Plader

The Good The Bad: From 034 to 050

Skrevet af Klaus Thodsen

The Good The Bad er på gaden med deres tredje udgivelse. Deres elektriske Morricone-westernstil fremføres igen med stor dygtighed på alle pladens 17 skæringer. Det er flot, tiltrækkende og faktisk lige tilpas.

17 numre er, hvad The Good The Bad har i vente til os i denne omgang. Det kan unægtelig lyde som noget af en mundfuld at kæmpe sig igennem, men faktisk er det ikke så galt endda. Flere af numrene når nemlig ikke engang op på ét minut i spilletid, og derfor er samtlige sytten numre da også klaret på lige over en halv time.

From 034 To 050 er en ganske udmærket samling surfrockede numre, alle med et glimt af western over sig. Dette kommer til udtryk i mere eller mindre grad gennem hele pladen, og især trækkes der flere paralleller til Ennio Morricones soundtracks til Sergio Leones film. Navnlig de helt korte vignetter sender tankerne tilbage til Tuco, Blondie og Indios lommeur.

Skåret over én kam byder TGTB på rigtig meget af det samme. Lead-guitaren sætter den ofte længselsfulde og ensomme stemning, mens den underliggende guitar ofte står for det mere westernprægede element, som det f.eks. høres på ”043”. Skønt opskriften fra TGTB’s side ikke ændrer sig det store pladen igennem, formår de alligevel at træde uden om de værste faldgruber. Opskriften er enkel, men den krydres alligevel vel på forskellige måder hen ad vejen. Lydbilledet er i mange tilfælde kantet og skramlet og bryder med de til tider blankpolerede produktioner. Der er samtidig strøget godt med lækre riff over det meste af pladen, der forhindrer den truende trivialitet i at få fodfæste.

Især mod slutningen af trioens rejse bliver trivialiteten skaffet af vejen, og der bliver i stedet åbnet helt op for både western- og rocksluserne. ”048” er et bare halvandet minut langt nummer, som fuldender den stemning, der er blevet bygget undervejs. Den rolige guitar over de marcherende trommer krydret med det fjerne kor mod slutningen er som taget ud af en Sergio Leone-film. Det afsluttende ”050” viser en helt anden side af trioen. Det vilde, ukontrollerbare lydbillede, der brager lytteren i møde her, signalerer noget ganske andet end den overlegne ro, der ellers har gennemsyret pladen. Her føler man nærmest, at trioen som tre fredløse er i vild flugt over stepperne med kugler og dusørjægere lige i hælene.

★★★☆☆☆

Deltag i debat