Plader

My Beloved: Soil

Skrevet af Daniel Niebuhr

Uden at være hverken revolutionerende eller verdensklasse formår københavnske My Beloveds fjerde udspil dog alligevel at være en solid og veludført postrockplade, som sagtens kan sættes på repeat flere gange.

Sidst Undertoner skulle tage sig af en plade fra københavnske My Beloved, var for godt og vel fire års tid siden, da kvartetten udgav sit tredje album, Force Feeding Love. Dengang skrev Christian Klauber blandt andet: »Problemet med postrocken som genre er netop skabelontilgangen … det farlige er, at numrene let kan komme til at lyde ens, fordi skabelonen er den samme,« men noterede sig samtidig bandets evne til at forny rytmerne og dermed undgå at gøre pladen kedelig. Fire år senere er problemet med postrocken som genre stadig det samme, og med en fjerde (om end mindre mørk) udgivelse, der har fået titlen Soil, prøver My Beloved endnu en gang at skabe en underholdende og veludført postrockplade.

Kun syv numre lang, men samtidig med en spillelængde på næsten tre kvarter, er Soil et meget fint eksempel på netop den førnævnte skabelontilgang til postrockgenren: Gentagne gange oplever man som lytter igangsættelsen af den enkelte rytme, der får følgeskab af op til flere andre elementer, som til sammen skaber en mørk og intens (dis)harmoni, og som i sidste ende udgør de respektive numre på pladen. I de fleste tilfælde er det endnu en gang det yderst fremtrædende piano, der står for den primære musikalske hovedrolle, som i f.eks. åbningsnummeret, “Lucky Strike”, hvor pianoets dybere tangenter fungerer mere som bas end egentligt piano og samtidig nærmest synkront følges ad med de lettere primitive trommerytmer. Pianoets lysere toner optræder gennem en yderst karakteristisk melodi ligeledes også som mere end bare pianotangenter, og man glemmer langt hen ad vejen, netop hvor få midler der som udgangspunkt arbejdes med på pladen.

I baggrunden befinder guitaren (eller de resterende dele af guitaren) sig og ligger stort set hele pladen igennem som en subtil stemningsskaber eller -opbygger. I “Lucky Strike” bliver det ikke til mere end langtrukne feedbackudskejelser, der skaber en mere kaotisk og uskøn kontrast til de ellers så polerede pianomelodier. Når guitaren en sjælden gang træder længere frem i lydbilledet, bliver det blandt andet som en lang, opbyggende støjkatalysator i det efterfølgende nummer, “The Theatrical Kill”. Her følger kvartetten op på den forrige, melankolske og intense komposition med en ny én af slagsen, før det hele ender ud i et sandt støjinferno – usandsynligt gennemført med netop den seksstrengede som ophavsinstrument. På den afsluttende, “The Drought”, tilegner guitaren sig en mere sitarlydende klang, hvilket samtidig giver nummeret et mere psykedelisk og udsyret udtryk, end det ellers er tilfældet på den generelt traditionelle postrockplade.

I grunden er der for mit vedkommende ikke de store forskelle mellem Force Feeding Love og Soil. Det er den samme postrockede opskrift, der endnu en gang er tilsat lige dét ekstra, der redder pladen (og generelt redder My Beloved) fra at drukne i mængden af ligesindede musiknavne. Men samtidig så byder Soil heller ikke på meget andet. Jovist, jeg kan med lethed få mig selv til at sætte albummet på repeat mere end én gang; men min umiddelbare begejstring stopper imidlertid også her. Dette skyldes ikke mindst, at jeg desværre ikke rigtig kan spore nogen reel form for fornyelse i løbet af de fire års albumpause. Fans af My Beloveds tidligere materiale vil dog ikke have så mange grunde til at klage over københavnerkvartettens veludførte fjerde studieudspil.

★★★★☆☆

Deltag i debat