Koncerter

Daniel Norgren + Madson, 07.12.12, Gimle, Roskilde

Skrevet af Durita Dybczak

En decemberaften på Gimle blev til en sydstatsaften på den amerikanske highway takket være Daniel Norgrens blues. Inden da lagde opvarmningsnavnet Madson ud med ung blues og lidt stilforvirring.

Fredag aften i det frostkolde Roskilde bar præg af, at julefrokostsæsonen havde indfundet sig. Glade mennesker i alle aldre havde forladt det obligatoriske sildebord og fundet vej ned til Gimle, som lagde hus til en aften i bluesens selskab.

Madson
Det var den unge Frederik Schultz Madsen, der under kunstnernavnet Madson havde fået lov til at varme op for den svenske delegation. Inden Madson, med sit tremandsband spredt lidt sporadisk på scenen og hatten sat godt på plads, kunne gå i gang med at spille, skulle der lige hentydes ret eksplicit til stive Lis, der havde sat sig godt til rette på scenekanten, at nu måtte hun gerne hoppe ned.

Madson lagde ud med nogle rolige countryrock-inspirerede toner med en sjælfuld bluesguitar. Det var lækkert, smooth. Bassen, der var sat i armhulehøjde, lagde en god bund til de to guitarer, der var i front af lydbilledet gennem hele sættet. Der var godt med grædende elguitar, slideguitar og også et enkelt mere uptempo nummer med fingerspil på den akustiske guitar, som blev hevet frem efter en fuld kvindestemme fra publikum råbte »spil noget med lidt gang i!«

Materialet var ungt, og selvom inspirationerne tydeligvis stammer fra nogle af de gode gamle, som Johnny Cash, Jimi Hendrix, Gary Moore m.fl., kunne man godt mærke, at bandet ikke havde helt så mange år på bagen. De blues-inspirerede tekster fremstod mindre troværdige og mere hjerte-smerte-søde, som eksempelvis strofen »Did I let you down/Was I just a clown,« som blev gentaget på det ene af numrene. Madsens leadvokal var ren og fin, men havde bestemt sine højdepunkter, når den engang imellem blev presset lidt ud over den rene skønsang.

De fire unge mænd fremstod ganske ydmyge på scenen, og meget koncentreret om musikken. Desværre var interaktionen bandmedlemmerne imellem ikke særlig stor, og publikum var mere koncentreret om deres øl. Det gjorde oplevelsen lidt statisk, lige indtil der til allersidst blev givet los med en længere rocket guitarjam, som nærmest virkede forløsende, men samtidig efterlod publikum med spørgsmålet: Hvem er Madson egentlig? Selv kalder han sig singer/songwriter, koncerten startede med country, blev tilføjet lidt blues og endte med gedigen guitarrock. Uanset hvad er Madson en dygtig, ung musiker, og mon ikke han om nogle år har fundet et ben at stå på.

★★★½☆☆

Daniel Norgren
Efter opvarmningen var det blevet tid til den svenske enmandshær Daniel Norgren, der til aftenens setup havde taget to mand med sig. Daniel Norgren er dog, udover sin fantastiske bluesrock, kendt for at kunne spille både guitar og trommer på samme tid, hvilket han også præsterede på imponerende vis. Til aftenens koncert havde han følgeskab af kontrabas og orgel, hvilket tilsammen gav et lækkert og blues/soulet udtryk.

Norgren spiller ikke kun guitar og trommer. Hans stemme er et instrument i sig selv, og endda hele hans krop lever og ånder musikken der fra den lille stol. Hovedet svinger fra side til side i pendulfart i bedste Kim Larsen-stil og agerer givetvis dirigentstok for de to andre. Hvor opvarmer-Madsons stemme var ren og fin, er Norgrens vokal nærmest en rå, kondenseret naturkraft i sig selv.

Musikken var ikke umiddelbart noget, man skulle tro stammede fra vores nordiske naboland. Følelsen var ikke just svensk, men derimod meget sydstats-amerikansk. Den lidt rustne whiskey-stemme sendte én om på den anden side af Atlanten, eksempelvis på nummeret ”Lovedog” fra 2010-albummet Horrifying Death Eating Blood Spider, hvor lytteren kommer med ud på highway’en med græsstrå i munden, hvor hunde og andre dyr ligger som roadkill. »I’m a dog bleeding on the highway« – meget malerisk. Bluessmerten blev leveret på utroligt overbevisende og indtrængende vis.

Højdepunkterne i koncerten var de mere energifyldte numre. Blandt andet ”Black Vultures” fra ep’en af samme navn fra 2011, som starter stille og har en helt fantastisk opbygning igennem hele nummeret, hvor det støt vokser i intensitet for siden at stilne af igen og gå direkte over i den tilbagelænede ”Moonshine Got Me” fra samme ep. ”Let Me Go” fra 2008-albummet Outskirt fik den lidt ældre del af publikum til inderligt at synge med på »Father let me go«, nu hvor det meste af det yngre publikum var draget videre i byen.

Lavpunkterne var de mere monotone numre, som efter cirka en times koncert begyndte at fylde lidt for meget, desværre. Det blev sværere og sværere for Norgren at holde publikums opmærksomhed, og endda orgelspillerens opmærksomhed, der tilsyneladende havde fået for mange danske øl. Først hang han nærmest sovende over orgelet, og i næste nu løb han hastigt ned fra scenen ud mod toiletterne. Norgren fortsatte ufortrødent og gav endda et ekstranummer.

Der blev leveret superlækker sydstatsblues, men desværre formåede Norgren med band ikke helt at fastholde hverken publikum eller band, og var nok sluppet bedre af sted med et kortere sæt end dette på en time og tyve minutter.

★★★★☆☆

Fotos: Dorthea Nylander, Gimle

4 kommentarer

  • “Efter opvarmningen var det blevet tid til den svenske enmandshær Daniel Norgren, der til aftenens setup havde taget to mand med sig.”

    Han har nu altid to mand med sig.

  • Tjah, men de tre har spillet sammen i otte år, så det var bare ordet enmandshær, jeg var lidt efter. :)

  • Hej Per

    Tak for din kommentar, og ikke mindst dit meget vågne øje. Grunden til, at jeg valgte lige netop dét ord, var mest fordi hans fremtræden slår mig som meget karakteristisk. Jeg bruger også et sted ordet “naturkraft”. Det, jeg egentlig ville sige, er, at Norgren i mine øjne sagtens ville kunne spille sættet solo uden problemer – hvilket han også fik afprøvet et enkelt nummer, mens bassen havde tekniske problem – både fordi han spiller halvdelen af instrumenterne selv, men også fordi hans karisma, indlevelse og vokal slog mig lidt omkuld. Deraf ordet “enmandshær”.

    Forhåbentlig giver det lidt mening. Ellers er du velkommen til at betragte det som vrøvl. :)

Deltag i debat