Plader

Metz: s.t.

Skrevet af Andreas Overgaard

Canadiske Metz spiller en ganske solid omgang støjrock, men giver som helhed ikke noget særligt mindeværdigt indtryk.

Hvis canadiske Metz var baseret på en musikalsk opskrift, havde følgende nok været en ganske troværdig parafrase: Tag en dosis af det hurtigste fra Fugazi, bland det med de mere melodiske aspekter af tidlig Nirvana, og vend hele herligheden i en skål med de mest forvrængede dele af Drive Like Jehu. Metz’ show-no-mercy-støjrock giver nemlig tydelige associationer til 80’erne og 90’ernes posthardcore-/støjrock-scener i USA – dog med den tydelige modsætning, at Metz, bandets selvbetitlede debutplade, er en noget mere moderne og velproduceret sag end store dele af førnævnte legenders bagkataloger.

Som den velbetitlede åbner “Headache” tidligt viser, har Metz faktisk en meget fyldig og dygtigt mikset lyd genren taget i betragtning. Trommerne har punch og fylde, og guitarerne er selvfølgelig forvrængede nok, til at selv Merzbow ville give thumbs up, men lydbilledet er samtidig detaljeret og afrundet over hele pladen, hvilket gør Metz til et overraskende behageligt lyt for en støjrockplade – selv på trods af al den distortion og dissonans.

Generelt er Metz egentlig ikke en særlig melodisk plade. Ikke at det kommer som en overraskelse, og sange som førnævnte “Headache” samt ”Knife in the Water” og ”Wet Blanket” er da også øjeblikkeligt dragende, men sangene er bygget op omkring en forholdsvis traditionel sangstruktur og mast ind på et par minutters korte udbrud, hvilket gør, at melodierne bliver begravet i det auditive kaos, og at de har svært ved at bore sig fast i hjernen.

Metz kender godt deres grænser. Hvert nummer er skåret ind til benet, og der spildes ikke tiden på de 29 minutter, pladen varer. Pladen flyder godt sammen, og mange af numrene har så ens en stemning, at det er svært at skelne dem fra hinanden, hvilket pladens identitet tydeligt lider under. Det er virkelig en skam, da det over hele linjen er meget veludført: lige fra frontmand og guitarist Alex Edkins’ råbte vokal, der emmer af vildskab og desperation, til Hayden Menzies og Chris Slorachs stramme bas- og trommespil, der såvel som at være tight har fået transfereret energien og aggressionen fra optagelserne til studiealbummet.

På trods af at Metz er et flot udført album, kommer manglen på idéer og variation desværre til at dominere albummets endelige udtryk. Pladen mangler nogle deciderede højdepunkter, og Metz kunne med nogle flere hooks og interessante udviklinger i deres sangskrivning (gerne i stil med mellemspillet i ”Nausea”) bestemt have muligheden for at kreere et glimrende album. Som helhed er debutalbummet dog for ensartet en sag til for alvor at blive interessant.

★★★½☆☆

Lyt til “Headache”:
[audio:http://assets2.subpop.com/assets/audio/12164.mp3]

Lyt til “Wet Blanket”:
[audio:http://assets2.subpop.com/assets/audio/12329.mp3]

Deltag i debat