Plader

Keith Canisius: Beautiful Sharks

Yderst produktive Keith Canisius er tilbage i velkendt farvand, hvor den sfæriske dreampop regerer. Ambitionerne er store, men ensformigheden trænger sig på.

Den yderst produktive Keith Canisius har vist et godt øje til havet og dets beboere. Sidste år fik vi ep’en The Great White Shark, der nu følges op af det fjerde soloalbum fra Canisius’ hånd, Beautiful Sharks. Et lækkert indpakket konceptalbum med et omslag, der er lige til at spise. Man forstår nok, at lytteren skal lade sig overgive til det psykedeliske farveorgie og glemme tid og sted for at svømme væk med de smukke dyr. Jo, der er tænkt over æstetikken her.

Som på This Time It’s Our High (2010) er der mere sfærisk dreampop a la helt tidlig Mew, Animal Collective og M83, end der er støjende shoegazer at spore. Lyden er blevet en tand mere rocket, analog og tilgængelig – uden at den letgenkendelige signatur på nogen måde er pakket væk. Den euforiske åbner “Interesting Corners” er et glimrende eksempel på denne udadvendte side af Canisius med et tempofyldt og catchy omkvæd lige til den alternative radio. Eller tag det mindeværdige virvar ”Eddy Merckx”, der kalder på at blive spillet igen og igen.

De drømmende, ambiente indslag, Canisius stadig dyrker, går godt i spænd med den psykedeliske pop. ”LSD” er præcis så syret, som man kunne forvente af dens titel, med svimlende guitarer, der gør dig rundtosset. På trods af de fortættede lydflader bibeholdes den sfæriske og svævende karakter smukt, og man omsluttes af de distortede synths og heftige reverb-guitarer uden at få åndenød.

Den fnuglette vokal står stadig længere fremme i lydbilledet end på udgivelserne før This Time It’s Our High. Den er skarpere (teksterne går stort set klart igennem), knapt så mumlende og stedvist manipuleret som på den skæve og psykotiske “Home by Five”, der er lige til at få myrekryb af. Ofte minder den ganske meget om Jonas Bjerres, om end i en mindre karismatisk og inderlig version.

De fine momenter og store armbevægelser til trods bliver resultatet dog trættende i længden. Selvom det bestemt ikke skorter på musikalske detaljer, trænger ensformigheden sig på, og med 13 numre virker Beautiful Sharks som et meget langt album (ofte tager jeg mig selv i at blive forbavset over, at et nummer kun har varet tre minutter og ikke det dobbelte), der er svært at orientere sig i. Jeg mister simpelthen interessen undervejs, selvom det hele er dygtigt og ambitiøst udført. De repeterende og vuggende kompositioner og klange bliver oftest søvndyssende frem for hypnotiske, og herimellem er der en hårfin grænse. Den transcenderende kvalitet, der ligger hos eksempelvis My Bloody Valentine og Cocteau Twins, lyden af noget helt usædvanligt og overjordisk smukt, er for mig essensen af det krydsfelt mellem shoegazer og dreampop, Canisius gerne vil kredse indenfor. Det lykkes ham ikke at svinge sig op på dette niveau, og det havde også været helt okay, hvis der så til gengæld blev bidraget med noget andet.

Jeg har svært ved at sætte fingeren på, præcis hvad dette andet er, men overordnet mangler der noget til at løfte Beautiful Sharks og give det personlighed, så det ikke blot fremstår som en talentfuld stiløvelse: den gode melodi, den opsigtsvækkende vokal, den kant, mystik eller originalitet, den ridse i lakken, der får lytteren til at vågne og skærpe opmærksomheden i det altomsluttende lydhav. Ellers ender det hurtigt som baggrundsmusik, der – særligt i lyset af de store mesterværker fra musikhistorien, som Canisius så åbenlyst dyrker – hurtigt er glemt igen.

★★★½☆☆

Deltag i debat