Plader

Lupe Fiasco: Food & Liquor II: The Great American Rap Album Pt. 1

Skrevet af Emil Fibiger

Chicago-rapperen Lupe Fiasco tager blandt andet fat i nakken på ungdommen på sin nye plade, der har gode rim, men også en uinspireret lydside.

Det begynder godt på Lupe Fiascos nye plade, der har et kulsort cover og den besværlige titel Food & Liquor II: The Great American Rap Album Pt. 1.

Den intellektuelle, tegneserielæsende og religiøse 30-årige rapper fra Chicago kommer perfekt fra start med “Strange Fruition”. Beatet, der er leveret af Lupes gamle makker, Soundtrakk, bruger violiner til at rejse nakkehårene. Og Lupe viser fra første vers, at han stadig er samfundskritiker med en skarp pen:
»Now I can’t pledge allegiance to your flag / Cause I can’t find no reconciliation with your past / When there was nothing equal for my people in your math / You forced us in the ghetto and then you took our dads.«

Næste nummer, “ITAL”, lyder lidt som et kasseret Kanye-beat, men det er stadig en udmærket sang i den radiovenlige kategori. Her fortsætter Lupe i det samfundskritiske spor med lidt opdragelse af de unge: »Hey shorty, ain’t no future in no gang-bang / And ain’t no manhood in no bang-bang.«

I pladens tredje sang, “Around My Way”, river Lupe for alvor fat i hiphophovederne med et overlegent flow, som matcher det jazzede beat perfekt. Han får det især til at flyde i tredje vers, hvor han låner en kendt linje fra Wu-Tangs “C.R.E.A.M”.

Med to rigtig gode og et middelgodt track i kassen var mine forventninger til resten af pladen skruet højt op. De blev desværre ikke helt indfriet. Den tomme, plasticlyd, som “ITAL” havde lidt af, tager over i sange som “Audubon Ballroom”, “Lamborghini Angels” og “Brave Heart”. Lydsiden er uinspireret og upersonlig, og selvom Lupe gør det godt, bliver sangene aldrig rigtig interessante.

Halvvejs gennem pladen falder Lupe i en grøft, som mange ryger i, når de udgiver plader på et stort pladeselskab som Atlantic – radiolyden. En sang som “Battle Scars” er rigtig god til radioen, og den rammer sikkert også plet hos emotionelle teenagere. For andre vil det være en klynkesang, som godt kunne undværes. Australieren Guy Sebastian krænger sin sjæl ud på omkvædet, mens Lupe kommer til at lyde som en kejtet, wannabe-MTV-rapper. Sangen er et singleudspil på Guy Sebastians eget album, som også udkom i oktober, men den bliver altså genbrugt på Lupes plade.

På “How Dare You” trækker Lupe i det afslappede tøj med lidt musik, som drengene kan knipse til og pigerne vrikke hofter til. Sangen er ikke dårlig, men den gav mig ærligt talt et flashback til de tidligere 00’ere og “Thug Lovin'” med Ja Rule og Bobby Brown. Det er ikke en god ting. Lupe er tydeligvis på udebane, og det resulterer i linjer som: »Please be the Ferrari to my car keys«. Sjældent har jeg hørt så ligegyldig en linje fra ham. Det bliver ikke bedre på “Heart Donor”, hvor jeg er lidt i tvivl om, hvorvidt omkvædet er for sjov. Det er i hvert fald til grin.

Sidst på pladen finder Lupe tilbage til noget, som klæder ham bedre. På “Form Follows Function” flower han afslappet over et afdæmpet beat med saxofon, som faktisk er rigtig godt. Og “Cold War” er med sit minimalistiske beat, storladne omkvæd og indadskuende tekst interessant at lytte til. Det er selvfølgelig en smagssag, om man er til de poppede omkvæd og beats, som fylder meget på pladen. De fangede ikke mig. Der er dog en håndfuld rigtig gode sange på pladen, og Lupe har stadig rim og flow, som kan gøre op for meget.

★★★½☆☆

Deltag i debat