Plader

Neil Young and Crazy Horse: Psychedelic Pill

Skrevet af Kaspar Pedersen

Neil Young og Crazy Horse har sluppet et rekordlangt studiealbum. Konstellationens høje musikalske kvalitet får æren sat på spil af det gammelmandsdrømmeri, der præger det meste af udgivelsen.

Psychedelic Pill er Neil Youngs 35. studiealbum – og det længste af slagsen. Det er snart ti år siden, han sidst indspillede et originalalbum med Crazy Horse som backingband. Dog var Young og Crazy Horse tidligere i år samlet i forbindelse med Americana, der indeholder en række fortolkninger af traditionelle folk-sange, og efter sigende er en del af materialet på Psychedelic Pill udsprunget af jamsessions fra denne periode. Åbningsnummeret, ”Driftin’ Back”, på godt 27 minutter vidner straks om dette, og titlen etablerer samtidig albummets dominerende tema: De gode, gamle dage.

»Dreaming about the way things sound, now / write about them in my book / worry that you can’t hear me, now, and feel the time I took / to help you feel this feeling, let you ride along / dreaming about the way you feel, now, when you hear my song.« Med disse linjer sunget over akustisk guitarspil lægger Young ud for dernæst at inddrage sine allierede fra Crazy Horse (Billy Talbot, Ralph Molina og Frank ‘Poncho’ Sampedro), som bidrager med varm distortion, korvokaler og guitarsoloer resten af albumet igennem. Alle sangene går i 4/4, og tempiene holdes moderate med et tungt feel fra både trommer og guitarer.

Young har altid været sin egen herre, hvilket har givet ham en betydelig plads i rockhistorien, men på en måde fremstår han nærmere som en veteran end som en levende legende – og dette er sagt med al respekt. Young har kæmpet for mange sager og kan undertiden være lidt af en samfundsrevser, men på Psychedelic Pill drejer det sig nærmere om en higen efter ungdommens svundne tid end om en nutidig kamp for datidens værdier.

Et af albummets stærkeste numre er ”Walk Like a Giant”. Her beretter Young om sin generations storhedstid, hvor spiritualismen var i fokus, og følelsen af at have fat i den lange ende gjorde sig gældende. Men stoltheden må dele plads med ærgerrig erkendelse, for, som han synger: »We were ready to save the world, but then the weather changed […]« og »To think about how close we came / I wanna walk like a giant on the land.« Dette nummer slutter efter 12 minutter med en fire minutters udsyret outro af bulder, brag og mystik som for at fremhæve og forevige reminiscensen.

På ”Twisted Road” får nostalgien frit løb med hyldest til blandt andre Bob Dylan og The Greatful Dead: »First time I heard ”Like a Rolling Stone”, I felt that magic and took it home / gave it a twist and made it mine, but nothing was as good as the very first time.« Dernæst synger han: »If I ever get home, I’m gonna let the good times roll,« og apropos hjem får vi også en country-rockende hjemstavnssang, “Born in Ontario”, hvor Young i samme omgang erklærer sin taknemmelighed for livet.

Ud over denne romantiske og lettere sentimentale dvælen ved gårsdagen findes der på Psychedelic Pill også materiale, som både tekstmæssigt og musikalsk er knapt så aldersbetonet, og som viser nogle andre sider af Young. Eksempelvis er der den melodiøse ”She’s Always Dancing”, med luftige korharmonier, og albummets ballade, ”For the Love of Man”, hvor Young synger med en spæd og følsom røst, som man kender den helt tilbage fra hans yngre dage. Titelnummeret falder dog lidt til jorden ved at være en tand for ungdommeligt. Riffet i dette nummer er taget fra en af skæringerne på Youngs konceptuelle Le Noise fra 2010, og det får selskab af pumpebas, som var det et AC/DC-nummer. Og for at tilføre et ‘psykedelisk’, 60’er-agtigt præg er der lagt phaser ind over hele molevitten. Det virker lidt søgt og snarere som et take-off end som en dokumentation af de gråhårede drenges ungdomstid.

Psychedelic Pill er et fyldigt album med iørefaldende og solide sange, og som altid kommer Youngs materiale i særlig grad til sin ret i samarbejde med Crazy Horse. De friheder, der er taget med hensyn til sanglængder og guitarsoloer, er tilforladelige, i og med at albummet stadig har en fin, nuanceret helhed og ikke er svært at komme igennem trods sine i alt 87 minutter. Man kan dog godt savne lidt mere stil- og tempomæssig variation mellem numrene, som det er tilfældet på flere af Youngs højtagtede albums, og det retrospektive omdrejningspunkt i teksterne kan i længden virke uvedkommende og en anelse selvhøjtideligt – i hvert fald hvis man som lytter er fra en anden generation. Det er opløftende, at Young stadig finder inspiration til at lave originalmusik af høj kvalitet, men når idealismen og den kritiske ånd bliver til en opgivende sukken efter fortiden, risikerer Neil Young og Crazy Horse at blive forvekslet med pensionister, når de i virkeligheden er rockveteraner.

★★★★☆☆

Deltag i debat