Artikler Interview

Larsen & Furious Jane – Ikke sænke blikket

Skrevet af Anna Møller

Fra alle os til alle jer: Verdens længste stirrekonkurrence. Undertoner talte med Larsen & Furious Jane i sommers på Roskilde Festival, og resultatet kan læses her.

Larsen & Furious Jane er en tur i skoven. Pressefoto.

Larsen & Furious Jane spillede på Roskilde Festival i år, på trods af at både Torsten Larsen og det relativt nye medlem Mikkel Bolding (aka Messy Shelters) er enige om, at de ikke er noget decideret festivalband. De kan ikke spille en hitparade af en koncert, men alligevel er Roskilde noget stort, fortæller Torsten Larsen:

»Det er der, jeg har fået forståelse for megen musik – hvor man har de der lange dage, hvor man bare går rundt og bliver revet med af et eller andet. Men jeg har nu ikke været på Roskilde i mange år. Jeg debuterede som festivalgænger som 30-årig og var der året efter, og så var jeg for gammel.«

Jazzmusik for spastikere

Jeg møder Mikkel Bolding og Torsten Larsen backstage efter deres koncert på Pavilion, og efter en indledende snak om vielsesringe og Bruce spørger jeg ind til det at spille koncert.

Mikkel Bolding lægger ud: »Rent kunstnerisk er der ikke så meget at hente ved at spille live. Det vil altid være det at arbejde med musikken, der er det interessante. Skabe musikken, skrive musikken, få den arrangeret og finde ud af, hvordan den skal ud over rampen.«

Torsten Larsen fortsætter: »Jeg er fuldstændig enig med Mikkel. Jeg forstår ikke livemusik. Jeg kommer fra det helt mørke Vestjylland, og der kom der ikke bands ud. Der hørte man jo bare pladerne igen og igen og tænkte på dét univers. Vi har nok haft en dårlig forståelse af livemusikken, og der er Mikkel kommet ind og har lagt nogle andre vinkler, så det også er blevet sjovt. Jeg er jo ikke en særlig dygtig musiker, men det er Mikkel, og Keld og Tom [begge Jørgensen til efternavn, red.] er fantastiske. Jeg kan simpelthen ikke finde ud af det, det er sådan en slags jazzmusik for spastikere. Men lige meget hvor dårligt det går med mig, så er baglandet i orden. Vi er nået til sådan et R.E.M.-stadie: Hvis trommeslageren gik ud, så ville vi bare være tre.«

Friday I’m in Love

I 2011 udkom albummet Dolly til fri download, og et livealbum var vist også engang i støbeskeen, men er blevet aflyst indtil videre.

»Vi er i en luksusposition, hvor vi kan gøre det, vi vil, og ikke behøver tænke på penge,« fortæller Torsten Larsen. »Jeg har heller ikke lyst til at komme i en situation, hvor jeg skal leve af at spille musik, for så skulle jeg være i musikmiljøet hele tiden, og det, tror jeg bare, bliver man dummere af. Det får man jo ikke nogen nye ideer af. Man får ideer om, hvordan man skal sætte sit gear op, eller hvilken T-shirt man skal have på. Det er ikke det, der interesserer mig overhovedet.«

»Vi kommer nok aldrig i en situation, hvor vi om 20 år skal stå og spille alt det, vi brænder for, og så fyre ”Friday I’m in Love” af til sidst. Vi har ikke et enormt potentiale. Vi kommer aldrig i P3-rotation, så har vi da i hvert fald gjort noget forkert. Men der er nogle mennesker, for hvem vores musik betyder meget, og de bliver berørt af det.«

Skal den næste plade så også være gratis?

Torsten Larsen og Mikkel Bolding svarer simultant og griner: »Nej, den skal være meget dyr. Den kommer kun i ét eksemplar. Dér kommer regningen.«

Mikkel Bolding uddyber: »Vi kan godt lide de artister, der bliver ved med at udvikle sig og arbejde med deres udtryk. Der er så mange bands, der laver halvanden plade og er i vælten i to år. Det, der er det fede, er at holde blikket…«

Torsten: »Ja, ikke at sænke blikket.«

Men er I trætte af prædikatet ‘anmelderdarlings, der venter på gennembruddet’?

Torsten Larsen svarer: »Vi har jo netop fået et kunstnerisk gennembrud, hvor vi kan stå inden for det, vi laver, og det er det største, man kan få, når man arbejder som musiker. Og så er det lige meget, om det er hundrede mennesker eller det er hundrede tusinde mennesker, der er interesserede i at høre en. Det, at der kommer én eller to og siger: Jeg har virkelig forstået det her, og det har betydet meget for mig – det er en kæmpe ting. Det er det hele værd. Måske ikke lige for dem, der skal betale hyren til koncerten. Der kom to! Og de var glade!«

Rokketænder

Jeg læste engang et sted, at Torsten Larsen besidder samme udstråling som en efterladt gummistøvle, og tonen i mange af Larsen & Furious Janes numre er flere gange blevet kaldt ’bitter’, ’introvert’, ’mørk’ og ’forknyt’, blandt andet. Det betyder imidlertid ikke, at Larsen & Furious Jane laver musik til vinterdeprimerede mørkemennesker.

»Jeg synes ikke, vores musik er speciel depressiv,« siger Torsten Larsen. »Den tager bare fat i nogle rimeligt håndgribelige emner og udforsker dem. Det er jo netop ikke sange, der er festivalagtige. Vi står ikke på Orange Scene og klapper i takt og råber et budskab. Vores numre handler mere om forvirring og adspredelse og drift mod… Ingenting.«

»Jeg kan godt lide, når musik tager fat i noget, der er ægte og som er grundfæstet i erfaring. At det lyder, som om det har en helt konkret adresse. Jeg synes, der er så mange musikere, der er utroligt dygtige, unge teknikere, som kan lave alt muligt og ramme alle pasticher på en prik, og det er slet ikke sådan, jeg er som musiker. Det er mere at finde et eller andet punkt at sætte fingeren på. Ligesom at finde en rokketand. Det føles både godt og gør ondt samtidig. Man ser lige,  hvor meget man kan trække den.«

Deltag i debat