Koncerter

Love Shop, 02.12.12, Store Vega, København

Skrevet af Stinus Kirkeskov

Med både numre fra den nye Skandinavisk lyst og hits fra bagkataloget, kom Jens Unmack og kompagni ud over scenekanten. På en søndag, hvor hverdagens trængsler hængte mat over hovedet på publikum, fik gode gamle Love Shop hentet en gedigen arbejdssejr hjem.

Historien om Love Shop er både tragisk og fantastisk. Bandet, der i sin begyndelse bestod af Jens Unmack, Henrik Hall, Hilmer Hassig og Mikael Dehn (forlod Love Shop i 1995), har både haft lykkelige opture og bedrøvelige nedture. Lige fra debuten 1990 i maj 1990, hvor singlen “En nat bliver det sommer ” storhittede og blev en regulær melankolsk landeplage, til biluheldet, der dræbte Hilmer Hassig i 2008, og kræften, der tog livet af Henrik Hall i 2011. Derfor er det oprindelige Love Shop nu decimeret til kun at bestå af Jens Unmack. Men hvis man skulle tro, at det var en stor svækkelse af bandet, ja, så kan man godt tro om. Det har Unmack bevist på de to flotte skiver Frelsens hær (2010) og Skandinavisk lyst fra i år, og på live-fronten er kærlighedsbutikken stadig fyldt med varer, der kan sælges til publikums hungrende, vemodige hjerter, og denne søndag aften i Store Vega var ingen undtagelse. Koncerten var nemlig fyldt med indædt energi, selvironi og sensommermelankoli. Lige præcis alt det, som Love Shop er så fænomenale til at praktisere.

Gruppen har med tiden opnået en status som et klenodie i danskernes sangskat. Fremmødet i Vega var derfor ikke prangende, når man tænker tilbage på gruppens karriere. Muligvis fordi Love Shop aftenen inden havde givet koncert i Amager Bio. Denne aften var Store Vega således ‘kun’ halvt fyldt med mennesker, der spændte fra midaldrende mænd og kvinder, til småbørn, til kærestepar, til kammesjukker, til teenagere, og det viste med al tydelighed, at Love Shop har godt fat i den danske befolkning på tværs af diverse skel. Desværre virkede folk til at være i overordentlig søndagsstemning, lige der hvor hovedet dingler lidt og fødderne virker gumpetunge, og det bar showet præg af. Humøret fejlede ikke noget, men tilskuernes engagement og power til at investere i koncertens energikurve var til at overse. Heldigvis er Unmack en entertainer og indpisker af guds nåde, og han fik gennem den to timer lange koncert rusket op i publikums hverdagsovervejelser og fik dermed forvandlet en semisløv søndag til en festlig, farverig fredag.

“Brækket dansk” og “Kvælertag” er to stærkt poetiske sange, der på hver sin facon angriber det vemodige i menneskesjælen. Denne duo udgjorde også starten på koncerten, og den på dagen fremragende spillende guitarist Mika Vandborg skød tonerne helt ned til bagvæggen og tilbage igen gennem menneskemængden på gulvet. Det gav det ellers spartansk elektroniske setup på de nye sange et meget mere rocket og voluminøst præg. Nogle steder blev guitaren lige lovligt larmende og dominerende, og Unmacks karakteristiske vokal forsvandt i strengens støj.

Der kom heldigvis også ældre numre fra Love Shops imponerende stærke diskografi. “Min Elvis” fra Det løse liv (1999) blev serveret på lidt mere simple vilkår, og den iskolde synth fik også mere plads at boltre sig på, hvilket klædte lydbilledet. Det samme kan man ikke sige om “Det tog mig et år” fra Anti (2001). Her var vi ovre i den næsten helt modsatte grøft med et bastant guitarriff, der tordnede mod trommehinderne. Man kunne næsten kalde det rock, hvis det ikke lige var for det poppede omkvæd og de lette trommeslag.

Udover at være en talentfuld sangskriver, er Jens Unmack også en person, som forstår at være leder. Det ses tilbage i historien, hvor kærlighedsbutikken var ved at gå neden om og hjem, fordi der var interne stridigheder mellem Hilmer Hassig og Unmack om hvem der skulle føre taktstokken. At Unmack er den fødte leder, viste han i den grad tilskuerne her i Store Vega, hvor han kommanderede masserne på gulvet til at klappe og synge, som var han en anden general for sit helt eget regiment. Det blev han også næsten nødt til, for folk var som sagt lidt matte i det, hvilket Unmack også gjorde os opmærksom på efter fire sanges tid. »Jeg ser, det er søndag,« sagde han fra scenekanten med et skævt smil, hvorefter han sagde »det også søndag for os, men vi spiller som var det sidste gang.« Det var meget sandt for aftenens videre forløb, hvor der blev givet ekstra power i hver en handling oppe på det forhøjede plateau.

“Sommeren der aldrig kom” fra den nye Skandinavisk lyst havde nogle af de samme træk som “Det tog mig et år”. Lidt for rocket og tung i enden, men med et befriende let omkvæd. Langt bedre gik det på titelnumret fra albummet, hvor den elektroniske klangside fik meget mere plads, og Unmacks poetiske linjer om »jeg gi’r dig ingen trøst / kun skandinavisk lyst« bragede ud i Vegas rum, og lyst fik vi så også til at lytte ekstra meget efter. For hvis man lyttede, fik man herlig melankoli med det der nordiske twist af håbløshed og så alligevel umådelig lykke. Herefter kom et af de absolutte hits fra bagkataloget i form af “Copenhagen Dreaming” fra gennembrudsalbummet GO! fra 1997. Med sin sfæriske stemning og simple melodi triumferede den stolt. Dog ikke nok til, at publikum for alvor blev revet med. Her var der ingen ordentlig fællessang eller klappen i takt, og det beskæmmede oplevelsen af et ellers sublimt nummer.

Noget af det, vi havde manglet gennem koncerten indtil videre, var intimiteten. Følelsen af, at sangen går lige i hjertet i stedet for bare at hænge uden på tøjet som et overflødigt lag. Nøgenheden og det sårbare, det var dét vi søgte, og det kom heldigvis i form af det søgende nummer “Fremmedlegionær”. Her blev der skåret ind til benet, og Mika Vandborg gjorde en glimrende figur på guitar i stedet for den meget savnede Henrik Hall på mundharmonika. Tonernes klang søgte mod det uindtagelige indre, og indtog det med en kuldegysning af sorg og minder; vidunderligt på den der vemodige måde. Den næste række sange var desværre uden samme magi og nerve. Førstesinglen fra det nye album, “Skyggehjerte”, manglede en klar bredside af pulserende synth og programmerede beats. Der var alt for meget guitar og akustiske trommer over nummeret, der derfor gjorde sangen ordinær.

Det er ikke for ingenting, at kærlighedsbutikkens varer er så efterspurgte, for her er kvalitet over kvantitet og holdbarheden i top, hvilket “Love Goes on Forever” er et godt bevis på. Den overvandt nemlig endelig folks sammensyede munde og fik publikum til at synge med for fuld hals – til Unmacks tydelige fornøjelse. I det hele taget var Unmack i usædvanligt godt humør denne aften. Han tog glædeligt rollen som kommandogeneral og gik fra den ene side af scenen til den anden kiggende og pegende ud på tilskuerne, som var de brikker i et større skakspil, hvor hvert træk bringer én tættere på skakmat. Skakmat blev publikum dog ikke sat, før vi nåede ind i ekstranumrene. Først skulle vi lige have nogle lidt uinteressante udgaver af “Ikke langt herfra” og “Redningsklar”, begge fra Frelsens hær, hvor sidstnævnte sluttede det ordinære sæt af.

Åbenbart var “Kræmmersjæl” det, der skulle til for at løsne op for søndagsminerne. Energisk og med rockede tendenser strålede en trippende og vibrerende Unmack på scenen, mens den signaturagtige guitar skar gennem luften som et velslebet sværd gennem blødt smør. Her gik både stemning, udførelse, melodi og timing op i en højere enhed, der gjorde sangen intim og majestætisk storladen på én gang. Til at slutte ekstrasættet af med, fik vi den obligatoriske “En nat bliver det sommer” (hvilket vi alle trænger til på sådan en bidende kold årstid). Her fyldte guitaren tilpas meget, og igen blev man som publikum imponeret over Mika Vandborg. Her var det ham, der havde dirigentstokken, og han dirigerede fornemt og melodiøst nummeret mod sin ende efter en længere, smuk guitarsolo.

Nu hvor showet i aften var slutningen på bandets 2012-turné, fik vi lige et sidste nummer med på vejen. “Alle har en drøm at befri” sluttede elegant og virtuost aften af. Man følte sig hamrende levende og alt andet end søndagstræt og hverdagsmættet, da man gik ud i det kolde vintervejr. Love Shop havde endnu engang bevist deres eksistensberettigelse, også selvom det kun er Jens Unmack, der er tilbage fra det oprindelige setup. De kan bare noget, som ingen andre har formået at gøre dem efter indtil videre, og hvis de tager på turné igen, så er jeg sikker på, at der står masser af mennesker parat til at høre dem igen. Både gamle, unge og dem midt imellem.

★★★★½☆

Deltag i debat