Plader

Jørck: Sustainable Dream

Skrevet af Stinus Kirkeskov

Jørcks Sustainable Dream er spartansk instrumenteret med hovedvægten lagt på den enkle singer/songwriter-tradition. Det mørke, rå udtryk svæver mellem at være melankolsk og stemningsmættet a la film noir, og kun til tider fungerer lyrikken og de elektriske guitartoner sammen.

Når man første gang lytter den 33 minutter lange Sustainable Dream af det nye singer/songwriter-navn Jørck igennem, ja, så får man fornemmelsen af, at man har hørt det hele før – og så alligevel ikke. Bandet, der primært består af Trine Jørck (vokal, klaver), Torben Guldager (guitar, klaver, orgel, wurlitzer, bas, percussion) og Jens Rahbek Johansen (trommer), blev dannet i vinteren 2010. Netop hjemvendt fra New York var lysten til at spille egne sange stor hos den unge Trine Jørck. Hun fandt sammen med produceren og musikeren Torben Guldager, og tilsammen blev de til Jørck.

Dyrkelsen af et enkelt, foruroligende skrøbeligt lydbillede er massiv på denne debut. Det høres med det samme på det første nummer, “Still Wanting More”, hvor et uheldssvangert klavertema tegner fladen for en slet oplyst vej. Som kontrast til det følelsesmættede og tungt melankolske har Trine Jørck heldigvis en dejlig lys og ungdommelig stemme, som bryder godt gennem den sorte mur af fortabte drømme og spørgsmålstegn ved livets gang. »Why I am« lyder det eksempelvis helt Shakespeare’sk et sted i sangen. Desværre får Jørck ikke sat et ordentligt punktum på nummeret, og omkvædet får aldrig rigtigt løftet den intime patos, som nummeret ånder sådan efter.

Bedre går det dog i de to efterfølgende sange, “All This Beauty” og “Fear Your Heart”. “All This Beauty” består af truende akustisk guitar og taktfast hi-hat, og sammen med teksten, der svæver omkring begrebet skønhed og dens lokkende og til tider misvisende væsen, formår nummeret at balancere mellem det kedeligt genkendelige og det spændende nye. I store træk gælder det samme for “Fear Your Heart”, der udelukkende er trommemaskine og fortællende elguitartoner toppet med Jørcks sensitive, lyse vokal, og den simple sammensætning virker overbevisende. Rent følelsesmæssigt går budskabet rent ind, selvom temaet er brugt millionvis af gange før: temaet om, at man ikke skal spøge med et forelsket hjerte.

Et af de steder, hvor det beklageligvis går ned ad bakke i kvalitet, er i “Lesson Nr. 18”. Den er et forsøg på en melankolsk, alternativ countrysang, men snubler i sin alt for tynde melodi og bliver derfor uinteressant at lytte til. Vokalen bliver for sløset, og lydbilledet nærmer sig et cheesy stadie.

Lige efter sker næsten det samme med “Parades”. Som i “Still Wanting More” startes nummeret af et utrygt klavertema, og senere kommer der trommeslag på. Problemet her er manglen på afveksling. Skabelonerne ligner simpelthen for meget noget, man har hørt 1.000 gange før.

I “Tool for You” er der masser af bombastiske og kradsende guitarriff, som bliver ledsaget af slag på hi-hatten, der helt druknes i den elektriske støj. Teksten giver sammen med klangsiden mindelser om P.J. Harveys Rid of Me. »I am a tool for you,« lyder omkvædet, mens der et andet sted bliver sunget »If you’re the war, I am your soldier«. Man mærker for tydeligt inspirationen fra Harvey og hendes måde at tegne kvinden som et prostitueret symbol, som hun gjorde på Rid of Me, og derfor bliver nummeret aldrig en Jørck-sang, men mere end halvfattig efterligning.

Titelnummeret hæver sig desværre heller ikke til noget overraskende niveau. Instrumenteringen er igen sparsom, og skrøbeligheden, der fremkaldes af klaveret og den sitrende elguitar, løftes ikke tilstrækkeligt af en tekst, der ikke står stærkt nok. Nummeret kryber aldrig helt ind under huden, men stryger kun lige hårene som en let brise, om end intentionerne er til mere.

Langt bedre går det i “Home Without Walls”, der har både originalitet og Jørcks talentfulde fornemmelse for skrøbelig, mørkt betonet stemning. Hun formår at gøre brug af sin stemmes ungdommelige klang til at sætte patos og crescendo på omkvædet. Længselsfuldt bliver der kaldt »A home without no walls / a room without a floor / a staircase with no end,« og man føler vitterlig, at man mister jordforbindelsen; at man ikke kan støtte sig til noget. Man svæver i stille eufori over den sublime sang. Mere af det, og Sustainable Dream ville give mening.

Til sidst får vi to lidt ligegyldige numre, der ikke når at rette op på det overvejende kedelige indtryk, som debuten efterlader. Dog må man tage hatten af for afslutningsnummeret “Honest Thoughts”, der lyder som noget, Warpaint kunne have lavet. Med en sløret vokal, der virker helt drømmende fjern, og masser af melodisk guitarstøj er sangen et af de få højdepunkter på Sustainable Dream.

En debut, der for sjældent viser vejen frem og alt for ofte skeler til inspirationskilderne: P.J. Harvey, Marie Fisker og Tina Dickow. Helt holdbar bliver drømmen altså ikke her i første hug, men hvis Jørck kan lave flere numre a la “Honest Thoughts” og “Home Without Walls”, ser fremtiden anderledes lys ud.

★★★½☆☆

Note: Trine Jørck er tilknyttet Undertoner som skribent.

Deltag i debat