Plader

Prince Rama: Top Ten Hits of the End of the World

Skrevet af Stinus Kirkeskov

Hvad har Hare Krishna og populær musik med hinanden at gøre, kunne man spørge sig selv. Men den Brooklyn-baserede trio Prince Rama forener det åndelige aspekt med det poppede. For med lette elektroniske stød og rytmiske beatfigurer messer de om kærlighed og tro på deres nye album Top Ten Hits Of The End Of The World. En plade med koncept og tanke, men desværre også med en noget kedelig lyd, der aldrig rigtig bliver spirituel.

I en verden, der bliver mere og mere materiel og jeg-fokuseret, er det altid dejligt at vide, at der er nogle ude i verden, der sætter de indre værdier og fællesskabet højere end sig selv. For i en tid, hvor Medina synger »kun for mig, kun for mig,« hvor de store stjerner kun synger om kærligheden mellem to mennesker, og hvor dødeligheden rammer én som en kold vind, er det betryggende at finde ud af, at der er folk, der holder fanen højt for hippiekærligheden, spiritualiteten og ikke mindst det evige liv. Om man er troende eller ej, kan man fra tid til anden godt trænge til en åndelig indsprøjtning, og derfor var jeg spændt på at høre Prince Ramas nye album, Top Ten Hits of the End of the World.

Søstrene Taraka og Nimai Larsson, der bor i den altid pulserende bydel Brooklyn, kommer nemlig fra et Hare Krishna-samfund i Florida, og duoens særegne udtryk mixer massevis af genrer med religiøse undertoner. På deres nye og femte album udforsker de poppens sensible verden, og bløde rytmer kontra rå beats skaber en til tider interessant musik-kulisse. Rent melodisk er der ingen store vidundere, men der er tanker bag. Ja, søstrene har ligefrem sat et koncept ned over de 10 numre, som albummet indeholder.

Under 10 forskellige aliasser skaber Taraka og Nimai nemlig deres egen verden. En verden på undergrundens rand, skal det forstås. De 10 fiktive grupper har hver sin historie, som de trækker på, og derfor hvert sit musikalske udgangspunkt. Eksempelvis er åbningsnummeret, “Blade of Austerity”, ikke krediteret Prince Rama, men derimod Guns of Dubai. Samme mønster gentager sig på de resterende ni numre. Sjove navne som I.M.M.O.R.T.A.L.L.I.F.E., Rage Peace, Taohaus, Goloka og Motel Memory figurerer på pladen, og alle som ét er de fiktive. Dette koncept virker som en god idé på papiret, men i praksis er det mere en forhindring for at forstå musikken.

Animal Collective har signet Prince Rama til deres eget pladeselskab Paw Tracks, og det forstår man godt. For selvom Prince Ramas lyd er poppet, er den alligevel i høj grad eksperimenterende og alternativ, lidt ligesom Animal Collectives eget udtryk. Lyt bare til den hindu-prægede “Radhamadhava” med lys synth i baggrunden, hule trommer i forgrunden og tilfældige hi-hat-slag. Efterhånden kommer der mere tempo på via hurtigere trommer, mere hi-hat og hvin fra søstrene.
Den spirituelle stemning kan sagtens have rødder i deres Hare Krishna-baggrund, men som helhed er nummeret ikke noget at løfte hænderne i vejret over. Dertil er produktionen for kedelig, og blandingen mellem de elektroniske elementer og det åndelige smelter ikke sammen.

Det samme er tilfældet på techno-pastichen “Those Who Live for Love Will Live Forever”, der har et ekko af hippiekarma over sig, samtidig med at den er alvorstung og proklamerer, at enden er nær. En kontrast, der ikke bliver foldet ud i en alt for tam lydside. Det gælder også “No Way Back”, der bare kører i tomgang, og den harmløse “Welcome to the Now Age”, der prøver at skabe et mantra og en trance, men fejler qua sit eget kedelige retro-lydbillede.

Bedre går det med den flotte “Receive”. Brummende keyboard og bongotrommer danner det første indtryk af sangen. Lidt efter åbner lydbilledet sig op, idet en himmelragende lys synth skærer gennem den førhen så tunge lyd, og sammen med den endnu lysere vokal fra søstrene sættes der trumf på numret. Tempoet skifter også elegant igennem sangens fem minutter, og til trods for den omskiftelige rytme har man indtrykket af, at søstrene har overskud til at vise deres mere sårbare side, fordi de alligevel formår at dvæle ved deres egen lyd og spirituelle stemning.

Desværre er der få af de øjeblikke, som “Receive” giver. Dog skal der i den sammenhæng nævnes den meget fængende og korte “So Destroyed”. Her fornemmer man Taraka og Nimais indre vilddyr, og det klæder duoen. Tempoet er skruet godt i vejret med taktfaste programmerede trommer og en fremtrædende bølgende synth. Det, der for alvor løfter sangen, er melodien, der bare er pokkers catchy, og så et smukt afbræk midt i sangen, hvor der skrues ned for tempoet for en stund og synges »hey you, hey yah.«

Prince Rama har for så vidt skabt et helstøbt album under det lidt akavede koncept. Budskaberne og intentionerne er gode, men produktionerne og melodierne halter håbløst bagefter.

★★½☆☆☆

Deltag i debat