Plader

Kiss Kiss Kiss: Ponte 25

Skrevet af Anna Møller

Gymnasiefesten er slut. Lyset er blevet tændt, og dansen på bordene er ophørt, men i stedet for at gå hjem er vi trillet ned i den røgfyldte kælder sammen med Kiss Kiss Kiss til udflydende snakke og vrængende guitarer. Der er plads til én til i sofaen.

Kiss Kiss Kiss har om nogen foretaget en kovending, lige midt i den musikalske overhalingsbane og med 120 i timen. De var godt i gang med, hvad der så ud som en lukrativ løbebane i stalden hos EMI, og de turnerede kraftigt i kølvandet på debutudgivelsen Release the Birds, og pludselig blev det vel for meget.

Her, to et halvt år efter deres debutalbum, udgiver aarhusianerne så selv deres andet album på vinyl og download. Og sateme om ikke piben trutter med andre lyde nu. Sløve, psykedeliske tempi, lettere uforståelig sang blandet med natursprog og eksperimentale rumskibsgentagelser har erstattet debutens tilgængelige popskæringer og dansable upbeat-tempo. Før dansede hele gymnasiet i takt på bordene, nu sidder den hårde kerne nede i kælderen og ryger stærke joints i nogle udslidte genbrugssofaer.

Resultatet er naturligvis langt mere snævert end debuten, og samtidig er det langt mere interessant. Ponte 25 er vellydende og legende, men holder gennem eksperimenterne og de mange lydlige elementer alligevel bilen på vejen og tungen lige i munden. I titelnummeret er det en blødt fjedrende trommegentagelse, der sørger for vejens lige spor, mens der lægges til og tages fra, og Mads Kochs udsyrede og rungende vokal skyder linjer af tekst ud. I øvrigt en fin gestus at vedlægge den velskrevede lyrik, når der ellers er noget at dechifrere. Hvilket ‘natursprog’, der synges på i nummeret “Natur Musik”, er ikke umiddelbart helt til at sige, og ordene synes da også lige så umiddelbart ufattelige som i de resterende numre.

Det ser ikke ud til, at Kiss Kiss Kiss er ude på at please nogen. Snarere synes de at ville bryde med de tidligere så konventionelle former og efterlade lytteren lettere konfus. Det er noget, man enten holder af eller ikke bryder sig om. Det er langtfra en forudsigelig plade, bandet her har skabt og udgivet, og på trods af, at der rent arrangementmæssigt er ret få deciderede klimakser at finde på Ponte 25, fremstår slutproduktet besnærende og organisk.

Grænsen mellem det naturlige og de styrede, mere mekaniske elementer flyder ud på Ponte 25. Det ordløse åbningsnummer “Greetings” lyder som indersiden af en tipi, hvor en udrenselse kan anes gennem tågerne, og hvor en simpel, forprogrammeret trommeagtig lyd samtidig blander sig med de organiske lag. Også “In It Deep” udvikler sig med tiden til udechifrerbart, sløvt natursprog, og inden da varsler syrede rumskibsmanipulationer med at vælte det styrede melodilæs.

“Far Too Heavy” styrer bilen ned ad en mere rockorienteret hovedvej, og de indlagte trommebreaks er særdeles smittende, mens den langsommelige “Idaho” trækker en samling tunge stykker med sig i halvt tempo og kan virke for sløvt stenet i længden. Som det bonghoved, man virkelig ikke skulle have taget dernede i kælderen, bevæger nummeret videre i tæt på slowmotion-tempo, så man kan komme i tvivl, om man har indstillet pladespilleren rigtigt. Men den er vist god nok, og det er tid til at vende pladen.

★★★★★☆

Deltag i debat