Nyheder

Se PJ Harvey-dokumentar i Aarhus i aften for 25 kr.

PJ Harvey
Skrevet af Troels Sørensen

I dag og i morgen inviterer Radar i Aarhus til filmaften. I dag er der PJ Harvey-dokumentar på programmet, mens morgendagen byder på finsk punk-film og koncert med Happy Hookers for Jesus.

Er du PJ Harvey fan eller blot vild med musikdokumentarer? Bor du ligeledes i Aarhus? På spillestedet Radar nede ved Godsbanerne kan du i aften se en dokumentar, som blev til under indspilningerne af Harveys yderst anmelderroste album Let England Shake fra 2011.

Bag musikdokumentaren står Seamus Murphy, der er kendt for sine fotos fra verdens kriseramte områder. Murphy har ud fra sine billeder lavet kortfilm til albummets 12 sange fra Let England Shake, der nu er blevet til et samlet værk. Dørene åbnes klokken 19, og det koster 25 kroner.

I morgen, onsdag den 7. november, er der ligeledes filmaften på Radar. Her bliver der vist en vanvittig dokumentar om det finske punkband Pertti Kurikan Nimipäivät. Bandmedlemmerne er alle mentalt handicappede, men spiller deres musik med stort hjerte og nerve. Aftenen byder på vaskeægte rock n’ roll-dokumentar om udsolgte koncerter, skænderier, kriser og det ubarmhjertige musikmiljø. Dokumentaren er i øvrigt nomineret til Nordisk Råds Filmpris. Efter filmen giver det lokale punkband Happy Hookers for Jesus koncert. Dette arrangement koster 50 kr., og dørene åbnes også her klokken 19.

Spillestedet Radar har stablet begivenheden på benene sammen med Aarhus Filmfestival. Læs mere om arrangementerne her.

Leave a Reply