Plader

Swans: The Seer

Skrevet af Daniel Niebuhr

Seneste udspil fra Swans er en to timer lang maratonudgivelse, som på én gang er et galt og genialt værk, der afbilder newyorkerorkesteret som en helt igennem original og gennemført gruppe kunstnere.

Jeg har aldrig rigtig fået taget mig sammen til at lytte intensivt til Swans. Heller ikke selvom jeg flere gange er faldet over nogle af gruppens tidligere plader, eller selvom jeg overværede deres optræden på Roskilde Festival anno 2011. Men efter jeg nu har brugt min tid på The Seer, ser jeg nu, at mit første længerevarende møde med newyorkerorkesteret måske har fundet sted alt for sent. For der er et eller andet udefinerbart, der på alle leder og kanter gør det seneste udspil fra Michael Gira og Co. til en fuldstændig overvældende og fuldkommen lydmæssig oplevelse.

Albummet åbnes med “Lunacy”, der anført af dronelignende guitaranslag langsomt bygges op mod et a capella-kor, hvis intense messen slår en stemning an, der først og fremmest er dyster, men samtidig rammer fuldstændig plet i forhold til nummerets titel.

Den samme drone-feeling følges der i høj grad op på på den efterfølgende, “Mother of the World”, hvor guitar og trommer samarbejder om, hvad der føles som én uendelig gentagelse, mens Gira halvt synger, halvt nynner tilfældige, lyse toner, hvilket kun bidrager til den absurde stemning, der indleder pladen. Selve nummeret går dog over i en mindre dronet komposition, hvor der lige så stille bliver vandret fra det helt simple og ensformige til at få fyldt gradvist flere elementer på, og samtidig får Gira også lov til at bidrage med noget mere egentlig lyrik.

Her to numre inde har pladen allerede rundet sit første kvarter, hvilket kun svarer til cirka en ottendedel af den samlede længde. Umiddelbart ville jeg anse en spillelængde på to timer som noget af en udfordring, og ved de første par afspilninger får The Seer da også testet min tålmodighed op til flere gange.

Dette kan nok bedst eksemplificeres ved ”93 Ave. Blues”, hvor free form-elementerne og improvisationerne får mere end frit spil og til tider skaber et sandt kakofonisk støjhelvede. Eller ved titelnummeret, der med en længde på over en halv time først finder en reel form i løbet af de sidste fire minutter, da det inden da ligeledes er blevet til en lang opbygning hen imod Swans’ bud på soundtracket til ragnarok. Men uanset hvor meget The Seer end prøver min tålmodighed, overdøves dette af min store fascination af bandets evne til alligevel at fastholde min interesse for hver en lille detalje – selv gennem et mere end en halv time langt nummer.

Midt mellem maratondistancerne og de støjfulde øjeblikke gemmer der sig til gengæld også nogle stille perler. Både “The Daughter Brings the Water” og “Song for a Warrior” fremføres helt nede på jorden med dæmpet instrumentation og ditto vokal, hvilket skaber en sublim kontrast til pladens mere kaotiske passager. Førstnævnte nummer drives frem af en lettere tung rytme, en akustisk guitar og Giras mørke røst. Sidstnævnte, der har Yeah Yeah Yeahs’ Karen O. med på gæste/leadvokal, akkompagneres kun af den akustiske guitar, piano og svævende synthflader, der til sammen fremstår som pladens vel nok bedste komposition.

Vi slutter endnu en gang med lyden af apokalypsen, men denne gang i en meget mere håndgribelig og letfortolkelig udgave: Den svage lyd af guitarer, der agerer luftalarmer, og den skingre saxofon skaber i et samspil med Giras nu maniske, lyriske udskejelser et modspil til de døende kirkeklokker i baggrunden – alt sammen som ét ubehageligt og hjemsøgende lydbillede. Afslutningsvis er der kun trommerne tilbage til at symbolisere den konstante regn af bomber, raketter og maskingeværkugler.

I følge Gira er The Seer et album ”30 years in the making”, og noget kunne tyde på, at han ikke bare har anvendt klichéen for klichéens skyld. For med en så diversitetsfyldt og fuldkommen blanding af alt lige fra no wave til art- og postrock samt mange andre brudstykker af nichegenrer lyder pladen først og fremmest som afspejlingen af et evigt forandrende, men stadig genrebevidst og topfokuseret orkester og dets 30 år gamle bagkatalog. The Seer er et på én gang galt og genialt værk, der afbilder Swans som en helt igennem original og gennemført gruppe kunstnere.

★★★★★★

1 kommentar

  • God anmeldelse. Den beskriver meget godt mit forhold til The Seer og Swans i al almindelighed. Dog kunne jeg godt have ønsket en lidt mere dybdegående anmeldelse af en plade af denne kaliber, der er jo rigeligt med ting at tage fat på. Men 6 stjerner er lige præcis hvad den skal have.

Deltag i debat