Plader

Macklemore & Ryan Lewis: The Heist

Skrevet af Maja Hirani

Macklemore & Ryan Lewis’ debutalbum har mange kvaliteter, og der er utvivlsomt indhold, der appellerer til alle. Men pladen er langtfra perfekt, og det samlede produkt har svært ved at leve op til det, som de mange stærke singler lovede.

The Heist er ikke til at komme udenom. Seattle-rapperen Macklemores første album med produceren Ryan Lewis. Har alle ikke snakket om det i flere år efterhånden? Macklemore udgav i 2005 sit egentlige debutalbum, The Language of My World, der er og bliver en sand kronjuvel af et uafhængigt undergrundsalbum. Kodeordet var stærke tekster, komplet personlig udlevering og en mesterlig sans for fængende omkvæd. Macklemores ufattelige potentiale var svært at overse, og efter senere ep-projekter og singler er det både vokset og blevet endnu tydeligere.

Og så skete det, der rystede verden – eller i hvert fald en lille procentdel af den: The Heist fløj ind som nr. 1 på det amerikanske Itunes. Nr. 1. Det amerikanske. Itunes. Et substantielt, selvudgivet rapalbum. Slut med al den trættende ‘hvorfor-er-det-altid-de-rige-tosser-der-ligger-nr.-1’-snak. Macklemore & Ryan Lewis har gjort noget, som ingen andre har gjort – men hvordan?

En del af forklaringen ligger naturligvis i Macklemores krystalklare raptalenter. Han er måske ikke den mest tekniske rapper, når man sammenligner ham med hans kolleger. Og han er i virkeligheden heller ikke den stærkeste tekstskriver. Til gengæld har han en magisk indlevelsesevne, en sprød stemme og en ivrighed efter at lade sin personlighed overtage emnevalgene fuldkomment.

The Heist føler man, at man lærer alt, hvad der er at vide om manden. På den måde har intet ændret sig fra The Language of My World. Han inddrager lytteren i barndom, samfundssyn og ikke mindst sin rutchebanelignende kamp mod et stofmisbrug. Men lyrikken forbliver forholdsvis simpel. Den er skrevet med en charmerende umiddelbarhed, der – selvom teksterne har adskillige pointer og vinkler – gør, at det bliver til at relatere til, forståeligt og ofte hamrende effektivt.
Det bedste eksempel er den tidløse ”Wing$”, der beretter om amerikanske sneakers-traditioner, materialisme, forbrugskultur og Macklemores egen rolle i det: »Look at me, look at me, I’m a cool kid / I’m a individual yeah, but I’m part of a movement / my movement told me be a consumer and I consumed it / they told me to just do it, I listened to what that swoosh said / Look at what that swoosh did…«

“Wing$” blev udgivet som single for over et år siden og er klart i spidsen af, hvad The Heist kan byde på. Interessant er det faktisk, at de syv numre, som Macklemore & Ryan Lewis havde sendt ud før udgivelsen af The Heist, er det bedste på albummet: “My Oh My” er et intenst, nostalgisk nummer om hjemstavnsfølelse og baseball. “Can’t Hold Us” er topunderholdende, energisk og legesyg ned til mindste detalje. “Make the Money” er et storslået nummer om motivation, og “Same Love” om homoseksuelle vielser og fordomme er direkte episk i sin udformning, hvor Macklemore reflekterer over menneskerettigheder, politik og forholdet mellem de vældigt debatterede begreber ‘frihed’ og/eller ‘lighed’.

Den sidste single, der ramte gaden inden den længe ventede The Heist-dato, var “Thrift Shop”, der vitterlig er hysterisk morsom og catchy på et helt fjollet plan. Nummeret berører forbrugsmentalitet omkring mode og er et pragteksemplar på, hvordan Macklemore ofte formår at balancere mellem alvor og humor: »What do you know about rocking a wolf on your noggin? / what do you know about wearing a faux fox skin? / I’m digging, I’m digging, I’m searching right through that luggage / One man’s trash, that’s another man’s come-up / Thank your granddad for donating that plaid button up shirt.«

Men disse nævnte sange havde vi jo stiftet bekendtskab med. De er selvfølgelig stadig fantastiske, men resten af albummet lever ikke helt op til niveauet. Der er en masse ganske udmærkede numre på, men ikke så mange, der fortjener synderlig fremhævelse. Dertil kommer, at Ryan Lewis bestemt ikke altid leverer varen. Han tilføjer vanvittig intensitet til de langsomt opbyggende produktioner og er generelt dygtig til at skabe variation og eksplosivitet i det enkelte nummer. Men numre som “Gold”, “Castle”, “Awake”, “Jimmy Iovine” og “Cowboy Boots” falder ved siden af produktionsmæssigt. De virker for konstruerede, unødigt poppede og i virkeligheden ikke særlig originale.

Dertil kommer, at Macklemores lyrik heller ikke rammer plet hver gang. På dele af pladen er han i overhængende fare for at lyde decideret corny, og det hænder, at han falder i. Det skyldes formentlig både emnevalgene og indlevelsen, der kammer over fra tid til anden. Endelig er det lidt ærgerligt med den overdrevne mængde af features, der hovedsagligt bidrager til omkvæd, hvoraf omtrent halvdelen egentlig ikke er særlig imponerende skruet sammen.

The Heist er unægtelig et solidt rapalbum. Det er ikke helt det mesterværk, som det kunne have været. Men Macklemores umiddelbare skriveteknik, hans trang til ærlighed og humor har sikret duoen en vaskeægte sejr og gudskelov for det.

★★★★½☆

Deltag i debat