Plader

P.O.S.: We Don’t Even Live Here

Skrevet af Niklas Kiær

Punk-rapperen P.O.S. er tilbage med sit fjerde album, og som altid er han garant for komplicerede tekster og flows. Derudover er det nu også kombineret med lettilgængelige omkvæd og elektroniske produktioner af de andre Doomtree-medlemmer og Boys Noize.

P.O.S. kan mange ting. Mest af alt er han en utroligt talentfuld rapper. Han skifter tilsyneladende ubesværet fra flow til flow og kan få ethvert beat til at lyde som skræddersyet til ham. Derudover er han leder i rapkollektivet Doomtree, hvilket han også gerne gør opmærksom på gentagne gange, og signet hos undergrundslegenderne fra nordstaterne i Rhymesayers. We Don’t Even Live Here er hans fjerde album under eget navn og er på flere måder anderledes end de tre tidligere udgivelser.

We Don’t Even Live Here fortsætter P.O.S. sin stil med skæve sætninger af tankestrøm, som udtaler egentlig simple præmisser som ‘jeg er bedre end dig’ med et snert af ‘fuck the government’ på en næsten poetisk abstrakt vis. »Sleeping where I land, soft / Demons eating, bottom speeding up toward my feet / I’m easily lost, needing for caution / Fear to exhaust, escape the dearest to me,« rappes der på “How We Land”, som gæstes af ingen mindre end Bon Ivers Justin Vernon. Selvom der ikke kan udledes en enkelt meningsgivende fortolkning, skaber strømmen af ord alligevel en følelse hos lytteren. Det kan dog godt tage overhånd og være så åbent for tolkninger, at det er svært at finde en mening bag teksterne, hvorefter udtrykket kan blive lidt intetsigende.

Et gennemgående karaktertræk ved albummet er dets utroligt fængende omkvæd. Det har været muligt at synge med på tidligere albums, men aldrig i samme omfang som her. Omkvæd efter omkvæd er så fængende, at man automatisk skriger med, og bedst er det, når man føler sig som en del af Doomtree og på “Fuck Your Stuff” kan råbe med på mantraet »My whole crew’s on some shit / Scuffin’ up your nikes, spittin on your whip / Kickin’ out your DJ, rock it then we dip / We don’t watch the replay.« Punk-attituden og sing-along-kvaliteterne gør, at man hurtigt får albummet ind under huden, og derudover spiller omkvædet typisk rollen som forklarende element i forhold til de abstrakte og flyvske tekster. På den måde bliver det kunstneriske blandet med det mere umiddelbare, og en samlet enhed skabes på denne måde på langt størstedelen af numrene på We Don’t Live Here.

En ting, der har ændret sig meget, er produktionerne. I samme stil som Doomtrees kollektive udgivelse No Kings fra sidste år er de primært elektroniske og i den mere aggressive ende, og det er da også Lazerbeak, Cecil Otter og P.O.S. selv, der står for flertallet af produktionerne. Denne stil klæder imidlertid hverken No Kings eller We Don’t Even Live Here. Især på P.O.S.-albummet Never Better var produktionerne meget punkede og stak ud i mange forskellige retninger. Dette føjede liv til hans fortællinger.
Med de nye elektroniske produktioner falder det hele meget mere i hak, men det gør også, at det bliver svært at skelne flere af numrene fra hinanden. Det er nemmest at identificere de enkelte numre på pladen ud fra omkvædenes ordlyd i stedet for beatet eller den gennemgående melodi, og i længden har det hele en tendens til at flyde sammen og blive en lidt kedelig ens masse. De tre sammenhængende numre “Get Down”, “All of It” og “We Don’t Even Live Here (Weird Friends)” stikker lidt ud ved at være en sammensmeltning af electropunk, der ender ud i en Boys Noize-produceret og stilforvirret sag. Det virker lidt som et forsøg på at give de meget ensartede produktioner lidt kant, men uden det forventede resultat.

P.O.S. er en dygtig rapper, og med We Don’t Even Live Here får han bevist, at han kan skrive fængende omkvæd og mikse dem med sin personlige rim-stil i versene. Emnerne er gennemgående ens, og det er beatsene også. Det resulterer i et homogent album, hvis man ser bort fra Boys Noize-miseren, som der ikke umiddelbart er meget negativt at sige om. Det er dog desværre sjældent, at tingene helt går op i en højere enhed, og man efterlades med en samling af gode numre, som ikke rigtig fungerer sammen. Det virker en smule overproduceret sammenlignet med de tidligere meget uregerlige albums, og det tabes der i sidste ende på. Det har nemlig altid været en af rapperens bedste karakteristika, at han var svær at definere, og at man aldrig har vidst, hvad man kunne forvente. På trods af min negativitet er We Don’t Even Live Here stadig et album, jeg vil anbefale, især hvis man ikke kender til Doomtree og P.O.S.

★★★★☆☆

2 kommentarer

  • Ekstremt fedt album, men det topper ikke hans forrige album “Never Better”, som i min bog er fuldstændig fantastisk.

    Der er i øvrigt ikke nogen sang der hedder ” We Don’t Even Live Here”, måske du tænker på “Weird Friends” som kommer efter All of it”.

    Ville nok give albummet 5/6.

  • Hej Nicolai.

    I følge den trackliste jeg fik udleveret med albummet, så hed nummeret “We Don’t Even Live Here (Weird Friends)”, så sandheden ligger et sted mellem vores to udsagn :)

    Retter det til og takker for responsen,
    Niklas

Deltag i debat