Plader

Kendrick Lamar: Good Kid, M.A.A.D City

Skrevet af Emil Fibiger

25-årige Kendrick Lamar viser på sin første major label-plade, hvorfor selveste Dr. Dre har taget ham under sine vinger. Pladen, der har to danske bidrag, er en stærk kandidat til årets hiphopalbum.

De fleste vidste godt, hvad det betød, da Dr. Dre hev Kendrick Lamar med ind på scenen ved den californiske festival Coachella tidligere i år. Den lille, buttede og lidt stenede upcoming rapper var blevet signet til Dres pladeselskab, Aftermath, som vestkystkongens ny protege – og dermed på vej til at følge i fodsporene på Eminem, 50 Cent og The Game, der alle har nydt godt af doktorens navn og beats.

Hvor de tidligere proteger flashede skudhuller, muskler og tatoveringer – og i Eminems tilfælde et vildt alterego – er Lamar en noget mere rolig fyr. Han er nemlig hverken gangster eller skizo, og Dre har været klog nok til at lade ham være sig selv på Good Kid, M.A.A.D City.

Pladen er Lamars personlige flashback til teenageårene i Compton – et område i L.A., der får Vollsmose til at ligne et mønsterkvarter. Den handler overordnet set om at finde sin vej i livet som ung, letpåvirkelig teenager. Det hele bliver sat i gang med det stemningsfyldte nummer “Sherane a.k.a Master Splinter’s Daughter”. Tiden er spolet tilbage til en scene, hvor Kendrick er på vej til at besøge sin kæreste, Sherane, kørende i sin mors van – »17 with nothing but pussy on my mental«, og så ruller historien.

Albummet er fyldt med små skits, som normalt er irriterende elementer på en plade. I dette tilfælde har de deres berettigelse, fordi de kæder de forskellige sange og historier sammen. Efter introen til Sherane fortsætter Kendricks flashback i “Backseat Freestyle”. Det er en rå, skramlende banger, hvor Lamar fyrer den af som overmodig og udødelig teenager. »Martin (Luther) had a dream, Kendrick have a dream,« lyder det toparrogant i starten af tracket.

I “Art of Peer Pressure” får vi en række historiefortællinger, som viser, hvordan venner kan have en skidt indflydelse på hinanden: »Rush a nigga quick, and then we laugh about it / That’s ironic because I’ve never been violent until I’m with the homies.« Fortællingen foregår på et stemningsfyldt beat, som er leveret af ingen andre end danske Suspekt. Det er det samme beat, som blev brugt til “Helt alene” på Elektra-pladen. Også det chillede beat til “Bitch, Don’t Kill My Vibe” er dansk. Her samples Boom Clap Bachelors’ “Tiden flyver”.

Pladens næste nummer handler om Kendrick og hans venners besættelse af at lave hurtige penge, og sådan fortsætter historierne og erindringerne fra ungdommen i Compton, der til sidst munder ud i et klarsyn for den unge teenager på “Real”.

Der er meget godt at sige om Kendrick Lamar. Han formår at skrive tekster, som er personlige, intelligente og historiefortællende. Han har en karakteristisk stemme, som han kan bruge på mange forskellige måder. Han laver gode omkvæd. Og så har han et varieret og til tider rasende vildt flow. Han kan det hele, ham K-Dot.

Og han behøver ikke engang Dr. Dres beat for at lyde godt. Selvom Dre er executive producer på pladen, har han ikke leveret beats. Den meget varierede lydside kommer fra etablerede navne som The Neptunes og Just Blaze, men også nye navne som Sounvawe og Hit-Boy bidrager. Samplet af Janet Jackson på “Poetic Justice” og Anna Wises sang på ”Real” er ikke vanvittig spændende, men Lamar formår alligevel at gøre de to tracks interessante.

Undervejs er der gæstevers fra Dr. Dre, Drake, MC Eiht og Jay Rock. Sidstnævnte er ligesom Kendrick er en del af Black Hippy, og sammen gør de det fremragende på ”Money Trees”. Det er sammen med det 12 minutter lange dobbeltnummer “Sing About Me, I’m Dying of Thirst” mine favoritter på albummet.

Konklusionen er klar. Good Kid, M.A.A.D City er en ærlig, original og vellydende plade. Alle, der lytter til hiphop, bør få fat i den.

★★★★★☆

Leave a Reply