Plader

Sun Airway: Soft Fall

Skrevet af Simon Lundsgaard

Seneste udspil fra Sun Airway er en omgang tight drømmepop lige efter håndbogen – på godt og ondt.

Soft Fall landede blødt på mit skrivebord en rolig fredag formiddag, og med gode udsigter til weekendens farverige strabadser spadserede jeg fløjtende og i højt humør hjem for dernæst at give pladen et indledende lyt. Den første tanke, der strømmede gennem mit hoved, var såre simpel: ”Lækkert! Det er det sgu.” Soft Fall var som skabt til netop dette øjeblik på en fremragende fredag i oktober.

Sun Airway, som er gruppen bag pladen, stammer fra Philadelphia, og deres musik kunne ironisk nok være soundtrack til reklamer for en vis smøreost af samme navn. Udtrykket er både himmelsk, delikat og let fordøjeligt.

Det første, der umiddelbart fanger ens opmærksomhed på Soft Fall, er en flydende, flot harmoni af storladen rumklang, der i første omgang kun lige markeres på pladens næsten ligegyldige interlude, ”Activity 1”, men som snart efter understreges af himmelske strygere på singlen ”Close”; en frisk sensommerhvisken til det trænede popøre, der for mange kunne virke tiltrængt i denne efterhånden kolde efterårstid. Fra dette punkt bør der ikke herske nogen tvivl omkring Sun Airways imødekommende univers. Det her er rendyrket drømmepop.

»Just give me your voice«, synger frontmand Jon Barthmus på ”Black Noise”, hvilket tilsyneladende ikke skal antages som en direkte opfordring, da Barthmus’ egen stemme faktisk lyder mere end ganske glimrende. Han viser også sine evner inden for det lyriske med mere gennemtænkte strofer som »If we fall under a wave don’t wash up / If we fall under a spell don’t wake up / If we fall out of the sky don’t look up« (“Laketop Swimmers”) og »I try to make sense of all the sense that you hide« (“New Movements”).

Albummets instrumentale del holder en klar, rød tråd hele vejen igennem, og består hovedsageligt af simple samples, bløde stortromme- og hi-hat lyde tilsat et obligatorisk ekko samt utallige lag af synth-strygere. På ”Activity 2” og ”Activity 3” udebliver vokalen helt, hvilket ikke spolerer noget som helst. Faktisk fungerer dette helt fint – ikke mindst på førstnævnte nummer, der med sine småmelankolske klaverakkorder og pludselige samples er en tand mere interessant end de fleste af albummets øvrige instrumentaliseringer.

Soft Fall holder stilen hele vejen igennem. Barthmus’ sangskrivning og produktion er efter bogen og følger en sikker formel, hvilket især er en styrke på ”Symphony In White, No. 2”, på titelnummeret og førnævnte ”New Movements”.

Det er dog også grunden til, at Soft Fall kan være et lidt uinteressant bekendtskab. Eksperimentet er lagt på hylden til fordel for den udvidede popform, og der er ikke leget yderligere med hverken struktur eller produktion. Ja, faktisk kan det siges ganske enkelt: Lidt vovemod ville ikke have skadet.

Når det så er sagt, er Soft Fall en ganske fin plade; en plade, der svæver sin lytter med på en himmelsk rejse til et ukendt drømmeland. Det er ikke et album, der er oplagt til enhver given hverdagslejlighed, men som passer perfekt til kolde efterårsfredage, hvor man enten helst vil drømmes et andet sted hen eller blot fragtes videre til weekenden.

★★★★☆☆

Deltag i debat