Plader

Andrew Bird: Hands of Glory

Skrevet af Zenia Menzer

Den alvorstunge og dybtfølte stemning, der er karakteristisk for Andrew Bird, præger også hans andet 2012-album. Derudover har country også fået en dominerende plads på pladen, hvilket giver lyden en gladere, mere frimodig stemning end vanligt. Men desværre går pladen lidt i ét med tapetet

Det er kendetegnende for Andrew Bird, at han skubber violinen langt frem i lydbilledet, og hans nye album, Hands of Glory, er ingen undtagelse. Hvor forgængeren, Break It Yourself, fokuserede på den klassiske violinlyd i form af lange strygerpassager og en meget æstetisk fremførelse, er der på Hands of Glory langt mere umiddelbarhed og frigjorthed over brugen af violinen. Det giver pladen en humørspredende stemning, men samtidig er det med til at fratage pladen den seriøsitet, der ellers klæder Bird så godt. Overordnet er pladen dog præget af en melankoli, der på én og samme tid virker nedtrykkende, bevægende og opløftende. Modstridende følelser som disse bliver ført sammen på Birds ottende studiealbum, der bevæger sig mellem singer/songwriter og country.

Countrylyden er især at finde på numre som “Spirograph”, hvor violinen bliver vredet af led, og “Railroad Bill”, hvor der er skæve violinpassager på spil, og vokalen i forgrunden desuden emmer af hillbilly-attitude. Afslutningen af “Raidroad Bill” er også typisk med violinen, der fejer de sidste toner af, og med noget råb i baggrunden, der giver associationer til hede prærielandskaber, westernheste og lassokastning.

Selv om country har fået en tungtvejende position på denne plade og er med til at præge mange af numrene, er der også andre genrer involveret, der er med til at variere lyden. “Something Biblical” udtrykker sig primært gennem en singer-songwriter-stemning, der blot besidder en anelse country på grund af de indlagte violinsoli. Der er dog en anden æstetik over dette nummer, da vokalen bruges på en mere klassisk måde, uden snerten af country, og der findes en skønhed i de sørgmodige passager, der er Birds kendetegn.

Den skæve country-lyd vender dog stærkt tilbage allerede på det efterfølgende nummer, “If I Needed You”, hvor vokalen genoptager brugen af genrens typiske virkemidler. Nummeret tager en low key-form, der opretholdes af henholdsvis guitar og violin, og som til sammen giver en lejrbålsstemning fra den øde prærie. Det er et meget udramatisk nummer, der indbyder til en stille, eftertænksom stund, men som omvendt ikke rykker ved de store følelser. Nummeret fremstår identitetsløst, da der ikke er de store musikalske udsving.

Det samme gælder for pladens to sidste numre, der runder Hands of Glory af på en begivenhedsløs facon. I stedet for en afrunding kan man i virkeligheden nærmere tale om, at pladen blot får lov at fade ud, hvilket efterlader et noget tamt eftermæle.
“Orpheo” indeholder nogle soli, der bryder en smule med det lydlige scenarie, mens der i “Beyond the Valley of The Three White Horses” brygges videre på pladens indledende nummer med lange, træge violinpassager, der strækker sangen til at vare over ni minutter. Et nummer på 15 minutter kan sagtens være inspirerende, innovativt, spændende og indeholde tilpas variation til ikke at blive kedeligt eller langtrukkent. Det er desværre ikke tilfældet på “Beyond the Valley…”, hvor de samme passager med vokalharmonier og violinstrøg går i loop hele nummeret igennem.

Pladens mest interessante og medrivende numre skal findes på den første halvdel. “Three White Horses”, “When That Helicopter Comes” og “Something Biblical” er albummets klimaks, hvor Bird leger med sammensmeltningen af genrerne og arbejder med numrenes udfoldelse og udvikling. Samtidig fungerer trommerne rigtig godt på disse numre, da de er med til at skabe en dynamik, der giver en fremadskridende lytteoplevelse. Der er dog for meget stilstand på for mange af numrene på Hands of Glory, hvilket giver en flad fornemmelse og ikke efterlader noget tydeligt indtryk.

★★★☆☆☆

Deltag i debat