Plader

Manual: Awash

Skrevet af Jonas Sørensen

Manual serverer endnu en omgang ambient, der lyder fantastisk, men hverken formår at bringe meget nyt til bordet eller hæfte sig fast emotionelt.

Lad der ikke herske nogen tvivl om, at Manual kan sit håndværk. Hver eneste lyd på hans nye ep, Awash, virker velovervejet, velplaceret, velstruktureret. Alle elementer af lydene synes at være nøje kalkuleret: længde, effekter, EQ. Hvis dette betragtes som formålet i sig selv, er Jonas Munk en sand mester, og mængden af international anerkendelse føles velfortjent. Men når det nu er sådan, hvorfor synes jeg så ikke bedre om ep’en?

I det albumåbnende titelnummer etableres næsten alle de virkemidler, der bringes i spil på pladen: Lange, fyldige synths kastes over lytteren som tidevandsbølger, og et billede af koralrev og stimer af fisk opstår, lige så snart trommerne kommer i spil. Dette billedsprog forstærkes af en analog synthbas, der varmt supplerer en pulserende ryme. Efter dette tilføjes blot lag oven på lag af lyde, indtil sangen fader ud. Man er dykket under vandet, man er overskyllet.

Det næste nummer, “Glider”, fortsætter i samme stil. På dette tidspunkt begyndte jeg at forestille mig nummeret i en naturdokumentar og forventede, at Sir David Attenborough ville begynde at fortælle mig om forskellige undersøiske arter. Du ved, hvad jeg mener; hvis du på noget tidspunkt har slået over på Animal Planet eller Discovery Channel, har du hørt denne her sang før. Omkring midtvejs sker der et skift, og nummeret låser sig fast i et utroligt behageligt groove.

Og det kan siges for størstedelen af numrene på pladen. De er alle meget behagelige, og de atmosfæriske opbygninger er ubetvivlelige. Munk evner at etablere en stemning med hvert eneste nummer, og ud over den meget undersøiske fornemmelse rummer de individuelle følelser. Eksempelvis skaber Munk i den nostalgiske og melankolske Saudade et lydbillede, der med blød shoegaze-guitar i den sidste halvdel passer perfekt til sangtitlen. Men selvom disse følelser kommer frem, virker det tomt og kalkuleret. I stedet for at fremprovokere en stærk emotionel reaktion hos lytteren, så man kan forbinde sig med værket, efterlader musikken en fornemmelse af ‘jeg kan godt se, hvilken reaktion han vil have her’ snarere end af ‘jeg kan føle det her’.”

Når alt dette så er sagt, er der nogle få problemer. For det første føles numrene forglemmelige. Hver eneste gang et nummer er slut på pladen, og det næste begynder, går der ikke mere end 30 sekunder, før det bliver fuldkomment umuligt for mig at gengive forrige nummer. Endvidere føles hele omgangen umiddelbart uoriginal. Tankerne ledes med det samme hen på Boards of Canada og Ulrich Schnauss, hvilket overrasker mig, da man kunne forvente noget mere egenartet fra en af de mest respekterede danskere på den elektroniske scene.

Awash er dog stadig en voldsomt stabil plade. Fra start til slut udfører numrene deres formål, og der er en gennemtrængende sammenhæng mellem alle. Man sætter sig hurtigt ind i lyden og kan lade sig drive rundt til musikken. Der mangler bare et eller andet, der får Awash til at skille sig ud; noget, der gør pladen fantastisk. Der mangler noget ambition og noget originalitet, der kan løfte den op på det høje niveau, som jeg ved Jonas Munk kan være og har været på.

★★★★☆☆

Deltag i debat