Plader

The Helio Sequence: Negotiations

Skrevet af Alex Nørregaard

Det femte album fra veteranerne i The Helio Sequence byder på en række fine numre, men det kniber med at opretholde interessen igennem de langtrukne forhandlinger.

»Wake me oh so softly.«
Sådan lyder den sidste linje på The Helio Sequences femte fuldlængdealbum, Negotiations. Det er også nogenlunde den følelse, man sidder med efter at være blevet slæbt igennem albummets 11 numre, hvor forhandlingerne trækker i langdrag. Man vil gerne vækkes, men helst ved at blive rusket rimelig godt igennem.

Bandet, der består af Brandon Summers og Benjamin Weikel, har angiveligt søgt at gå nye veje i forhold til deres tidligere udgivelser, hvilket gælder både musik og tekst. Der er skruet ned for de digitale toner til fordel for en varmere, dybere lyd, mens Summers, der står for gruppens tekster, skriver med fokus på den indre dialog. På NegotiationsHopes and Fears, hvis ikke det lige var for guitaren. Helt galt går det dog på den gabende kedelige ”Harvester of Souls”, hvor tempoet trækkes fuldstændigt ud, og hvor forhandlingerne for en stund bryder sammen.

Anderledes er det på den stærke ”When the Shadows Fall”, hvor der åbnes med ohh-ohh-kor, let skramlende guitar og trommer med selvsikker fremdrift, samtidig med at man undervejs belønnes med et catchy omkvæd. Herefter følger et af albummets bedste numre, det følsomme ”Silence on Silence”, hvor allerede indledningen varsler sorg i form af melankolske synthlyde og ditto trommer. Undervejs tager en simpel guitarfigur over, samtidig med at det lyder, som om Summers for alvor har noget på hjertet: » I’m not back on the other side with you.« Noget er gået galt, og der bygges langsomt op til, at følelserne får frit løb, hvilket sker via en kontrolleret, men dog skarp guitarudladning, som ville få patosrockerne i Editors til at nikke anerkendende.

Albummet ville have været bedst tjent ved at stoppe her, idet de to afsluttende numre, ”December” og titelnummeret, selv efter flere gennemlytninger ikke rigtig formår at sætte sig fast. I stedet sidder man tilbage med fornemmelsen af, at albummet er noget længere end sine ca. 43 minutter. Og i dette tilfælde er det bestemt ikke positivt.

Der er mange fine numre undervejs, men det havde været bedre at skære de overflødige af slagsen fra og i stedet blot udgive en ep. På den måde kunne The Helio Sequence formentlig have sat sig selv i en noget bedre forhandlingsposition, hvor lytterens opmærksomhed var sikret hele vejen. Albummet vokser uden tvivl efter nogle gennemlytninger, men det er bare pokkers svært at få sig selv til at vende tilbage til.

★★★☆☆☆

Lyt til “October”:
[audio:http://assets4.subpop.com/assets/audio/12100.mp3]

Lyt til “Hall of Mirrors”:
[audio:http://assets1.subpop.com/assets/audio/12177.mp3]

Om skribenten

Alex Nørregaard

Skribent

Biografi:
Ærligt talt, så sagde musik mig ikke synderligt meget før omkring 7. klasse. Det handlede i stedet mest om fodbold, hvorfor radioen også var tunet ind på P3 i weekenden, hvor Ulrik Jensen guidede lytteren igennem sportsresultater og musik i "Sport på 3'eren". Det var her, at jeg for første gang stiftede bekendtskab med Depeche Mode, og jeg var solgt med det samme. Herefter fulgte bl.a. The Human League, og langsomt blev horisonten udvidet - ikke mindst takket være min bonusfar, som udfordrede med alt fra Explosions in the Sky over New Order til My Bloody Valentine. I dag fylder pladesamlingen godt og tæller en lang række forskellige kunstnere, hvoraf især The National må siges at betyde noget ganske særligt.

10 favoritalbums:
The Blue Nile: Hats (1989)
Cocteau Twins: Heaven or Las Vegas (1990)
The Cure: Disintegration (1989)
Depeche Mode: Violator (1990)
Destroyer: Kaputt (2011)
Explosions in the Sky: The Earth Is Not a Cold Dead Place (2003)
Majical Cloudz: Are You Alone? (2015)
Mark Kozelek & Jimmy LaValle: Perils from the Sea (2013)
The National: Boxer (2007)
Wild Beasts: Smother (2011)

Skriv et svar

boeger