Plader

Frodegruppen 40: Angst i det postmoderne samfund

Skrevet af Simon Rune Knudsen

Forfatteren Jens Blendstrup og hans følge af lige så gakkede musikere fortsætter deres spoken word-projekt med mere uhygge og mindre liderlighed.

”Dette er digitale stereofoniske optagelser støbt i had og plastik” står der diskret indprentet bag på den pamflet, man finder inde i Frodegruppen 40’s tredje udspil. Og det er præcis det had og den angst, albummets titel omtaler, som gør Angst i det postmoderne samfund til et mere dystert og knapt så drengerøvsagtigt værk end deres tidligere. Det er stadig bizart, aparte, upassende og grotesk, men nu også gennemsyret af et sortseende livssyn.

Opstillingen og virkemidlerne er der ikke lavet om på. Blendstrup tager sig af teksterne og fremførelsen af dem, mens bandet stadig bevæger sig i et omfangsrigt musikalsk univers, som spænder lige fra lavmælt electronica til sønderrivende, kaotisk støjrock. Blendstrups oplæsning akkompagnerer udmærket den musikalske atmosfære – som på ”Jeg har hørt hun var død i en tsunami”, en fortælling om en kvinde og hendes families fatale møde med en tsunami, hvor hans febrile stemme i højere og højere grad fyldes med både frustration og nærvær, i takt med at nummeret skrider frem.

Albummet er ifølge pamfletten optaget på et mørkt og øde landsted i Blekinge, hvilket nok har hjulpet med at få gruppen i den rette, afsondrede stemning. Og måske er det også derfor, at det svenske nummer “Dockorna” dukker op. En isnende beskrivelse af barnet Nalles forsvinden i de svenske skove. Nummeret fremføres af en kvinde og følges til dørs af klaver, som udelukkende rammer de lyse toner, mens barnesang og svensk volapyk både forvirrer og skræmmer lytteren.

I det mere sikre “Elsker du mig” er lydbilledet jazzet, mens Blendstrup afprøver sin kærestes kærlighed til ham: »Elsker du mig mere end alle skulpturer af Bjørn Nørgaard og ham der … hvad hedder han nu … Olafur Eliasson, med alle hans soldimser over hele verden?« Igen passer musik og stemmeføring godt sammen, og de rammende lyriske finurligheder er både morsomme og betydningsfulde. Og selvom nummeret starter med at være en kærlig dialog mellem Blendstrup og kæresten, slutter idyllen brat, da Blendstrup ikke får det svar, han ønsker – i dette tilfælde, at han bliver elsket som et avanceret glutenspelt-valnøddebrød og ikke som et formbagt birkesbrød.

Og det er nok det nærmeste, Angst i det postmoderne samfund kommer på en positiv indstilling til tilværelsen. Resten af numrene er enten desperate, skræmte eller decideret vrede. Åbnings- og slutnummeret “Mine knogler”/”Mine kogler” danner rammen om de destruktive ordstrømme og giver måske noget af forklaringen på problemet – for Blendstrups krop er træt: »Mine knogler har rørt ved noget ekstraterrestorialt mellem ølkassen og værktøjet / De har løftet noget sort stof i skuret / De har løftet det tunge intet.« Og ud fra den hændelse får Blendstrup proklameret, at han i hvert fald ikke har overskud til at lave biksemad til aften.

Men selvom Frodegruppen 40 skaber veludførte sproglige krumspring kombineret med en ofte overraskende musikalsk stemning, bliver albummet aldrig rigtig originalt. Det er underholdende at lytte til de første par gange, men når latteren og forundringen over Blendstrups grove, uhellige lyriske univers har lagt sig, er der ikke meget mere at begejstres over. Arrangementerne er velproducerede og fremlægges klædeligt i forhold til teksterne – men desværre bliver de aldrig rigtig mærkbare, når de står alene. De står i skyggen af teksterne, og følelsen af, at det simpelthen er opklistret baggrundsmusik til en vanvittig digtoplæsning i stedet for et decideret samspil mellem de to, lurer lige om hjørnet. Man savner, at Frodegruppen 40 tager de samme chancer musikalsk som lyrisk. Det ville uden tvivl have hjulpet på albummets holdbarhed.

★★★☆☆☆

Note: Jens Blendstrup er tilknyttet Undertoner som skribent.

Leave a Reply