Plader

Ungdomskulen: Secrecy

På deres tredje fuldlængdealbum genoptager den norske trio i allerhøjeste grad den ultrakomplicerede mathrock. Desværre viser de også, at skæve harmonier og kantede rytmer ikke altid er betingelsesløst interessante.

Umiddelbart ligner de tre norske gutter fra Ungdomskulen ikke det traditionelle rockband, der måske går en smule for meget op i cool attitude og lidt for lidt op i, om guitaren nu også stemmer rigtigt til koncerterne. Nej, googler man bandets tre medlemmer, får man tværtimod det klare indtryk, at Kristian, Frode og Øyvind rent faktisk er tre gedigne musiknørder fra de norske fjelde, som bekymrer sig om alt andet end at kæle for et cool, visuelt udtryk. Det gør sig tydeligvis også gældende, når det engang imellem sker, at de sætter sig ned i øveren for at komponere ny musik, for efter eget udsagn har Ungdomskulen altid haft et mål om at skabe en lyd, der ikke på nogen måde lader sig begrænse i sit udtryk eller jagter tidens tendenser. Derfor har den norske trio meget passende gennem den foreløbigt ti år lange karriere mestendels beskæftiget sig med forskellige variationer af prog-pop og mathrock – genrer, som netop er kendetegnet ved meget legende og minimalt regelbundne kompositioner.

Allerede fra start er det svært at dechifrere, hvilken slags musik vi her har med at gøre. Indledningsnummeret ”Askefast”, der efter sigende skulle være inspireret af den store askesky, som i 2010 satte en stopper for en stor del af flytrafikken i det meste af Europa, indledes med en intens omgang bongotrommer, der akkompagneres af et mystisk keyboard og en sløret guitar. Stemningen er dyster, og konstant bygges der flere og flere lag på. Der tæskes løs på guitar og bækkener, mens bongotrommerne til stadighed kører underneden. Apokalypsen er nær.

På andet nummer, ”Young Hearts”, går der til gengæld mere Bloc Party i den. På trods af de til tider skæve harmonier er linjerne til de noget mere berømte briter tydelige. Selvom de to bands’ lyd kan minde meget om hinanden, fremstår Ungdomskulen som den kække lillebror, der i noget højere grad udfordrer i forhold til rytmik såvel som de til tider decideret uharmoniske akkordsammensætninger. Til tider kan det næsten blive svært at lytte til, men oftest lykkes det rent faktisk bandet at skabe melodier, der længe bliver siddende hos lytteren.

Flere af sangene ligger i den noget tunge ende af frekevensområdet. I ”Kafka on Ice” ligger bassen i heftig duel med stortrommen om at blæse basforstærkeren ud på anlægget, mens guitar og keyboard er trukket i baggrunden. Som lytter vugger man tungt gennem den tre minutter lange stener – en fornemmelse, som for eksempel den Reptile Youth-agtige ”Can’t Reform Me” også byder på.

Muligvis er det på grund af den relativt sparsomme instrumentering, men af en eller anden grund er Ungdomskulen over et helt album desværre ikke helt i stand til at udfolde deres ellers noget komplekse lyd. Det kan godt være, at trioen kan brillere ved at skabe poppede melodier over rytmer, som snarere synes at være blevet skruet sammen af matematikere, men som lytter kører man let død i den klassiske tromme/bas/guitar-instrumentering, hvor alle som én smadrer derudaf og forsøger at dominere lydbilledet. Når vokalen heller ikke er noget at råbe hurra for, kan den musiknørdede mathrock altså ikke bære Secrecy alene. Det er en skam, for de tre bandmedlemmer synes rent faktisk umiddelbart at være noget nær ekvilibrister inden for deres respektive instrumenter, men uden at kæle mere for lyden ender produktet af deres anstrengelser med at fremstå en smule kedeligt.

★★★☆☆☆

Om skribenten

Joachim Kahr Rasmussen

Biografi:
Min musikalske dannelse blev skyldet ud med regnvandet, der trængte gennem min families garagetag, en sommerdag i mine allerførste leveår. Her stod et af mine forældres sidste vidnesbyrd om et liv på den anden side af ligusterhækkene opmagasineret; en stor pladesamling, der nåede ud i alle afkroge af den alternative musiks verdenskort. Tilbage stod en fad bunke af cd'er med artister som Aqua, Madonna og Michael Jackson - en bunke, som jeg siden har set tilbage på, som mit musikalske ground zero. Herfra er horisonten blevet udvidet skridt for skridt: først var der Eminem, der med sit Slim Shady-alias effektivt fik slået benene væk under både mig og mine venner, og siden var der Red Hot Chili Peppers, der åbnede mine øjne for musik frembragt ved håndkraft.

Det var i forbindelse med fascinationen af sidstnævnte, at jeg i 2007 deltog i min første Roskilde Festival. Anthony Kiedis og resten af slænget fra LA var mit utvetydige formål med festivalen, men da jeg efter fire dage i mudder endnu engang kunne vende hjemad, var disse kun én oplevelse blandt utroligt mange andre, og sidenhen er min musikalske opvækst udelukkende fortsat.

 

Fem favoritalbums:
My Bloody Valentine: Loveless
The Strokes: Is This It?
Palace Music: Viva Last Blues
Mother Sparrow: Have a Heart
Sonic Youth: Goo

Skriv et svar

boeger