Plader

Late Night Venture: Pioneers of Spaceflight

Skrevet af Simon Lundsgaard

Pioneers of Spaceflight har Late Night Venture søgt nye galakser i det postrockede univers. Det er et glimrende andet udspil, der med fordel kunne have været en smule kortere.

Den danske kvintet Late Night Venture debuterede i 2006 med et selvbetitlet album. Det var en helstøbt indierockplade, der fik megen ros med på vejen. Bl.a. kvitterede Undertoners Mikkel Andersen med fem et halvt U.

Her seks år senere ligger opfølgeren så klar. Man kan hurtigt konstatere, at bandets musikalske udtryk er tungere og mere hårdført end tidligere. Det bemærkes efter ganske få sekunder, når der tælles for til indlederen “Kaleidoscopes”.

Late Night Ventures er gået mindre indiepop og mere postrock. Sangene på Pioneers of Spaceflight er med en gennemsnitslængde på mere end fem minutter en del længere end popverdenens obligatoriske tre et halvt minut. Det er altså langtfra et pop-album, vi har med at gøre – og det er der også andre grunde til.

De 10 skæringer er nemlig også formmæssigt mere komplekse, end det var tilfældet på debuten. Før hed det vers-omkvæd-vers-omkvæd. Nu er det talrige gentagelser af samme formstykke, der erstattes af et tilsvarende kontraststykke for pludselig at gå videre til noget helt tredje. Desuden præges albummet af lange instrumentale passager. Faktisk er mange af numrene instrumentale hele vejen igennem. Dette faktum kunne meget vel få projektet til at falde til jorden, men ender med at være et af de helt store bærende elementer.

Det skyldes bl.a. at Pioneers of Spaceflight er indspillet live i studiet, hvilket føjer passende, nye dimensioner til Late Night Ventures rockede univers. Sammen med svenske Magnus Lindbergs mixing er det med til at give den instrumentale del lidt kant. Her er højt til loftet, hvad angår guitarrumklang og bækkenslag, mens stortromme og bas er mere nedtonede og ligger længere tilbage i det næsten drømmende lydbillede.

Pioneers of Spaceflight er næsten en times velklingende rockmusik, fordelt på 10 mere eller mindre fremragende numre. Bedst er den blide “Ready”, “The Empty Forest”, der tager sin lytter med på en aggressiv men behagelig rejse gennem et flydende guitarmekka, og sidst, men ikke mindst albummets popperle, “Houses”.

Eneste anke ved Pioneers of Spaceflight er, at en hel times guitarbåren postrock godt kan være lige lovligt meget at fordøje i en omgang. Man når på et tidspunkt til et stadie (især ved de første gennemlyt), hvor man glemmer at koncentrere sig, hvilket er meget ærgerligt for albummets sidste halvdel. Hav tålmodighed, og giv det mere end én chance.

Det er ikke svært at forbinde musikken med albumcoveret, der prydes af et svævende rumfartøj. Til gengæld kan det måske være svært blot ud fra coveret at gennemskue, hvilke storladne herligheder pladen virkelig indeholder. Det er måske en visuel smagssag, men under alle omstændigheder leder det mig til den velkendte sandhed: Man skal ikke bedømme en bog (eller et album) på sit cover. Giv Pioneers of Spaceflight en chance, og der er gode muligheder for, at du vil blive belønnet.

★★★★½☆

1 kommentar

Deltag i debat