Plader

Jacob Bellens: The Daisy Age

Jacob Bellens fra Murder og I Got You on Tape har netop sendt et lille lys ud i det danske efterårsmørke. Det er solo-udspillet The Daisy Age – en plade, der både har sin styrke og svaghed i Bellens’ stærke stemme.

Det var aften, og det var mørkt, som det kun kan være i vinterhalvåret nord for Hamburg. Regnen faldt stille på vejen, og de blanke fortovsfliser genspejlede lyset, der sneg sig ud af vinduerne fra de varme stuer.

Jeg skulle bare ned i supermarkedet og hente lidt mælk og noget rugbrød, og da jeg netop havde modtaget Jacob Bellens’ nye plade, The Daisy Age, kunne jeg lige så godt kunne slå to fluer med et smæk og forsøde cykelturen med ny musik.

Det viste sig, at omstændighederne ikke kunne være bedre. I hvert fald var det, som om musikken og den kolde, danske efterårsaften i en sær symbiose gav hinanden mening.

Ringer der en klokke, når du hører navnet Jacob Bellens? Det er klart. Bellens er nemlig allerede er ret etableret i dansk musikliv. Han er særligt kendt fra Murder og I Got You on Tape, men har også samarbejdet med Kasper Bjørke og medvirker på Chimes and Bells’ Into Pieces of Wood.

The Daisy Age er hans første soloudspil, og det er en flot og inspireret plade båret af masser af musikalitet og idéer. Egentlig er den ganske simpelt arrangeret, bygget op omkring Jacob Bellens’ fortællende lyrik og dybe stemme. Og selvom den for det meste er holdt melankolsk i mol, kammer den aldrig rigtig over og bliver direkte dyster.

Lyt til det første nummer, førstesinglen “Heart of Africa”, og du vil forstå, hvad jeg mener. Det er noget profetisk og salmeagtigt over hele setuppet: lige fra den messende, melankolske vokal til akkompagnementets dryppende treklange og strygerbrus.

The Daisy Age er en seriøs plade. Jacob Bellens bestemte baryton er svær ikke at tage alvorligt, og som en anden Johnny Cash prædiker han gennem pladen om om livets store og små sandheder, så det lyder næsten religiøst. Guder, engle og djævle blander sig i lyrikken med blodige hænder, hemmeligheder og comedy clubs i en smuk, tidsløs pærevælling, der dog for det meste samler sig om kærligheden som tema.

Stemmen er både Bellens’ styrke og svaghed. For på den ene side er det sjældent, man hører en så stærk, klar og distinkt dyb mandevokal. Det er lækkert og giver numrene en kraft, de ikke ellers ville kunne trække. Til gengæld savner jeg på nogle af skæringerne lidt skrøbelighed – en følelse af, at der er noget på spil. Det bliver næsten for overlegent, hvor det kunne have klædt nogen af numrene med lidt mindre spillen med musklerne og lidt mere inderlighed. Det gælder f.eks. “Only for the Lonely” og “Around the World”; sidstnævnte et ret smukt nummer, der ikke rigtig får lov at være det. Matt Berninger fra The National, hvis stemme har meget til fælles med Jacob Bellens’, er et eksempel på, at det godt kan lade sig gøre.

Ikke desto mindre kan det bestemt anbefales at gå en tur ud i mørket og regnvejret med The Daisy Age i ørene. Så giver det danske efterår pludselig en tand mere mening.

★★★★☆☆

Om skribenten

Anne Nørkjær Bang

Biografi:

Måske var det, da jeg som barn sad på gulvet og legede med dukker, mens Bob Dylan brægede "Mr. Tambourine Man" i baggrunden fra pladespilleren. Eller måske var det senere, da jeg gav den hele armen "på engelsk" som Eliza fra musicalen My Fair Lady i børnehavens sandkasse. Et eller andet sted i mine ganske unge år har musikken i hvert fald bidt sig fast - og den kom for at blive. Jeg har selv sunget i mange år, bl.a. i DR's Pigekor, og pillet lidt ved både klaver og guitar, men har nu lagt den praktiske del af musikken lidt på hylden til fordel for et liv som journaliststuderende på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Fem favoritalbums:
Bob Dylan: Blonde on Blonde
Death Cab for Cutie: Plans
The Shins: Wincing The Night Away
The National: Boxer
C.V. Jørgensen: Sjælland

Skriv et svar

boeger