Koncerter

Søren Huss + Sofia Hedia, 15.11.12, Gimle, Roskilde

Skrevet af Durita Dybczak

Søren Huss besøgte Gimle med sit nye album i bagagen. Sammen med supportnavnet Sofia Hedia gjorde han det til en afslappet aften med solid lyrik og nærværende numre.

Foto: Anton Corbijn

Torsdag er tit en lidt sløj koncertaften, i hvert fald i provinsen. Denne torsdag aften var der dog stimlet en del mennesker sammen på Gimle i Roskilde. Den fuldskæggede mand på plakaten havde lokket  et bredt publikum til, og det kunne tyde på, at den tidligere Saybia-frontmand er blevet lidt af en folkekær musiker, der både tiltrækker midaldrende mænd med halvmåner og ciderdrikkende gymnasieelever. Der var lagt op til en aften i den danske sangskrivnings tegn, da Søren Huss havde taget sin nye muse, Sofia Hedia, med som aftenens opvarmning.

Sofia Hedia
Den unge, mørkhårede, jyske kvinde i smækbukserne er uddannet pianist fra musikkonservatoriet. Hendes primære instrument skulle dog vise sig at være noget andet end bare hendes piano. Hendes krystalklare vokal leverede smukke melodier, der nådesløst borede sig dybt ind i én med gribende dansk lyrik, der frembragte en nærmest religiøs følelse af nærvær. Især titelnummeret på debut-ep’en Hudløs, hvor Sofia Hedia fik selskab af mentoren Søren Huss på scenen, var gåsehudsfremkaldende intenst med Huss’ dybe vokal som kontrast til Hedias vokal.

Sammen med multiinstrumentalisten Johannes Smed var det et meget minimalistisk setup, Hedia stillede med. Til trods for det, var der faktisk tider, hvor arrangementet føltes overinstrumenteret. Eksempelvis på nummeret ”Illusioner”, som er et nummer, der bevæger sig med relativt hastigt tempo, var der en akustisk guitar, som egentlig bare føltes overflødig. På ”40 år” var der til gengæld skruet op for keyboardsynths og trommepedaler i rigelig grad, hvor det faktisk stjal fokus lidt.

★★★★☆☆
Søren Huss
Det er efterhånden et par år siden, at Huss sprang ud som soloartist med det anmelderroste debutalbum Troen og ingen. Det var netop titelnummeret herfra, som var åbningsnummer ved aftenens koncert. Det var en meget stille start med Huss ene mand på scenen med sit keyboard. Nummeret blev leveret med melankoli, ærlighed og en fantastisk nerve, der rakte helt om bagerst i salen.

Bandet var i topform, og det var Huss også – sådan da. Efter lidt bøvl med en guitarledning, der røg ud, da Huss kom til at træde på den, og en gang hvor han blev nødt til at starte forfra på den akustiske guitar, fordi han spillede forkert, hvorefter der blev grint både på scenen og blandt publikum, var det som om stemningen blev dejligt uformel.

De små talestrømme, der kom mellem numrene, gjorde det nemmere for publikum at relatere til de nye numre. Eksempelvis fik vi historien om ”Koma” med den tunge bas og dybe trommer, som lige så godt kunne have heddet ”Champix No Go”, og som er skrevet i forbindelse med et rygestopforsøg. Eller ”Adgang forbudt” med den drilske mandolin, der med teksten »Du ligner noget, nogen har fortrudt« er det, Huss kalder en spejlsang. Det er jordnært, det er nemt at relatere til. Ægte.

Materialet fra det nye album, Oppefra og ned, er ikke lige så dystert som på det første. Vi fik både de stille ballader og de energifyldte numre som førstesinglen ”Den dér isme”, hvor der blev opfordret til at danse. Det var dog først, da publikum fik nogle numre fra debutalbummet, at der kom rigtigt liv i salen og folk begyndte at vugge med. Det var derfor en rigtig god blanding af nyt og gammelt, der gav en god helhedsoplevelse.

Huss har gjort det igen med dansk lyrik i topklasse, en stærk, karakteristisk vokal, som nærværende performer og med et dygtigt, velspillende band, der gjorde koncerten til en dejlig oplevelse.

★★★★★☆

Deltag i debat