Konkurrencer

Vind billetter til koncert med Toy på Beta

Skrevet af Redaktionen

Engelske Toy berømmes for deres musik og liveshow, som på en gang er krævende, eksperimenterende og samtidig melodisk tilgængeligt. Lyder det som uforenelige kvaliteter? Så quiz, vind og oplev krautrockbandets potentiale på første hånd.

Børn er vilde med genstanden, voksne med bandet. Det er sidstnævnte, du kan få lov at lege med, hvis du bliver udtrukket i Undertoners konkurrence om hele fem gange to billetter til koncerten med Toy på BETA torsdag den 22. november.

Det var kun så sent som i 2010, at de fem unge englændere i Toy besluttede sig for at blive et band, og så nyligt som september i år, at deres selvbetitlede debutalbum så dagens lys. Det gik til gengæld ikke stille for sig. Hos Undertoner vandt pladen hele fem U’er for »et album, som formår at være umådeligt krævende, eksperimenterende og interessant, samtidig med at det poppede melodiske håndværk låser op for en sjælden tilgængelighed.« Få en smagsprøve i singlen “Left Myself Behind”, som du kan finde i toppen af dette indlæg.

Samme anmeldelse udreder de musikalske tråde i den sammensatte musik, der nok tager sit udgangspunkt i krautrock, men samtidig er nært beslægtet med psykedelisk, dronebaseret rock (tænk Hawkwind), postpunk (tænk Joy Division) og shoegazer (tænk My Bloody Valentine).

Som opvarmning kan du opleve den danske pigepunktrio Nelson Can, som imponerede Undertoner på Roskilde Festival i år: »Hos Nelson Can skorter det ikke på hverken charme, selvtillid eller lækkert hår, og pigernes optræden var en ren fornøjelse at være vidne til.«

Interesseret? Så er det om at koncentrere sig nu, for her kommer spørgsmålet, der med lidt held kan få dig til koncert med Toy. Svaret skal falde senest den 19. november.

Vinderne er fundet.

Leave a Reply