Plader

John Olav Nilsen & Gjengen: Den eneste veien ut

Skrevet af Stinus Kirkeskov

På sit tredje album rammer Norges darling sine steder noget fængende og interessant, men det meste ad vejen er albummet kedeligt, forudsigeligt og under middel.

Siden albumdebuten i 2008 er det næsten kun gået opad for John Olav Nilsen & Gjengen. Debuten For sant til å være godt vandt den store norske Spellemannspris, og ‘den svære toer’, Det nærmeste du kommer, blev også hyldet af lyttere og medier. Nu er bandet så kommet til sit tredje album, og de norske medier har vanen tro klappet i takt af begejstring over denne nye plade. Men henrykkelsen er noget opreklameret, for Den eneste veien ut er faktisk ikke særlig god.

“Tusen nye navne” hedder første sang, som John Olav og hans gruppe præsenterer os for. Anslaget er synthflader tilsat trommer i kapløb, inden karakteristiske The Cure-guitartoner sætter ind. Det første, der slår én her, er ikke den ellers noget ensformige og kedelige produktion, men snarere Nilsens stemme. Man skal lede længe efter en så flad og uinteressant vokal, og den skærer tilmed næsten i ørerne.

Bedre bliver det ikke i “Kinesisk fyrverkeri”, selvom lydlandskabet er lidt mere varieret. Guitaren er denne gang sammen med trommerne lidt mere rytmisk forankret, og derfor glider sangen bedre ned, om end omkvædet aldrig rigtig får løftet nummeret til noget opsigtsvækkende.

Helt slemt bliver det dog i “Bensinbarn” og “En helt ny dag”, der begge er mere rockede i deres udtryk. Væk er de The Cure-klingende guitarer, der ellers tilfører et drømmende aspekt til den meget lidt drømmende vokal, og ind er kommet ligefremme The Clash-riff. Denne ændring gør ikke noget godt for Nilsen, hvis stemme heller ikke er gearet til rock’n’roll. Når han prøver at synge råt, ender det med at lyde anstrengt og næsten falsk. Ej heller de norske gloser imponerer, selvom ordet ‘bensinbarn’ faktisk er meget poetisk og billedligt. Refrænet i “En helt ny dag” kammer også over og bliver påtaget og ligegyldigt, og til sammen gør de to sange ikke nogen god figur.

“Eurosport” er noget atypisk som førstesingle med sine seks minutters spilletid og sit langsomme tempo. Endnu en gang knækker filmen, da Nilsen åbner munden for at synge. Hans vokal kan simpelthen ikke fortælle historier, men snarere læse op af en telefonbog. Så da han skal ud i det melankolske og følelsesrige terræn, går det helt galt.

Der er uheldigvis heller ikke særlig meget godt at sige om de efterfølgende tre sange “Jenter som oss”, “På et blunk” og “De vakreste taberne”. Den happy-go-lucky indiepop i “På et blunk” nærmer sig det pinlige stadie med tåkrummende vokal og uden nogen form for nerve eller fængende melodi, mens “De vakreste taberne” nok er pladens dårligste sang. Guitar, tamburin og kønsløse synthflader udgør rammerne omkring en tekst og omkvæd, hvis kvalitet er lig nul.

Men lige så dårlig som Den eneste veien ut er på de fleste numre, lige så god og overraskende er de sidste tre sange. Melodierne svinger pludselig godt i kroppen, rytmerne er perfekte, og ikke mindst sidder omkvædene lige i øjet. Her kan man forstå, hvorfor Norges folk og presse har kastet røde roser efter John Olav Nilsen & Gjengen.

“Det e vanskelig å danse med en kniv i ryggen” lyder den sarkastiske titel på en af de sange, som virkelig lykkes for Bergen-bandet. Et miks af let rocket guitar og indiepop-anslag danner en fin kulisse og toppes smukt med et catchy refræn. Måske er det vanskeligt at danse med en kniv i ryggen, men til denne sang gør jeg gerne forsøget.

De to bedste numre er “Nesten som eg lever” og “Det norske spøkelse”. Det kan godt være, det ikke siger så meget i denne sammenhæng, men de to træffere er faktisk skruet rigtig godt sammen. “Nesten som eg lever” leverer det uforudselige i form af en elektronisk sky af støj i slutningen af numret, og det fængende element ses i  melodi og omkvæd, der rager godt op i de norske fjelde af bare ren kvalitet.

Det hele sluttes af med “Det norske spøkelse”, der lidt ligesom de to førnævnte sange besidder melodi og hitpotentiale, der indgyder respekt hos lytteren. Teksten er denne gang også eftertænksom og indholdsrig, og produktionen er professionel og veldrejet. Hele tiden lurer sammenligningen med Breivik som det norske spøgelse, og det vækker følelser frem i én. Den slags sker alt for få gange på Den eneste veien ut, der for det meste bare er tomme kalorier.

★★½☆☆☆

Deltag i debat