Plader

Peter Broderick: These Walls of Mine

Den amerikanske multi-instrumentalist lykkes med de fleste af sine mange eksperimenter på sit andet 2012-soloalbum.

Den unge amerikanske multiinstrumentalist Peter Broderick er i det eksperimenterende hjørne på These Walls of Mine, og hans musik er svær at klassificere. Hvilken genre placerer man ham i? Hvad minder hans musik om? Når referencepunkterne svæver derude og er svære at fiksere, så kommer vi i problemer. De 10 numre er ikke sange i gængs forstand, hvor vi starter med en intro, derefter et vers, så et omkvæd og en solo et sted imellem. Men omvendt er der reminiscenser af den traditionelle sangstruktur i nogle af numrene. Broderick er i sandhed svær at sætte i bås.

Denne ambivalens skal dog ikke komme Broderick til skade, for med de eksperimenterende udskejelser har han skabt et meget dragende værk, der ganske vist er svært at kategorisere, men samtidig originalt, personligt og følelsesladet. Albummet er et forsøg på at sætte lyrik og musik sammen. En skeptiker vil sige, at de fleste plader blander tekst og musik, men jeg har sjældent oplevet kunstnere, der rent faktisk demonstrerer det i praksis. Helt konkret tager Broderick tyren ved hornene og præsenterer os for et todelt titelnummer, hvor første del kun indeholder oplæsningen af et digt. Anden del har samme tekst, men nu tilsat musik. Umiddelbart lyder det banalt, men det virker overvældende. Ordene alene havde ingen speciel effekt på mig, ud over at de mindede om en lettere melankolsk digtoplæsning. Da der kom musik under ordene, fik de pludseligt et helt nyt liv. Der var nu pludselig aggressivitet, rytme og liv i ordene.

Ikke alle numrene er så eksplicitte eksperimenter, men hele pladen emmer af en lyst til at prøve nye veje uden at miste de positive elementer ved en traditionelt arrangeret sang. “Inside Out Here”, der starter pladen, varsler en lettere dyster DIY-electronica: lyden af en særegen og melankolsk kunstner, der stykker nummeret sammen på egen hånd. Min advarselslampe begyndte at blinke her. Jeg anede en tung omgang solipsistisk klynken til hjemmebryggede beats, men heldigvis holdt det ikke stik.

For “I’ve Tried” er et stemningsfyldt nummer, der fungerer upåklageligt med få virkemidler, og Broderick kan ikke kun lyde distanceret og lunefuld. Han kan også synge med en næsten soul-agtig stemme. “When I Blank I Blank” er funky og kunne i en bizar verden lyde som Prince. Det giver et godt modspil til de tungere, mere slæbende sange på albummet såsom “Freyr!”, en trist historie om en forsvundet kat.

Jeg er stadig ikke blevet klar over, hvor på hylden jeg skal sætte Peter Broderick, men det er afgjort til hans fordel. For hans eksperimenter bærer frugt og indeholder kimen til noget stort. Man kan mærke det usvigelige talent bagved.

★★★★☆☆

Lyt til “I’ve Tried”:
[audio:http://www.peterbroderick.net/wp-content/uploads/2010/05/03-Ive-Tried-1.mp3]

Deltag i debat