Plader

209: Fused & Confused

Skrevet af Simon Lundsgaard

Det tidligere Dial Zero-medlem Christian Hansen debuterer under navnet 209. Fused & Confused er en fin lille debutplade.

Christian Hansen, tidligere frontmand i rockbandet Dial Zero, skal efter sigende have været forfulgt. Ikke forfulgt på den måde, at nogen eller noget har været efter ham. Nej, Christian Hansen har været forfulgt i numerologisk forstand, forfulgt af et tal. Tallet 209 for at være helt præcis.

Det trecifrede tal er ifølge pressemateriale dukket op i både udenlandske mælkepriser og nye venners husnumre. Og nu er 209 også dukket op som navnet på Hansens nyudklækkede soloprojekt. Debutalbummet hedder Fused & Confused og rummer 10 skæringer.

Det første, der umiddelbart møder éns trommehinder, er lyden af, hvad jeg ville kalde roligt klingende engle-synths. Det er albumåbneren ”Echoes”. »Can you feel it?« gentager Christian Hansen med en stemme, der (hvis man ikke vidste bedre) kunne tilhøre Kasper Eistrup. Og ja, jeg tror nu nok, at vi kan føle det. Hansen er kommet videre og har tilmed skiftet legeplads. Musikken er blid, simpel og melankolsk. Instrumenteringen består primært af et Casio-keyboard, orgler, en trommemaskine og en guitar. Mere skal der ikke til.

Efter kort tid i Hansens nye univers begynder man så småt at trives. Det er et rart sted at være. Sangene er lige til at gå til. “Alone”, “Are You a Zombie Your Heart Beats Slow” og “Springtime” er alle eksempler på numre, man kan nynne med på allerede efter første gennemlyt. Ja, faktisk er hele Fused & Confused ganske lettilgængelig. Selv når der eksperimenteres, forbliver den poppede melodi i musikken. Det gælder bl.a. den korte “Black Space”.

Både i “It’s True” og “Rainbow Door Mushroom Key” synger Hansen i et dybere toneleje end ellers og træder på den måde bedre i karakter. Det er måske grunden til, at disse to numre (sammen med “Little Factory”) er blandt albummets bedste.

209 undgår næppe at blive sammenlignet et utal af gange. Jeg er allerede så småt begyndt (med Eistrup-sammenligningen), og Christian Hansens soloalbum minder mig på mange måder også om Thom Yorkes The Eraser. Det er et enkelt, melankolsk album, der tager brug af mange af de samme elementer. Især på harmoni- og produktionssiden. Vokalen er heller ikke helt ved siden af. Fused & Confused er dog en del mere poppet, men også en del mindre interessant.

Christian Hansen skal efter sigende have været forfulgt. Nu er det hans tur. Han har taget tallet 209 til sig og er klar til at lade det forfølge et væld af lyttere. Og det kan sagtens lykkes. Det kræver ikke meget at lade sig forfølge af Fused & Confuseds lettilgængelighed. Det kan lyde negativt. Det er det ikke.

★★★★☆☆

Deltag i debat