Koncerter

Spiritualized + Roy and the Devil’s Motorcycle, 20.11.12, Store Vega, København

Skrevet af Stinus Kirkeskov

Jason Pierce aka. J. Spaceman gjorde ikke særlig meget væsen af sig til en koncert, der aldrig rigtig nåede de fjerne, drømmende galakser, men som det meste af tiden havde fødderne godt plantet i mulden.

Jason Pierce er en unik person, hvis liv har været præget af succesfulde opture og livstruende nedture. Livet er blevet udforsket grundigt, lige fra nærdødsoplevelser til narkoens euforiserende lykke. Enten med en kanyle i hånden klar til at sikke dybt ned i den første og bedste blodåre, eller med guitaren om skulderen i gang med at erobre hjerter på stribe med sin transcenderende lyd. Fra et klimaks sammen med Spiritualized med mesterværket Ladies and Gentlemen We Are Floating in Space fra 1997 til kollapset i 2005, hvor en lungebetændelse næsten tog livet af ham. En mand, hvis tidligere band Spacemen 3’s motto var »taking drugs to make music to take drugs to.« En læresætning, selv samme mand har levet efter i 22 år. Til gengæld er Jason Pierce også skikkelsen bag glimrende plader med både Spacemen 3 og især Spiritualized. Tirsdag aften skulle København så have besøg af netop dette musikalske geni, der har gået så grueligt meget igennem og nu endelig er blevet clean.

Jason Pierce og hans band, Spiritualized, havde til opgave at vise, at man ikke behøver at være på stoffer for at leve, men at musikken i sig selv er et stærkt stof, hvis injektion i øregangene er nok til at blive høj af. Desværre fik vi som publikum aldrig den eskapistiske melankoli ind på livet. I stedet fik vi en bundsolid omgang spacet rock med en meget indadvendt Pierce i hovedrollen.

Roy and the Devil’s Motorcycle

Som support til aftenens spirituelle hovednavn fik den schweiziske kvartet Roy and the Devil’s Motorcycle lov til at varme tilskuerne op. Bandet består af tre brødre, der bestyrer hver sin guitar, og så en trommeslager. Gruppen er i undergrundskredse næsten legendariske gennem de nu 21 år, de har eksisteret.

Da de fire personer gik ind på scenen, var første indtryk, at de var nogle tamme og stille fyre. I første del af koncerten gjorde de heller ikke meget væsen af sig og spillede en let og næsten poppet omgang rock, der nogle gange havde blues-tendenser. Men så skiftede motorcyklen lige pludselig gear, og Roy farede derudaf med 120 i timen. De tre brødres fingre ræsede over guitarstrengene, og støjen var total, men alligevel professionelt kontrolleret. Hele tumulten var en gedigen blanding af noiserock og beskidt garage med råbende vokal og desperat røst.

Da man så slap ud af infernoet for en stund, fik vi endnu en omgang som medpassager på bagsædet af den schweiziske tohjulede fræser, alt imens brødrene skiftedes til at agere forsanger. Kun en af dem havde for alvor held med det job, og det skæmmede lidt lyden, der i forvejen var meget rå og hjemme-i-kælderen-produceret. Til slut skruede kvartetten lyden helt ned i tempo og serverede en dejlig blues-perle, der varmede godt, inden vi skulle helt ind i sindet med Spiritualized.

★★★☆☆☆

Spiritualized

Det forpligter at vælge et kunstnernavn, der direkte oversat betyder ‘åndeliggjort’. Åndeliggørelse er en form for besjæling af noget, altså at tilføre noget en næsten overnaturlig kraft. Ikke en umulig opgave for Jason Pierce, der har musikalsk talent nok til at forvandle selv den mest materialistiske person til et spirituelt medie. Jeg indrømmer gerne, at det er høje forventninger at have til en koncert, at man ligefrem bliver åndeliggjort, men når man ved, at potentialet er der, kan håbet om drømmende besjæling ikke slukkes. Så i virkeligheden er Spiritualized et rigtig smukt navn til et band, der spiller uvirkelig rock, hvis guitarfigurer er raketter i det indre sind og ydre rum.

Ind i spotlyset trådte Pierce med en fortid, der stod skrevet med blokbogstaver ud over hans hærdede krop. Sammen med ham kom også to korsangerinder, en guitarist, en bassist, en trommeslager og så en på keyboard, mens Pierce selv placerede sig på en stol bevæbnet med sin trofaste spacede spade.

Åbneren, der skulle lukke de låste tirsdagshoveder op, var “Here It Comes (The Road Lets Go)”, der lagde godt ud med melodisk guitar og smukt kor af de to kvinder. Tretrinsraketten for denne rumrejse ud i det uendelige sind og de fjerne galakser startede for alvor med “Hey Jane” fra Sweet Heart, Sweet Light. Nummeret varede otte minutter, så der var god mulighed for at komme rundt i stjernebillederne, der blev penslet frem af maleriske strengeslag og englelys vokal fra korpigerne. Pierces egen stemme druknede uheldigvis lidt i det massive lydlandskab, og da hans røst heller ikke er den mest gennemtrængende, mistede man mange af de gyldne og rørende ord, som hans tekster ellers er fyldt med.

Andet trin var den støjende, mørkt vibrerende og mindre melodiøse “Electricity” fra hovedværket Ladies and Gentlemen We Are Floating in Space. Her var guitaren ikke et instrument til at bygge melodier, men et værktøj, der byggede broer med sine bastante og tunge riff. Det sidste trin, vi manglede for at nå ud af atmosfæren, var “Headin’ for the Top Now” fra Sweet Heart, Sweet Light. Lidt ligesom “Hey Jane” var den præget af en mere melodiøs klang, og med sine mange krumspring og Sonic Youth-lignende passager var den et mix af det betagende og besnærende.

Men så holdt raketten også op med at virke, og vi dalede stille og roligt mod jorden igen. Publikum nåede lige at ane atmosfærens ydre tåger, men forbi dem kom vi aldrig. “Freedom” var kønsløs og kedelig med sit gentagende mantra af et omkvæd. “Ladies and Gentlemen…” var lidt bedre, men med en fraværende Pierce i front og en ikke overbevisende andenguitarist blev pilgrimsturen mod sindets indre udskudt.

“So Long” gav heller ikke mere kraft til fremdrift. I stedet blev den bare påtaget og mekanisk, selvom Pierce virkelig havde livskloge ord på sinde; han kom bare aldrig rigtig ud over rampen med dem. “Perfect Miracle” gjorde heller ikke til eller fra, men var mere bare en bekræftelse af, at Spiritualized denne aften ikke var i topform.

Raketten styrtede dog ikke mod grunden så brat som ellers ventet. “Take Your Time” fra debuten Lazer Guided Melodies og den instrumentale “Electric Mainline” fra Pure Phase var begge glimrende eksempler på, hvor stort potentiale Jason Pierce og resten af Spiritualized besidder. Her fulgte melodi, rytme, nærvær, spiritualitet og følelser hinanden hånd i hånd, og oplevelsen var herlig.

Vi fik desværre kun to ekstranumre, og med en samlet koncertspilletid på halvanden time blev man faktisk lidt skuffet over, at Spiritualized ikke kunne give den hele armen. Ved andre koncerter har de givet over to timer lange opvisninger i deres stærke bagkatalog og ikke mindst deres nye album, så derfor følte man sig lidt snydt som publikum, da Jason sagde farvel efter de ellers vellykkede numre “Come Down Easy” og “Smiles”.

»Taking drugs to make music to take drugs to« er et meget sigende citat taget direkte fra Jason Pierce. Til gengæld fik vi som tilskuere denne aften hverken euforiserende musik eller åndeliggjorte følelser. Heller ingen rejse ud i det ydre rum eller en tur ind i sindets indre blev det til. Potentialet var der, men udførelsen fulgte simpelthen ikke med, og derfor var koncerten både skuffende og trist, men aldrig dårlig. Dertil er Jason Pierce for god en artist og bandet for rutineret.

★★★☆☆☆

Fotos: Mathias Laurvig, LiveShot.dk

Deltag i debat