Koncerter

Toy, 22.11.12, Beta, Amager

Skrevet af Daniel Niebuhr

Hvad britiske Toy torsdag aften manglede af publikumsnærvær blev på alle måder gjort op for med en fejlfri og usandsynlig tight fremførelse af de respektive numre, der først og fremmest vidnede om stort musikalsk fokus. Havde man håbet på mere lir, måtte man nok gå skuffet hjem.

Som så mange andre blev jeg også fuldstændig blæst bagover i 2011 af britiske Toys første single, ”Left Myself Behind”, og det efterfølgende, selvbetitlede debutalbum, der udkom dette efterår. Til alt held opdagede jeg så sent som for en uge siden, at kvintetten gav deres eneste danske koncert denne torsdag aften – for selvfølgelig blev jeg nødt til at finde ud af, om Toy også formåede at levere varen fra deres position på den anden side af scenekanten, eller om min interesse for fremtiden ikke ville række længere end til studieudgaven af de unge briter.

Med udgangspunkt i – ikke overraskende – den førnævnte debutplade indledte forsanger og guitarist Tom Dougall og de fire andre bandmedlemmer et noget kort, men stadig tight gennemspillet og tætpakket sæt, hvis indhold på dagen var usandsynligt tro mod de originale studieversioner. I front stod Dougall altså, klædt i en bordeauxrød fløjlsjakke og med svagt synlig og udtværet makeup rundt om øjnene, der koncerten igennem udtrykte et mere end fjernt blik. Dette gik ydermere godt i spænd med hans samtidigt ligeglade og fjerne attitude, som man netop har set før blandt nogle af de genrer, som briterne tager deres musikalske udgangspunkt i.

Især aftenens vokalpræstation var tilført de helt rigtige kvaliteter, hvor Dougalls vokals (følelses)kolde og nærmest døde udtryk på bedste vis akkompagnerede bandets blanding af ligeledes kold og mørk postpunk, virkelighedsfjerne og støjende shoegaze- og psychrockelementer samt den maskinelle krautrock. Heller ikke når musikken en sjælden gang synes at indeholde mere følelsesfremkaldende elementer (i det her tilfælde af de mere positive slags), var der megen glæde at spore fra manden midt på scenen, der desuden sjældent valgte at interagere med det fremmødte publikum.

En time varede Toys første optræden på dansk grund, og som som sagt bestod den primært af numre fra efterårets fuldlængdeudgivelse. Hovedingrediensen var et godt stykke hen ad vejen de støjende passager, der sammen med krautrockens indflydelse på de noget uforanderlige og ensformige kompositioner fungerede lige så koncentrationsfremmende som trancefremkaldende – koncentrationen blev fremmet, når man så sig nødsaget til at finde hoved og hale på det støjende lydbillede, og trancen opstod så, når man opgav førstnævnte opgave og bare lod sig flyde med strømmen af først og fremmest distortionpedaler og crashbækkener.

Når det så er sagt, så var der desværre ret så få øjeblikke, hvor jeg netop forlod min kontrapost-position og droppede de korslagte arme for til gengæld at hengive min krop og dennes bevægelser til musikken. Kun den førnævnte førstesingle, ”Left Myself Behind”, den mere psychrockklingende ”Dead and Gone” samt den mere end 10 minutter lange (og i mine øjne sublime) krautrockkomposition, ”Kopter”, der både på plade og i aftenens tilfælde fik æren af at lukke og slukke, formåede at sætte noget større, nævneværdigt indtryk. Dette skal dog på ingen måde tage æren fra nogle af aftenens andre numre, der ligeledes blev fremført med største præcision og musikalske fokus fra bandets side.

For som helhedsindtryk var der ingen slinger i valsen denne aften på Beta: Lyden var først og fremmest optimal, og jeg blev positivt overrasket over, hvor godt det forholdsvist lille lokale formåede at skabe et nuanceret lydbillede, der stort set fremhævede alle aktørerne. Selvfølgelig blev det af og til lidt svært at høre de lidt mindre fremtrædende keyboards – men samtidig kan man jo ikke bebrejde et band, der gerne vil spille højt, netop at spille FOR højt.

Derudover er jeg overbevist om, at aftenens version af bandet Toy ville have taget sig ud på nøjagtig samme måde, uanset om der havde været 300 eller 30.000 blandt publikum. For sådan som det virkede på mig, vil de fem briter altid gå på scenen, som hvis scenen ikke var en scene, men et almindeligt øvelokale og publikum var ikke-eksisterende, for derefter at fremføre numrene på den pågældende sætliste så meget lig originalversionerne som overhovedet mulig. Dette giver en stort set autentisk udgave af bandets musik, hvis fremførelse dermed altid vil blive vægtet højere fra bandets side end nogen anden form for crowdpleasing.

På den anden side medførte det i aftenens tilfælde således også, at der ikke var gjort plads til nogen som helst form for musikalske overraskelser. Selvfølgelig var det ikke muligt at lave en nøjagtig kopi af studieversionerne; men der var ingen forlængede mellemstykker eller jam-lignende sessioner – kun en stramt indøvet køreplan for de respektive numre, uden yderligere tilføjelser. Og hvis man havde håbet på andet, måtte man desværre nok gå noget skuffet hjem.

Men for alle dem, der ikke kunne være mere ligeglad med jam-sessioner, langtrukne historier fra bandets turnéliv på landevejene eller præsentation af de respektive bandmedlemmer, var aftenens optræden på alle måder godkendt – og det fortjener de unge briter bestemt en stor ros for.

★★★★½☆

Fotos: Alberto Vernaccini Petersen

Deltag i debat