Plader

Luftkastel: s.t. EP

Skrevet af Stinus Kirkeskov

Et nyt kuld af dansksprogede rockbands imponerer, og nu er der kommet et nyt medlem i flokken ved navn Luftkastel. Bandet fænger og fanger med drømmevævede guitartoner og masser af sindsuddrivende rumklang, og dets debut-ep er intet mindre end fantastisk.

Dansk bliver kun for alvor snakket i Danmark, og vi bliver bombarderet med fremmedord fra engelsk, fransk, tysk og arabisk. Vi låner fra alt, vi kan få vores tunger viklet omkring, og det er der intet galt i. Tværtimod beriger det vores sprog. Men faren ligger alligevel og lurer i kløften mellem modersmålet og det importerede sprog. For vi må aldrig glemme vores danske gloser. Aldrig fortrænge vores egne ord.

Blandt de folk, der i særdeleshed fremhæver det smukke og unikke, som ligger godt gemt under det kluntede og statiske danske sprog, er musikerne. Mængden af kunstnere, der vælger at synge på dansk, er støt stigende, og mange konverterer ligefrem fra engelsk til dansk: Søren Huss, Christian Hjelm, Kristian Leth og Rasmus Walter – bare for at nævne nogle få.

Men tydeligst kommer inspirationen fra undergrundens musikalske muld. Her gror poetiske modermålssyngende bands, klar til at blive høstet af masserne. Ulige Numre, Dig og Mig og Rum 37 har været forbilledlige, hvad angår vejen fra ukendt til kendt. Alle tre har allerede debuteret på Roskilde Festival, været i rotation på P3 og oven i det turneret ivrigt. Så er der de bands, som venter på gennembruddet, imens de trives i undergrundsmiljøet. Farven Fornem, Mellemblond og Den Fjerde Væg er bare nogle af de navne, hvis kvalitet og evne rækker ud over musik-subkulturens rammer.

Et nyt navn kan nu tilføjes til denne parade af kælderetagebands. Luftkastel hedder den fem mand store gruppe, der kommer fra København og synger fabulerende linjer, som var de taget ud af en digters mørke, romantiske skriblerier. Søren Ulrik Thomsen, Strunge og Lars H.U.G har ikke levet forgæves. De fem slidstærke numre på bandets debut-ep danser på en knivsæg mellem kærlighedens romantiske kæntring og forelskelsens orkanforblæste virvar af følelser.

Allerede ved første lyt af “Vågn op” dagdrømmer man sig væk i de ringlende Beach House’ske guitarfigurer. »Hvis vi løber lodret op af muren / støder vi mod grund.« Så simpelt og smukt kan det siges, og når det så kommer ud af munden på Hannibal Dahls englelyse vokal, ja, så vil man faktisk med glæde støde mod grunden. Især suges man mod sindets dyb, da guitaren eksploderer, samtidig med at trommerne intensiveres i styrke, og Dahls vokal rager op i himlen.

Når man tænker på, at Luftkastel består af fem unge drenge mellem 19 og 20 år, kan man ikke andet end at være imponeret over, hvor godt de har fundet deres helt egen lyd: en blanding af Love Shops enkle, ligefremme poetiske lyrik, Chris Martins lyse vokal og så Beach Houses betagende guitarmønstre. Selvom de låner hid og did, bliver de ved med at være Luftkastel, og meget af det skyldes den billedskabende danske ordjonglering.

“Skyd dig selv afsted” følger godt op, hvor “Vågn op” sluttede. Her er guitaren lidt mere twanget, men stemningen er bibeholdt, og rumklangen fylder lydbilledet godt ud, så man næsten føler sig vægtløst drømmende. »Skyd dig selv af sted / skyd dig selv i mål,« lyder budskabet, og nummeret skyder lytteren af sted på de forliste ønskers himmelfart. Et andet sted i sangen forekommer linjerne »men hun finder dig / på sofaen igen / helt skæv igen.« Her trækkes melankoliens væsen op akkompagneret af trommer, og i baggrunden spøger guitaren med sin drømmevævede melodi, mens der bygges op til et crescendo, der udføres med den perfekte balance mellem eufori og vemod.

Nogle gange kan titler på sange virkelig skabe billeder i hovedet på én. Gerne med et twist af åbenhed for fortolkning og medejerskab fra lytterens side. “En forårs inhalation gav dig ilt indtil nu” besidder begge egenskaber, og bare ved at læse overskriften er man allerede lidt tryllebundet. Selve sangen skuffer bestemt ikke, selvom navnet lover meget. Det starter ud med sagte guitar og Dahls underskønne, men utrolig skrøbelige vokal, der hele tiden truer med at knække over, og ordene »forår / giv os forår« kan knap nok høres i strømmen af tåget guitarlyd. Sangen gennemgår en forsigtig udvikling, og man er over et minut inde i nummeret, før der kommer klirrende slag på hi-hatten efterfulgt af orgellydende klavertoner. Men eksplosionen får vi først cirka 2:40 inde i sangen, hvor trommerne sammen med guitaren bygger op til støj, der svæver som sørgmodig glitren i luften. »Lad os falde omkuld / uden sorg« synges der følsomt, og man imponeres endnu en gang over bandets sammentømrede lyd og Dahls røst.

Efter denne melankolske kærlighedshymne serverer Luftkastel en lidt mere rocket sag i form af “Løgner”. Tempoet bliver skruet en anelse op, og sine steder minder sangen lidt om Coldplays følsomme rock på debuten Parachutes. Teksten har også sine spor efter Strunges digt “Natmaskinen”. »Dine negle er bidt ned / de andre ved ikke det, du ved« lyder det et sted sammen med »i syv sind / famler du / efter mig«, og ulykkeligheden vil ingen ende tage.

Det hele slutter med højdepunktet “Alle himlens stråler”, der cementerer, at Luftkastel ikke bare skriver smukke tekster, men også kreerer melodier, der trækker himlen tættere på, så skyerne og månen kommer én helt nær. Luftkastel slutter det hele af med linjerne: »For du har slugt alle himlens stråler / nu kaster du dem op igen.« Lad det bare være sagt: Dette er dansksproget musiks nye håb, og man skal være et tomt hylster for ikke at blive rørt og imponeret over denne fremragende debut-ep.

★★★★★★

Deltag i debat