Koncerter

Ben Howard, 18.12.12, Store Vega, København

Skrevet af Andreas Overgaard

Selvom det til tider blev en lidt langtrukken affære, fik Ben Howards melankolske sange om sommernostalgi og knuste hjerter i den grad gjort indtryk på publikum i et udsolgt Store Vega.

En af sidste års helt store overraskelser kom fra en engelsk surfer fra Devon, i form af Ben Howard og hans debutalbum Every Kingdom. Pladen var en smuk blanding af mørk, men stadig upbeat folk-rock, karakteriseret af virtuost guitarfingerspil, temposkift og ensomhedsfyldte tekster. Der var tydelige Nick Drake-inspirationer at spore i guitarspillet, men Howards tilrøgede, britiske vokal og originale sangskrivning sørgede for, at albummet stadig lød friskt.

Det er derfor rart at se det blive belønnet med et fuldstændig proppet Store Vega. I en tid hvor mange spillesteder ofte har problemer med at få solgt billetter i forsalg, plejer tidligt udsolgte koncerter at være et tegn på, at det er en dedikeret skare, man skal være i selskab med. Det er normalt til disse koncerter, at de snakkehoveder, som igen og igen dukker op i de danske koncertsale, bliver sorteret fra. Det var der dog ikke nogen, der havde fortalt dét publikum, norske Monica Heldal blev mødt af. Hendes ellers udmærkede opvarmningssæt blev nemlig fuldstændig overdøvet af et ualmindelig højt-snakkende publikum.

Man skulle virkelig spidse ører for at undgå, at hendes følsomme singer/songwriter-kompositioner druknede i larmen fra de mange publikummer, og derfor var der også med en vis bekymring i tankerne, da jeg så aftenens hovedperson vandre ind på scenen. Denne frygt skulle dog heldigvis vise sig at være overflødig, da salen blev henlagt i fuldstændig tavshed, netop som Howard – bakket op af nogle ekstra decibel i højtalerne – satte gang i den stille og sørgende ”Everything”. En blid måde at åbne sættet på, der samtidig fungerede som en velvalgt test af det danske publikum.

Lysshowet denne aften var en oplevelse i sig selv. ”Black Flies” var ledsaget af et gulligt spotlys, der omkredsede Howard, mens resten af scenen og bandet var indhyllet i en blålig røgsky. Dette udgjorde et ualmindelig smukt bagtæppe, der passede perfekt til den stemning, den sørgmodige sang udledte. Nummeret blev leveret med en sjældent hørt katarsis, som betød, at de seks minutter, oplevelsen varede, nærmest løftede én ud af ens egen krop.

Den efterfølgende ”Old Pine” var derimod en diametral modsat oplevelse; sangen viser Howard fra sin mest upbeat og poppede side, og det var tydeligt, at sangen var én af hans mest velkendte. Hver eneste gang, Howard så meget som nærmede sig en tone lysere end det spektrum, han normalt befinder sig i, lød der teenagepigeskrig så høje, at det fik én til at undre sig over, om Justin Bieber monstro var landet i Danmark et halvt år for tidligt.

Every Kingdom blev i slutningen af oktober fulgt op af The Burgh Island EP, der viser Howard fra en yderligere melankolsk side, end den han viste på debutpladen. Every Kingdom var karakteriseret af de umiddelbart simple melodier, der havde nysgerrige og søgende tiltag gemt under sig, hvorimod Howard på ep’en søger mod mørkere og mere komplekse kompositioner. Ep’en viste, at han allerede tidligt i karrieren ville søge mod fornyelse og eksperimentere, og skulle man drage konklusioner baseret på aftenens koncert, var det et klogt valg. Det var nemlig især de tre numre, Howard luftede fra ep’en, der strålede. To af dem, ”Burgh Island” og ”Esmerelda”, kom lige efter hinanden, og fik det ellers festlige publikum til fuldstændig at zone ud og blive absorberet af hans optræden.

Der var næsten morsomt at være vidne til hvor forskellig Ben Howard var, når han spillede sine sange i modsætning til, når han forsøgte sig som entertainer mellem numrene. Når han spillede, strålede han af selvtillid og overskud, men lige så snart han forsøgte at kommunikere med publikum, var det en mumlende, usikker og ikke mindst forvirret mand, man lagde ører og øjne til. Hans korte historier resulterede i nogle sagte sympatigrin, så mon ikke han burde fokusere på de musikalske aspekter af koncerten frem for på de underholdende. Desværre  forsøgte han sig mere og mere med sidstnævnte som koncerten skred frem. Det betød, at det allerede lange sæt kom til at føles endnu længere, hvilket var ærgerligt, den ellers fænomenale første halvdel taget i betragtning.

Howard vendte heldigvis stærkt tilbage med de obligatoriske ekstranumre, med den samme intensitet som karakteriserede den første halvdel af koncerten. Ekstranumrene bestod af den nærmest post-rockede ”Oats in the Water”, og den stille, lejrbålsknitrende ”Promise”, der også afrunder Every Kingdom. Disse numre viste sig som en smuk epilog til en til tider fantastisk koncert. De satte en solid streg under, at et koldt og vådt København, langt væk fra det varme sand og sommeren, som Ben Howard ellers synger om i ”Old Pine”, sagtens kunne fungere som optimale vilkår for en Ben Howard-koncert, og det var svært ikke at blive helt fascineret over, hvordan én enkelt mand og én enkelt guitar kunne fremkalde en nærmest hypnose-lignende tilstand hos 1550 mennesker. Det var ikke desto mindre dét, Howard havde formået, da de afsluttende toner til ”Promise” ledte publikum ud i nattens decemberkulde på Enghavevej.

★★★★½☆

Fotos: Mia Dernoff

Deltag i debat