Plader

Navneløs: s.t. EP

Der er ingen tvivl om, at kunstneriske ambitioner og talent går op i en højere enhed hos Navneløs. Alligevel udebliver den helt store wow-faktor, der ellers var potentiale til. De musikalske forbilleder fornægter sig ikke, men EP er trods alt en imponerende debut.

Det lyder af store ambitioner og kreativt talent, når man sætter Navneløs’ EP i rotation og bliver slået omkuld af det sirlige spind af strygere, blæsere og en ungpige-vokal i en krystalklar produktion. I så høj grad, at det overrumpler én, når man finder ud af, at det syv mand store bands gennemsnitsalder ligger omkring de 19 år. Alt det, der omgiver musikken, har de også godt styr på: Den æstetiske indpakning i form af artwork, bandnavn og sangtitler virker unægtelig indbydende og gennemtænkt til fingerspidserne.

Musikalsk balancerer Navneløs’ debutudgivelse flot mellem det minimalistiske udtryk og de højtragende kompositioner, det maskinelle og det organiske. Alle fem numre udmærker sig ved deres nuancerede kompositioner, der lægger op til fordybelse hos lytteren. Fra de første ildevarslende toner af “Før det bliver blåt” til de sidste af den tyste, klaverbårne “Gennem gråt glas og dug” er man godt optaget af at gå på opdagelse i Navneløs’ verden. Den er rigt varieret og legesyg, men bærer stadig et markant fingeraftryk og en klokkeklar musikalsk identitet.

Og nu til forbindelsen til forbillederne, for den er ikke til at komme udenom. Lin Rosenbeck er blevet velsignet med en vokal, der uundgåeligt leder tankerne hen på Under Byens Henriette Sennenvaldt. Uden den barnlige intonation, men med samme let hæse, skiftevist skrøbelige og kraftfulde klang. Den er et fascinerende instrument i sig selv, og med den enkle, stemningsmættede lyrik stjæler den gang på gang billedet fra den ellers insisterende orkestrering. Når det er bedst, og det lykkes hende at veksle ubesværet mellem voldsom femme fatale og blidt lam, bliver man ganske forført.

Et højdepunkt er “Verdens ende”, der starter med den let flirtende vokal og en enkel basgang, som slæbende bygger op til klimaks. En hvinende guitarsolo overrasker i det strygerdominerede lydbillede, og det hele ender i et skizofrent kaos af blæsere og knitren. Både syret og lidt uhyggeligt – det er de små uventede øjeblikke som dette, der gør Navneløs ekstra lytteværdige.

En anden stjernestund er “For dig dreng”, der emmer af afstandsforelskelse og ømhed. Den enkle lyrik er lige tilpas underspillet og giver plads til den smukt komponerede lydside. Et svalende klaver risler fint under de mørke strygere. Til sidst forenes alle elementer i et omhyggeligt struktureret spil. Ømheden bliver afløst af den bombastiske orkestrale rocklyd i “Solsikker”, der skaber fin variation i forhold til ep’ens samlede udtryk, men dog aldrig kryber lige så langt ind under huden som de øvrige mere minimalistiske numre.

Mit problem med Navneløs er det åbenlyse, at deres poetiske univers – med eller uden Rosenbecks sang – ligger utrolig tæt op ad noget, der allerede er udforsket, og dét meget dygtigt endda. Jeg kommer til at tænke så meget på Under Byen, at det er ærgerligt. Det, der skulle virke nyt og originalt, er ved udgangen af ep’ens sidste skæring ved at tippe over til den anden side som en fortænkt gentagelse.
Det ændrer naturligvis ikke på, at Navneløs er hamrende dygtige, og at EP rummer mange fine facetter. Det bliver bare ikke den helt vilde wow-oplevelse, der ellers var potentiale til. Alligevel har vi her at gøre med en på mange måder imponerende debut, der nok skal give genlyd langt ind i det næste musikår.

★★★★☆☆

Deltag i debat