jokede videre og færdiggjorde nummeret. Selv da bandet havde forladt scenen, var hun stadig at spotte ude blandt sine fans.

Den amerikanske kvintet havde denne aften et line-up bestående af trommer, bas, guitar, keys og Dittos vokal. Og generelt for hele koncerten var, at de beviste, hvor alsidige og særdeles teknisk dygtige, de er.

Der er mange tillægsord at sætte på Gossip som musikalske begavelser, men også på Gossip som en personlighed. De er et af de bands, der oser af sex, drypper af sved, og som man bare ikke kan stå for. De udfolder sig på takter og toner af et sammensurium af genrer og når derfor ud til de flestes ører – og deres personlighed går lige i hjertet. Der er ikke så meget mere at sige end tak for underholdningen, tak for en glimrende koncert og tak, fordi I sparkede min skeptiske forventning ad h… til. I får 6 U’er herfra.

★★★★★★

Deltag i debat