Plader

Ibrahim Electric: Isle of Men

Manden er en mangefacetteret race. Der findes hulemænd og handymænd, supermænd og boogiemænd. For bare at nævne et par stykker. På Ibrahim Electrics spritnye plade Isle of Men har den skøre instrumental-trio forsøgt at sætte musik til nogen af mandetyperne. Det er festligt, men også lidt trættende i længden.

Jeg har lært hele 10 nye mænd at kende denne måned. Rigtig godt endda. Det er ikke dem alle sammen, jeg bryder mig lige godt om, men jeg har et godt øje til nogle af dem. Fælles for dem alle er det dog, at de trætter mig lidt i længden.

Det kunne næsten lige så godt være virkelighed. Men det er det ikke helt. Jeg har nemlig mødt de føromtalte mænd på Ibrahim Electrics nye plade, Isle of Men, og de er ikke virkelige, men afspejlinger af forskellige mandetyper – mandeklichéer, om man vil.

Således er hvert nummer på funk-rock-jazz-surf-alt-muligt-trioens syvende plade en musikalsk fortolkning af en mand. Isle of Men er på den måde en konceptplade i ordets kernebetydning, nemlig en plade, hvor et gennemgående koncept smitter af på numrene og helheden.

Og det undrer ikke, at fjollehovederne i Ibrahim Electric har fundet på at lave en konceptplade om mandetyper. Jeppe Tuxen (orgel), Niclas Knudsen (guitar) og Stefan Pasborg (trommer) gennem mange år vendt ryggen til selvhøjtidelighed og image og i stedet rettet publikums øjne og ører imod det, det virkelig handler om: musikken.

Idéen er egentlig god nok: at tage fat i noget genkendeligt, som folk kan relatere til, og gøre det til musik. Man bliver nysgerrig på, hvordan en “Runningman” nu lyder, og bliver glædeligt overrasket, når man genkender referencerne i musikken. Problemet er bare, at denne overraskelses/lettelseseffekt har kort levetid, og når man har lyttet sig igennem albummet et par gange, er den forsvundet fuldstændig.

Lydligt og genremæssigt lægger Ibrahim Electric sig en del op af, hvad de tidligere har præsteret. Det siger måske ikke så meget, for de har præsteret lidt af hvert, lige fra syresløvt groovy 60’er-bluesede numre som “Blue Balls” til skør eksotisme møder funkparty i “Absinthe”. Alligevel er påstanden overraskende dækkende, for Isle of Men spænder lige så bredt. Og lyden er, som vi kender den: uptempo og skarpt spillet af knalddygtige musikere – no bullshit, men masser af leg.

Personligt er jeg ret glad for den effektive “Handyman”, der med et kækt mol-pentaton-orgeltema illustrerer den friske gør-det-selv-type. Og tilbagelænede “Rainman”, der ganske vidst mangler både Dustin Hoffman og Tom Cruise, men ellers har en hel del coolness. Og så selvfølgelig den fjollede, men charmerende “Partyman”, som mest af alt lyder som baggrundsmusikken til et gameboyspil fra slut-90’erne.

Faktisk har rigtig mange af numrene charme, når man hører dem hver for sig. Og til livekoncerter ved jeg, at de vil sidde lige i skabet. Men det er, ligesom om helheden bare bliver lidt for meget, lidt for liret, lidt for trættende.

Der er fuld fart på hele vejen igennem pladen, og det er selvfølgelig også sådan, Ibrahim Electric skal være. Men selv med dette som præmis synes jeg, at en plade som Ibrahim Electric Meets Ray Anderson var mere interessant i længden. Måske fordi Ray Andersons sprælske trombone gav pladen et ekstra lag og en større dybde i lyden, end når de tre står alene. De kan sagtens klare den live, men på en plade kan det godt blive lige lovlig energisk.

Der skal dog ikke være tvivl om, at de nye numre nok skal lave fest til de mange koncerter, trioen skal spille ud over det ganske danske land dette efterår. Og jeg kan kun anbefale, at man oplever Ibrahim Electric live. Det er helt klart her, deres musik står stærkest.

★★★★☆☆

Deltag i debat